åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Momspligtige personer, jf. momslovens § 3, er efter § 4 momspligtige af leverancer af varer og ydelser mod vederlag her i landet.

For en nærmere beskrivelse af momspligtige personer, se Q.1.2.6, Q.1.4.2.1 og C.

For en nærmere beskrivelse af momspligten efter momslovens § 4 henvises til D.2 og D.3.

Bygge- og anlægsvirksomheder, der leverer byggeri mv. mod vederlag til fremmede (tredjemand), er således momspligtige efter momslovens § 4.

En byggevirksomhed vil være momspligtig, selvom den vælger at opfylde sine forpligtelser over for bygherren (køberen) om opførelse mv. ved selv at træffe aftaler med andre byggevirksomheder om, at de skal udføre byggearbejdet. Byggevirksomheden, der har indgået aftale med bygherren, anses for at levere byggeri mv. til bygherren, uanset at byggevirksomheden ikke selv har udført byggearbejdet, jf. Mn 181/68.

Hvis en byggevirksomhed leverer byggeri mv. til brug ved opførelse mv. af fast ejendom tilhørende et interessentskab, som byggevirksomheden selv er deltager i, vil byggevirksomheden være momspligtig af leverancen efter § 4. Interessentskaber anses i momsmæssig henseende for særskilte momspligtige personer, se C.1.2.

Det fremgår af afgørelsen SKM2003.527.LSR, at når et arkitektfirma ved deltagelse i åbne (offentlige) arkitektkonkurrencer har oppebåret præmieindtægter, medfører dette ikke, at firmaet dermed kan anses for at have modtaget et vederlag for levering af en tjenesteydelse. Konkurrenceudbyderen har således ikke været forpligtet til at udbetale en præmie til firmaet. Der foreligger derfor ikke et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, hvor det vederlag, som tjenesteyderen (arkitektfirmaet) modtager, udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren (konkurrenceudbyderen).

Da de præmier, som arkitektfirmaet i sagen SKM2003.527.LSR havde modtaget, heller ikke i øvrigt var betaling for de ydelser, firmaet leverede i forbindelse med de konkrete projekter, skulle præmieindtægten ikke indgå ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget efter momslovens § 27, stk. 1, jf. 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1. Se således også afsnit G.1.1.

Afgørelsen fastslår endvidere, at der er fradragsret for moms af arkitektfirmaers udgifter afholdt i forbindelse med deltagelse i arkitektkonkurrencer. Told- og Skattestyrelsen har i TSS-cirkulære 2004-12 af 10. maj 2004  orienteret om adgangen til genoptagelse af opgørelse af afgiftstilsvar, når arkitektvirksomheder i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke har foretaget fradrag for moms af udgifter i forbindelse med disse konkurrencer, se således afsnit J.1.1.13.

I modsætning til åbne (offentlige) konkurrencer, er indbudte konkurrencer momspligtige. Det samme er bistand i forbindelse med alle former for konkurrencer, jf. Mn 709/80.