åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "S.G.2.1.1 Sondringer" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Der gælder forskellige regler for personer og selskaber. I det følgende behandles reglerne for personer og selskaber derfor særskilt. Se nærmere afsnit S.G.3 for behandlingen af reglerne om beskatning af personer. Reglerne for beskatning af selskabers afståelse af aktier behandles i afsnit S.G.4.

Beskatningsreglerne i aktieavancebeskatningsloven er forskellige, afhængig af om aktierne m.v. er:

  1. Andelsbeviser m.v. omfattet af ABL § 18. ABL § 18 omfatter andelsbeviser eller andele i andelsforeninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3. Se nærmere afsnit S.G.10.
  2. Næringsaktier omfattet af ABL § 17. Aktier anses som næringsaktier, hvis aktionæren har som erhverv at handle med aktier og lign. værdipapirer, og de afståede aktier tillige er erhvervet med videresalg for øje, eller hvis aktierne er erhvervet som et led i aktionærens næringsvej (handelsnæring). Aktier, som den skattepligtige har modtaget som vederlag for leverede varer eller tjenesteydelser (vederlagsaktier) er ikke længere næringsaktier, men behandles efter de almindelige regler i ABL. Se nærmere afsnit S.G.8.
  3. Aktier, investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab omfattet af ABL § 19. ABL § 19 vedrører aktier, investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab. Se nærmere afsnit S.G.9
  4. Investeringsbeviser i udloddende investeringsforeninger, jf. ABL § 22. Udloddende investeringsforeninger er foreninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som inden fristen for indgivelse af selvangivelse for et indkomstår foretager en udlodning, der som minimum skal omfatte de i LL § 16 C, stk. 2-6 anførte beløb, og som ifølge vedtægterne er forpligtet til at foretage en sådan udlodning. Se nærmere afsnit S.G.12.
  5. Investeringsbeviser i udloddende aktieafdelinger er omfattet af ABL § 21. Ved udloddende aktieafdelinger forstås udloddende investeringsforeninger, der ifølge sine vedtægter er forpligtet til udelukkende at anbringe aktivmassen i foreningens administrationsbygning og i aktier m.v. som omhandlet i aktieavancebeskatningsloven, dog ikke aktier omfattet af § 19, investeringsforeningsbeviser omfattet af ABL § 22 og konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne. Der henvises til afsnit S.G.12.
  6. Investeringsbeviser i akkumulerende investeringsforeninger, jf. ABL § 20 omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a. Se S.G.15
  7. Aktier med boligret, jf. ABL § 15. Aktier med boligret er aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, der er forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed i en ejendom med mere end to beboelseslejligheder og hvor beboelseskravet m.m., jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 4, er opfyldt.
  8. Almindelige aktier omfattet af ABL § 8-10 (vedrørende selskaber) eller ABL §§ 12-14 (vedrørende personer). Der er tale om aktier, investeringsbeviser m.v., som ikke er omfattet af diverse særregler, jf. ovenfor.