Dato for udgivelse
06 aug 2024 07:26
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 maj 2024 19:30
SKM-nummer
SKM2024.385.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-4075/2023-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Virksomheder
Emneord
Familiedøgnpleje, anbringelse af plejebørn, døgnophold, kontrakter
Resumé

Sagen angik, hvorvidt et ægtepar, der havde indgået kontrakter med to kommuner om i 2012 og 2013 at have henholdsvis 3 og 5 børn i familiedøgnpleje, skulle anses for lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i skatteretlig henseende.

Landsretten udtalte, at spørgsmålet som anført af byretten skulle afgøres efter en afvejning af kriterierne i punkt B.3.1.1. i personskattecirkulæret, og at ægteparret efter en samlet bedømmelse skatteretligt skulle anses for lønmodtagere. Landsretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at anbringelsen af plejebørn begrænsede ægteparrets muligheder for at påtage sig andet arbejde, ligesom deres samlede arbejdskraft i det væsentlige ville være udtømt ved en fuld udnyttelse af deres godkendelse som familiedøgnplejere, og at ægteparret var berettigede til omkostningsdækning, der tilsigtede at dække de helt almindelige udgifter ved et plejebarns ophold, dvs. især kost, logi, fritidsaktiviteter, fornøjelser og udgifter til barnets værelse, herunder opvarmning, samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v.

Landsretten tiltrådte herefter, at ægteparret ved kontrakterne om døgnophold mod fast godtgørelse med udgiftsdækning havde påtaget sig en plejeopgave i et tjenesteforhold til kommunerne og ikke overvejende en opgave for egen regning og risiko, og at ægteparret derfor skatteretligt måtte anses som lønmodtagere. 

Reference(r)

Statsskatteloven § 4

Personskattelovens punkt B.3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2024-1, C.C.1.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2024-1, C.A.3.4.3 

Redaktionelle noter

Tidligere instanser:

Landsskatteretten, 16-1673651, ej offentliggjort

Landsskatteretten, 16-1673620, offentliggjort

Byretten, BS-43354/2020-NAE, er offentliggjort som SKM2023.337.BR.

Appelliste

Sag BS-4075/2023-OLR

(7. afdeling)

Parter

A og B

(begge advokat Simon Bernard Clark)

mod

Skatteministeriet

(advokat Jakob Klaris Donohoe)

Retten i Y2-by har den 12. januar 2023 afsagt dom i 1. instans (sag BS43354/2020-NAE).

Landsdommerne Ib Hounsgaard Trabjerg, Finn Morten Andersen og Thomas Smed (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanterne, B og A, har gentaget deres påstande for byretten om, at de skal anses for selvstændige erhvervsdrivende for indkomstårene 2012 og 2013, og at deres skatteansættelser for disse år skal genoptages, subsidiært hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

B og A har afgivet supplerende forklaring.

B har forklaret blandt andet, at det siden 2014 har været det sociale tilsyn og ikke kommunen, der har ført tilsyn. Det sociale tilsyn har ikke noget med kommunen at gøre. Det sociale tilsyn kommer en gang om året og foretager en grundig gennemgang af deres bolig og økonomi. Det er det sociale tilsyn, der beslutter, om de fortsat kan godkendes som plejefamilie. Derudover kommer kommunens familieplejekonsulent hver tredje eller sjette måned med henblik på ajourføring af plejebørnenes handleplaner. I det daglige er det ham og A, der tilrettelægger arbejdet med plejebørnene.

Den økonomiske risiko for ham og A består i, at de ikke er garanteret at få nye plejebørn, ligesom de risikerer, at plejevederlaget bliver nedsat i takt med, at et plejebarn bliver lettere at håndtere. Plejekontrakternes opsigelsesvarsel er uden reelt indhold på grund af vilkåret om, at kontrakterne skal genforhandles hvert halve eller hele år, hvor der er mulighed for, at parterne ikke bliver enige. Han og A er ikke omfattet af nogen overenskomst med kommunen, og kommunen minder dem ofte om, at de ikke er ansatte. Derudover er der en økonomisk risiko som følge af skader forvoldt af plejebørnene på hans og A’s ting, som han og A ikke har mulighed for at forsikre sig imod. I 2018 havde de et plejebarn, IM, der forvoldte skader på deres ejendom for i alt 56.870,15 kr. Kommunens forsikringsselskab dækkede kun 14.453 kr. heraf, og kommunen afslog at dække det resterende beløb. Så vidt han husker, var der ikke lignende sager i 2012 eller 2013.

