Formålet med ordningen er at sikre skattemyndighederne oplysninger om deres skatteyderes kommercielle - og dermed typisk, men ikke nødvendigvis skattepligtige - aktiviteter, der udføres ved hjælp af digitale platforme. Jf. præambel nr. 11 til DAC7:

"I betragtning af den udbredte brug af digitale platforme til at udføre kommercielle aktiviteter, både af enkeltpersoner og enheder, er det afgørende at sikre, at indberetningspligten gælder uanset sælgerens juridiske karakter. Der bør dog fastsættes en undtagelse for offentlige enheder, som ikke bør være omfattet af indberetningspligten."

De personer, der skal indberettes om, er således de personer, som udbyder relevante aktiviteter på platforme. Disse personer er i regelsættet defineret med betegnelsen "Sælgere". Definitionen er ikke i overensstemmelse med den almindelige juridiske forståelse af ordet "sælger" som nogen, der overdrager ejendomsretten til et aktiv. Se nærmere om definitionen afsnit A.B.1.2.8.6.5.2 nedenfor. Hvem Sælgernes kunder/købere/aftagere er, er derimod uden betydning, og disses identitet skal ikke indberettes.    

Sælgere har ingen indberetningspligt, idet indberetningspligten kun påhviler de Indberettende Platformsoperatører, jf. afsnit A.B.1.2.8.6.3.3. Derimod har en Sælger pligt til at give visse oplysninger om sig selv til platformsoperatøren med henblik på, at denne kan opfylde sin indberetningspligt. Se afsnit A.B.1.2.8.6.6.2.3.2 og afsnit A.B.1.2.8.6.7.3.3 om Sælgeres oplysningspligt.

Platformsoperatørerne skal som udgangspunkt indberette oplysninger om alle Sælgere, men visse kategorier af Sælgere er undtaget fra indberetningspligten, herunder bl.a. offentlige enheder, jf. præambel nr. 11 som gengivet ovenfor. Se afsnit A.B.1.2.8.6.5.5 om Undtagne Sælgere.