Spørgsmålet om, hvorvidt der er fradragsret for renter og kurstab på koncernintern gæld, afgøres ud fra forholdet mellem gæld og egenkapital ved det enkelte indkomstårs udløb. Hvis forholdet mellem datterselskabets samlede gæld (koncernintern gæld og al anden gæld under ét) og dets egenkapital ved udløbet af indkomståret er mindre end eller lig med forholdet 4:1, således at egenkapitalen udgør mindst 20 pct., er der fuld fradragsret for renter og kurstab på gælden efter almindelige regler. Låneforhold eller lånevilkår er i så fald uden interesse.

Fradragsbeskæring finder alene sted, hvis den kontrollerede gæld overstiger 10 mio. kr., jf. SEL § 11, stk. 1, 6. pkt. Fradragsbeskæringen finder endvidere alene sted for den del af den kontrollerede gæld, som skulle omkvalificeres til egenkapital, for at forholdet mellem fremmedkapital (gæld) og egenkapital ved indkomstårets udløb udgør 4:1, jf. SEL § 11, stk. 1, 7. pkt.

Overstiger datterselskabets samlede gæld ved indkomstårets udløb 4 gange egenkapitalen, svarende til en egenkapital på under 20 pct., og overstiger den kontrollerede gæld 10 mio. kr., er konsekvensen som udgangspunkt, at fradragsretten på koncerninterne lån afskæres eller begrænses - dog kun for så vidt angår den del af den kontrollerede gæld, som skulle omkvalificeres til egenkapital, for at forholdet mellem fremmedkapital (gæld) og egenkapital ved indkomstårets udløb udgør 4:1. For lån, der ligger inden for grænsen kommer en fradragsafskæring eller -begrænsning således aldrig på tale. Det opgøres som nævnt ved hvert indkomstårs udløb, om forholdet mellem den samlede gæld og egenkapitalen i det enkelte år ligger inden for 4:1. Fradragsretten består i år, hvor forholdet ligger under 4:1, og/eller hvor den kontrollerede gæld ikke overstiger 10 mio. kr., mens fradragsretten beskæres i år, hvor forholdet er større end 4:1,og hvor den kontrollerede gæld overstiger 10 mio. kr.

Forholdet mellem et fast driftssteds gæld og egenkapital opgøres således også ved udløbet af indkomståret. Ved opgørelsen af det faste driftssteds egenkapital og gæld indgår alene værdien af aktiver og gæld, som har tilknytning til det faste driftssted.

I SKM2008.917.SR ønskede H1 A/S at foretage en intern grænseoverskridende skattefri fusion med dets søsterselskaber i Sverige og Norge med det svenske selskab som modtagende selskab, og som i forbindelse med fusionen omdannedes til et SE-selskab. Aktiviteterne i det danske selskab ville herefter blive drevet i en eksisterende dansk filial af det svenske selskab. Der blev bl.a. spurgt om tynd kapitaliseringsreglerne og om allokering af gæld i relation til den danske filial. Skatterådet fandt, at fradragsretten for renteudgifter efter reglerne om tynd kapitalisering ikke skulle beskæres. Endvidere blev spørgerens principper for allokering af gæld anerkendt.

GældGæld i henhold til SEL § 11, stk. 2, omfatter gæld i form af fordringer omfattet af kursgevinstloven samt konvertible obligationer. I gælden indgår selskabets samlede gæld, såvel koncernintern gæld som gæld til uafhængig tredjemand.

Kursgevinstloven omfatter som udgangspunkt alle pengefordringer, jf. KGL § 1, stk. 1, nr. 1. Afgørende er alene, om der foreligger et retligt krav på betaling i form af penge. Omfattet er således alle pengefordringer uanset art, herunder obligationer, pantebreve, gældsbreve og andre pengefordringer. Også rentefrie lån samt fordringer, der opstår ved kreditsalg og ved ganske korte lejlighedslån uden sikkerhedsstillelse m.v., er omfattet. Kursgevinstlovens regler gælder for fordringer i såvel danske kroner som i fremmed valuta.