Som plejefamilie kan man højst have fire plejebørn på samme tid, dog kan der gives dispensation til et femte plejebarn. Det er godt, at man ikke kan have flere plejebørn, idet fire til fem plejebørn lægger beslag på to plejeforældres fulde arbejdskapacitet. Plejebørnene kan sagtens komme fra hver sin kommune. De har gennem årene haft 20 plejebørn.

Hans og A’s ejendom er stadig til salg. De har fortsat kun et plejebarn, der nu er (red.alder.nr.1.fjernet) år.

A har forklaret blandt andet, at deres nuværende plejebarn, KJ, kommer fra Y1-by Kommune. De har gennem årene haft plejebørn fra blandt andet Y2-by, Y3-by, Y1-by, Y4-by og Y5-by kommuner.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Denne sag handler om, hvorvidt B og A i relation til hvervet som døgnplejefamilie skal anses som lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i skatteretlig henseende i indkomstårene 2012 og 2013.

Som anført af byretten, følger det af blandt andet Højesterets afgørelser i UfR 1996.1027 H og UfR 1997.1013 H, at afgørelsen af dette spørgsmål beror på en afvejning af de kriterier, der er angivet i punkt B 3.1.1. i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

Det følger af reglerne i socialtilsynsloven, at alene personer med en godkendelse fra socialtilsynet kan påtage sig hvervet som plejefamilie, og at alene en kommune kan være hvervgiver. Lignende bestemmelser fremgik tidligere af serviceloven. 

Det fremgår af B og A’s godkendelse af 18. november 2010, at godkendelsen omfattede fire plejebørn. Hvis godkendelsen blev udnyttet fuldt ud, skulle både B og A have plejeopgaven som hovedbeskæftigelse. Det fremgår af godkendelsen af 12. marts 2013, at denne ligeledes omfattede fire plejebørn. Hvis godkendelsen blev udnyttet fuldt ud, svarede det til, at både B og A arbejdede fuld tid som plejefamilie.

Anbringelsen af plejebørn begrænsede således B og A’s muligheder for at påtage sig andet arbejde, ligesom deres samlede arbejdskraft i det væsentlige ville være udtømt ved en fuld udnyttelse af godkendelsen.

Efter kontrakterne om formidlet døgnophold modtog B og A et fast månedligt vederlag pr. plejebarn. Vederlaget var fastsat af kommunen på baggrund af forhandling med B og A ud fra en konkret vurdering af barnets plejebehov. Kontrakterne kunne efter tre måneder opsiges gensidigt med en måneds varsel.

Det fremgår endvidere af kontrakterne, at B og A var berettigede til omkostningsdækning, og at beløbene hertil tilsigtede at dække de helt almindelige udgifter ved et plejebarns ophold, dvs. især kost, logi, fritidsaktiviteter, fornøjelser og udgifter til barnets værelse, herunder opvarmning, samt udgifter på grund af forøget slid på bygning, møbler m.v.

Landsretten tiltræder herefter, at en samlet vurdering fører til, at B og A ved kontrakterne om døgnophold mod fast godtgørelse med udgiftsdækning har påtaget sig en plejeopgave i et tjenesteforhold til kommunerne og ikke overvejende en opgave for egen regning og risiko. De må derfor skatteretligt anses som lønmodtagere.

Eventuelle differencer mellem de af B og A faktisk afholdte udgifter og den refusion, som de anbringende kommuner har været villige til at yde, kan ikke føre til et andet resultat. Særligt for så vidt angår omkostningerne til plejebarnet JC’s (red.sportsgren.nr.1.fjernet) bemærkes, at Y2-by Kommune havde oplyst B og A om, i hvilket omfang udgifter hertil ville blive refunderet.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal B og A i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb. 

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal B og A solidarisk inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes