Dato for udgivelse
06 mar 2017 12:47
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
05 dec 2016 12:00
SKM-nummer
SKM2017.136.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
S-2731-16
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Straf, momssvig, angivelser, forældelse
Resumé

T var tiltalt for som direktør, ejer og reel leder af et selskab at have afgivet urigtige momsangivelser, idet selskabet havde angivet et momstilsvar for perioden 1. juli 2010 til 31. december 2010 på 0 kr., hvor det rettelig skulle være 110.777 kr. Selskabet unddrog herved for 110.777 kr. i moms.

T forklarede at det var ham der havde lavet nul angivelserne. Han havde efterfølgende foretaget efterangivelser, og afgivelsen af urigtigt momstilsvar skyldtes, at han havde et tilgodehavende hos SKAT vedrørende et andet selskab.

Byretten fandt T skyldig i momssvig. T's forklaring tilsidesattes som utroværdig. T idømtes en bøde på 160.000 kr. Forældelsen ansås for afbrudt af SKATs sigtelser.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

Reference(r)

Momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89

Henvisning

-

Østre Landsret dom af den. 5. december 2016, sags nr. S-2731-16

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

T

(Adv. Michael Jan Lindquist, besk.) 

Afsagt af Landsretdommerne

Henrik Garn, Bloch Andersen og Per Kiel Lauritsen (kst.)

..................................................................................................

Byrets dom af den 29. september 2016, sags nr. 1-1414/2016

Anklageskrift er modtaget den 14. marts 2016.

T er tiltalt for

Overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. l, jf. straffelovens § 89,

ved for perioden 1. juli 2010 til 31. december 2010, med forsæt til momsunddragelse, som direktør, ejer og reel leder af selskabet G1 ApS, CVR. nr. ...11 (tidl. G2 ApS), Y1-adresse i Y2-by, at have været ansvarlig for, at selskabet har afgivet urigtige oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet han har foranlediget, at selskabet har angivet et momstilsvar på 0 kr., hvor det rettelig skulle være 110.777 kr., hvorved statskassen er unddraget 110.777 kr. i moms.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet PK, SKAT.

Tiltalte forklarede, at han i en kortere periode var direktør i selskabet, men han husker ikke datoerne, men det skal nok passe, at det var fra den 3. marts 2010 til den 17. januar 2011. Tiltalte oplyste, at alt hvad han siger er med forbehold, idet der er tale om en gammel sag.  Det er korrekt, at selskabet i nogle kvartaler har angivet 0 moms, men dette er begrundet i, at selskabet tidligere har angivet for meget moms. Der blev efterfølgende sendt en redegørelse til SKAT om, hvad der er angivet forkert, og hvad der skulle være angivet korrekt for perioden 2008 til 2010. Der er ligeledes efterfølgende sendt efterangivelser. Årsregnskabet blev tillige indberettet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og at selskabet havde momspligtig gæld.

Foreholdt sagens bilag 3, angivelse af moms for perioden 30. juni 2010, 30. september 2010 og 31. december 2010 alle angivet med 0 kr., forklarede tiltalte, at han senere havde indsendt efterangivelse. Tiltalte husker ikke tidspunktet, men han mener, at det har været i forbindelse med udarbejdelsen af årsregnskabet for 2010. Tiltalte husker ikke, hvorfor momsen blev angivet med 0 kr. Tiltalte erkender ansvaret for angivelsen.

Foreholdt sagens bilag 5, årsregnskab for 2010 for G2 ApS, side 6 og 9, og sagens bilag 1, beskrivelse af straffesag, side 1, 2 sidste afsnit, SKATs beregning af skyldig moms, forklarede tiltalte, at omsætningen er korrekt angivet, ellers havde han ikke underskrevet regnskabet. Foreholdt samme bilag side 8, merværdiafgift i alt er anført med 0 kr., kunne tiltalte ikke give nogen forklaring herpå. Det kunne han ikke huske. Tiltalte mente, at selskabet havde et momstilgodehavende på 10.000 kr., hvorfor tiltalte havde angivet 0 kr. i merværdiafgift. Omsætningen i regnskabet er angivet korrekt. Tiltalte husker ikke, om de 110.777 kr. var momspligtige i perioden. Med hensyn til efterangivelsen forklarede tiltalte, at han dengang hentede et skema på nettet, som han udfyldte og sendte videre til SKAT. Tiltalte husker ikke, hvornår han efterangiver, men han vil tro, at det var efter indsendelsen af årsregnskabet, måske i starten af 2011, men tiltalte er ikke sikker.

