Ikrafttrædelsesreglerne i § 19, stk. 3, 1.-3. pkt., i lov nr. 421 af 25. juni 1993, som ændret ved § 4, stk. 1, i lov nr. 412 af 14. juni 1995 videreføres.
Reglerne findes nu i ABL § 46, stk. 4.
Overgangsreglen skal sammenholdes med overgangsreglerne i § 46, stk. 1 og bestemmelsen i § 44.
Ved lov nr. 421 af 25. juni 1993 blev der gennemført en ændring af reglerne for mindretalsaktionærers (personers) beskatning af gevinst og tab på almindelige aktier, der afstås efter en ejertid på tre år eller mere. Ændringerne blev gennemført med virkning fra den 19. maj 1993.
Overgangsreglen i 1993-lovens § 19, stk. 3, 1-3. pkt. som ændret ved 1995-lovens § 4, stk. 1, indeholder en adgang for aktionærer, der ikke var omfattet af hovedaktionærreglerne den 18. maj 1993, til at anvende værdien den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen ved opgørelse af gevinst og tab ved afståelse af almindelige aktier. Reglen gælder dog ikke for aktier, der ved en eventuel afståelse den 18. maj 1993 ville have været omfattet af reglerne i § 2 a, § 2 c eller § 3 i den dagældende aktieavancebeskatningslov.
Et fradragsberettiget eller modregningsberettiget tab kan ikke overstige forskellen mellem afståelsessummen og aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993. Tabsfradragsbegrænsningen opgøres ud fra det tab, der er beregnet efter gennemsnitsmetoden. Dvs. først gennemsnitsmetode og derefter tabsbegrænsning.
Om værdiansættelsen, se Ligningsvejledningen, Selskaber og aktionærer, 2005-4,
Oversigt over kursværdierne pr. 19. maj 1993 for børsnoterede samt visse unoterede aktier og anparter findes i bilaget til Ligningsvejledningen vedrørende Selskaber og aktionærer.