Den for opgørelsen af forholdet mellem gæld og egenkapital relevante gæld er den gæld, der foreligger ved udløbet af datterselskabets indkomstår. Gælden opgøres til kursværdien på dette tidspunkt, jf. SEL § 11, stk. 2,  2. pkt. Er gælden i fremmed valuta, foretages omregningen til danske kroner ligeledes ved udløbet af datterselskabets indkomstår.

EgenkapitalEgenkapitalen opgøres ved indkomstårets udløb efter SEL § 11, stk. 3, som værdien af samtlige aktiver - herunder også immaterielle aktiver som f.eks. goodwill - til handelsværdien med fradrag af gæld efter stk. 2. Som gæld anses herefter gæld i henhold til fordringer omfattet af KGL samt konvertible obligationer. Gælden opgøres som kursværdien ved indkomstårets udløb. Aktiver, der direkte eller indirekte er indskudt af ejerkredsen, medregnes kun til egenkapitalen i det omfang, den forbliver i selskabet i mindst 2 år. Reglen modvirker, at ejerkredsen for at få forholdet mellem gæld og egenkapital ned på 4:1 eller derunder umiddelbart før udløbet af datterselskabets indkomstår indskyder egenkapital, som så hjemtages primo det følgende indkomstår.

Konstateres det efterfølgende, at egenkapital indskudt af ejerkredsen er forblevet i selskabet i mindre end 2 år, og medfører dette, at forholdet mellem gæld og egenkapital bliver større end 4:1, aktualiseres fradragsbeskæringen i det omfang den kontrollerede gæld overstiger 10 mio. kr. Skatteansættelsen for de pågældende indkomstår skal da genoptages, idet selskabet dog i henhold til SEL § 11, stk. 1, 5. pkt., vil have mulighed for at påvise, at lånet kunne være ydet af en uafhængig part.

Om opgørelse af egenkapitalen i en transparent enhed se SKM2005.145.LR, ved hvilken Ligningsrådet blev spurgt om en transparent enhed ved opgørelsen af sin egenkapital, jf. selskabsskattelovens § 11, stk. 3, jf. stk. 5, skulle medregne en fordring på koncernens udenlandske moderselskab. Ligningsrådet besvarede spørgsmålet benægtende. 

I SKM2009.257.ØLR var et selskabs fradrag for renter af gæld til koncernforbundne selskaber og til en bank blevet begrænset efter reglerne om tynd kapitalisering i SEL § 11. Afgørende for omfanget af denne rentefradragsbegrænsning var opgørelsen af selskabets egenkapital, og skattemyndighederne havde ved opgørelsen af heraf ansat værdien af selskabets aktier i et norsk børsnoteret selskab til børskursen (svarende til godt 600 mio. kr.). Sagsøgeren påstod værdien af aktieposten nedsat til det beløb, hvortil selskabet havde erhvervet aktierne ca. ½ år forinden, og henviste i den forbindelse navnlig til,

at aktierne var blevet købt på armslængdevilkår fra en uafhængig tredjemand,
at der ikke siden købet var indtrådt væsentlige ændringer i det norske selskabs økonomiske situation, samt
at det i en for Landsskatteretten indhentet syns- og skønserklæring var tilkendegivet, at aktierne i det norske selskab kun i relativt begrænset omfang blev handlet på børsen, således at børskursen ikke i alle tilfælde kunne anses for udtryk for handelsværdien. 

Landsretten fandt, at aktierne i det børsnoterede selskab i overensstemmelse med fast retspraksis som udgangspunkt måtte værdiansættes til børskursen, medmindre der forelå særlige omstændigheder. Landsretten fandt, at hverken den omstændighed, at selskabet ved overtagelse af en strategisk, langsigtet aktiepost havde været villig til at erhverve aktieposten til en kurs, der oversteg børskursen, eller det om omfanget af handler over børsen oplyste gav grundlag for at fravige børskursen som handelsværdi. Skatteministeriet blev herefter frifundet.