Foreholdt sagens bilag 1, side 3-4, punkt 14, forklarede tiltalte, at han ikke kan huske, om han den 2. og 4. august 2011 modtog mail fra SKAT med anmodning om momsopgørelser. Foreholdt at tiltalte den 14. maj 2013 bliver sigtet, at han ikke møder op til mødet den 28. maj 2013 og at han først reagerer den 14. juni 2013, har tiltalte ingen bemærkninger til. Tiltalte mener, at han sendte efterangivelsen i papirform med G3. Tiltalte er ikke sikker, men det plejede han at gøre. Tiltalte husker ikke, om han modtog en bekræftelse fra SKAT for modtagelsen. Tiltalte tog ikke aktivt kontakt til SKAT.

Adspurgt af forsvareren forklarede tiltalte, at selskabet G4 ApS var et holdingselskab med tilknytning til G2 ApS. Selskabet G4 ApS havde ingen driftsaktivitet. Tiltalte forklarede, at 3 fakturaer vedrørende G2 ApS ved en fejl fik påført cvr.nr. på G4 ApS, der ikke var momsregistreret.

Foreholdt sagens bilag 8, mailkorrespondance mellem tiltalte og SKAT, bekræftede tiltalte, at han ved mail af 5. juli 2011 gjorde SKAT opmærksom på fejlen i CVR-nummeret.

Foreholdt sagens bilag 15, brev af 11. juni 2012 fra tiltalte til SKAT, bekræfter tiltalte, at han sendte brevet vedrørende redegørelsen for moms. Tiltalte husker ikke, om redegørelsen blev sendt samtidig med efterangivelsen. Det er korrekt, at redegørelsen udviser for meget angivet moms med 9.842 kr. Tiltalte husker ikke, om han fik svar herpå fra SKAT. Tiltalte ved ikke, om SKAT har udbetalt beløbet. Selskabet blev opløst i 2012 eller 2013. Tiltalte hørte ikke noget fra en kurator. Tiltalte blev ikke bedt om at indsende yderligere materiale eller fakturaer. Tiltalte husker ikke, om momsen fra G4 ApS var blevet indberettet til SKAT.

Adspurgt af anklageren og foreholdt sagens bilag 15, forklarede tiltalte supplerende, at SKAT ikke har bedt om yderligere dokumentation efter den 11. juni 2012.

Foreholdt sagens bilag 17, brev fra SKAT af 6. september 2013, husker tiltalte ikke indholdet af brevet. I september 2013 var tiltalte ikke længere direktør i selskabet G1 ApS. Tiltalte blev direktør for selskabet i 2010. Det var i den forbindelse, at han indsendte en redegørelse for selskabet for årene 2008-2010. I 2013 havde tiltalte ikke mere med selskabet at gøre, så vidt han husker.

Foreholdt sagens bilag 18, brev fra SKAT af 4. oktober 2013, husker tiltalte ikke, om han reagerede på SKATs henvendelse. Tiltalte accepterede ikke SKATs bødeforelæg, idet han ikke mente, at der var noget grundlag herfor, idet selskabet ikke har forsøgt at angive for lidt moms. Selskabet havde tværtimod angivet for meget moms.

PK, SKAT, mødte som vidne og var bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Vidnet forklarede, at vidnet kom ind i sagen via en kontrolsag. Det er korrekt, at der i perioden fra 1. juli 2010 til 31. december 2010 fra selskabets side blev angivet moms med 0 kr. Efter vidnets opfattelse og ud fra selskabets bogføring skulle der være angivet et beløb på 110.777 kr. Beregningen er foretaget ud fra salgsmomsen på 124.000 kr., der fremgår af selskabets bogføring, med fradrag af købsmoms. Vidnet havde ikke noget bogføring fra selskabet, men han tog udgangspunkt i årsregnskabet i de omkostninger som typisk ville være momsbelagte, hvorefter vidnet gav et fradrag der svarede til omkostningerne, der også fremgik af årsregnskabet. Vidnet kender ikke noget til, at selskabet skulle have moms til gode hos SKAT.

Foreholdt at tiltalte har oplyst, at han indsendte nogle efterangivelser, svarede vidnet, at han ikke havde modtaget nogen efterangivelser, og han havde været systemerne igennem. Vidnet forklarede, at SKAT ikke har modtaget nogen efterangivelser vedrørende selskabet med cvr.nr. ...11, der i perioden 1. juli 2010 til 31 december 2010 angav 0 kr. i moms.

Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at han gennemgik brevet fra tiltalte af 11. juni 2012. Brevet blev holdt op mod selskabets årsregnskab. Brevet lå efter, at vidnet havde truffet afgørelse i sagen. Vidnets afgørelse er dateret den 6. november 2012. Vidnet modtog først brevet dateret den 11. juni 2012, efter at han havde truffet sin afgørelse. I henhold til brevets indhold foretog vidnet en afstemning for årene 2008, 2009 og 2010. Vidnet havde aldrig adgang til selskabets bogføring. Han havde kun adgang til regnskabet. Vidnet modtog alene bogføringsbilag vedrørende salgsmomsen for 2010. Efter vid­net havde truffet sin afgørelse, havde han ikke længere kontakt med selskabet. Vidnet har således ikke været i kontakt med kurator eller andre i forbindelse med tvangsopløsningen i 2012. Vidnet husker ikke selskabet G4 ApS. Vidnet husker, at selskabet er nævnt i sagsmaterialet. Foreholdt sagens bilag 8, mail af 4. august 2011 fra PK, forklarede vidnet, at han aldrig modtog det materiale, som han bad om i mailen. Vidnet husker stadig ikke sagen omkring G4 ApS. Foreholdt samme bilag, side 2-3, fastholdt vidnet, at han ikke husker sagsbehandlingen omkring G4 ApS. Foreholdt samme bilag, side 4 øverst, forklarede vidnet, at det er korrekt, at tiltalte i mailen oplyste, at G4 ApS ikke er momsregistreret. Vidnet forklarede hertil, at man ikke kan indsende efterangivelse på et selskab, som ikke er momsregistreret. Der er kun åbne momsperioder på selskaber, som er momsregistreret. Såfremt man betaler moms via et girokort, og selskabet ikke er momsregistreret, vil man få pengene sendt retur. Vidnet ved ikke, om der er tilbagebetalt penge til G4 ApS, eller om der er blevet indberettet noget fra G4 ApS. Det er teknisk umuligt at indberette moms på et selskab, som ikke er momsregistreret. Vidnet udbad sig momsopgørelse fra G4 ApS, fordi der var udstedt fakturaer i selskabets navn. Er selskabet ikke momsregistreret, modtager man ikke noget girokort fra SKAT til indbetaling af moms. Det er heller ikke muligt at indberette moms elektronisk.

Adspurgt af anklageren forklarede vidnet supplerende, at vidnet forinden sin afgørelse af 6. november 2012 havde bedt tiltalte flere gange om momsopgørelser for selskaberne. Vidnet oplyste, at beregningen af momstilsvaret alene er opgjort skønsmæssigt ud fra det foreliggende regnskab, og at fradraget også er ansat skønsmæssigt.

Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet yderligere, at han aldrig modtog dokumentation fra tiltalte vedrørende opgørelsen af 11. juni 2012 på udgående moms 756.392 kr. og indgående moms på 708.530 kr. Det var ikke muligt for vidnet at sammenholde dette med noget som helst. Vidnet har ikke foretaget nogen regulering for årene 2008 og 2009.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det lægges på baggrund af bevisførelsen herunder tiltaltes egen forklaring til grund, at han i perioden 1. juli 2010 til den 31. december 2010 var direktør, ejer og reel leder af selskabet G1 ApS, CVR. nr. ...11 (tidligere G2 ApS). Det lægges endvidere på baggrund af bevisførelsen sammenholdt med tiltaltes egen forklaring til grund, at selskabet havde afgivet et momstilsvar på 0 kr., hvor det rettelig skulle have været på 110.777 kr.

Retten finder på baggrund af bevisførelsen herunder forklaring afgivet af vidnet PK at det er ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at han efterfølgende har foretaget efterangivelser, samt at afgivelsen af urigtigt momstilsvar skyldtes, at han havde et tilgodehavende hos SKAT vedrørende et andet selskab.

På baggrund af bevisførelsen herunder det af tiltalte angivne momstilsvar på 0 kr. sammenholdt med det korrekte momstilsvar, finder retten, at tiltalte har overtrådt momsloven forsætligt.

Tiltaltes forsvarer har anført, at sagen er forældet i medfør af forældelseslovens § 3, stk. I. Retten finder, at spørgsmålet om forældelse skal afgøres efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2. SKAT har afbrudt forældelsen ved breve af den 14. maj 2013 og den 29. maj 2013, hvor tiltalte blev sigtet for overtrædelse af momslovens § 81, jf. straffelovens § 94, stk. 5. Sagen er derfor ikke forældet.

Retten finder ikke grundlag for at fravige udgangspunktet for fastsættelsen af bøde, således kommer tiltalte til at betale en bøde på 160.000 kr. jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 89 med forvandlingsstraf som nedenfor bestemt.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Tiltalte T skal betale en bøde på 160.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

..........................................................................................................

Østre Landsret dom af den. 5. december 2016 sag nr. S-2731-16

Byrettens dom af 29. september 2016 (1-1414/2016) er anket af T med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet PK.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han anførte 0 i momsregnskabet, fordi selskabet havde et momstilgodehavende fra tidligere år. Han sendte eftergivelserne i et brev. Han indtrådte i selskabet, fordi han regnede med at skulle bruge det til noget, men det blev nok ikke til noget, så han afhændede det igen. Han har nok fået selskabet gratis.

Han husker ikke ejeraftaler. Han indtrådte som direktør. Han havde ikke noget interessefællesskab med den senere direktør MA. Han regnede med at kunne putte noget drift ind i selskabet. Der var noget malerarbejde i selskabet - måske i 1. kvartal.

Tallene i skrivelsen af 11. juni 2012 er fra regnskaberne. Han har sendt den af SKAT udbedte dokumentation. Han har sendt kontokort. Han har ikke efterfølgende forsøgt at få materiale til dokumentation af momstilsvaret.

Vidnet PK har supplerende forklaret blandt andet, at momsberegningen er sket ud fra regnskabet. SKAT har godskrevet den maksimalt mulige købsmoms i forhold til regnskabet. Vidnet har modtaget beregningen ekstrakten s. 91. Efter denne havde selskabet, hvis tallene kunne dokumenteres, isoleret set et tilgodehavende på ca. 14.000 kr. samlet for årene 2008 og 2009.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten bemærker, at tiltalte var direktør og reel leder af selskabet i den relevante periode. Han var endvidere ejer af en del af det holdingselskab, der ejede selskabet.

Tiltalte har afgivet usikre og skiftende forklaringer om indsendelse af efterangivelse af momstilsvaret. Et eventuelt momstilgodehavende er heller ikke medtaget i årsregnskabet 2010. Landsretten tilsidesætter således tiltaltes forklaring herom.

Med disse bemærkninger er landsretten enig med byretten i, at tiltalte er skyldig efter an­ klageskriftet.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.