Klagen skyldes, at klageren for årene 1999, 2000 og 2001 er blevet beskattet af værdi af medlemskab i golfklub, hvor medlemskabet er ydet til klageren og hans ægtefælle i forbindelse med klagerens hovedanpartsselskabs sponsorat til golfklubben.

Indkomstårene 1999, 2000 og 2001

Personlig indkomst

Ansat skattepligtig værdi af medlemskab af X Golfklub, hhv. 6.900 kr., 7.200 kr. og 7.500 kr.

Landsskatteretten stadfæster ansættelserne.

Klageren er hovedanpartshaver i B ApS (selskabet), hvor han også er ansat. I indkomstårene 1999, 2000 og 2001 har klageren modtaget lønindtægt samt haft stillet fri bil og fri telefon til rådighed fra selskabet.

Klagerens ægtefælle er ikke ansat i selskabet.

Selskabet har i de påklagede indkomstår haft en sponsoraftale med X Golfklub, hvorved der til sponsoratet er knyttet medlemskab for klageren og hans ægtefælle i golfklubben.

Selskabet har ved indkomstopgørelsen fået fradrag for udgiften til sponsoratet, idet det er anset for en reklameudgift for selskabet.

Golfklubben har over for den kommunale skatteforvaltning oplyst, at den faktiske pris for 2 medlemskaber i golfklubben udgør 6.900 kr. i 1999, 7.200 kr. i 2000 og 7.500 kr. i 2001.

Skatteankenævnet har forhøjet klagerens personlige indkomst for indkomstårene 1999, 2000 og 2001 med henholdsvis 6.900 kr., 7.200 kr. og 7.500 kr. som ansat værdi af medlemskab i X Golfklub.

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 3 samt praksis, som beskrevet i ligningsvejledningen A.B.1.9, at personalegoder beskattes, dog at der for visse goder gælder en bagatelgrænse. Disse regler finder også anvendelse for hovedaktionærer, også i tilfælde, hvor der ikke er et egentlig ansættelsesforhold til hovedaktionæren.

Endelig fremgår det, at bestemmelsen om personalegoder også omfatter de goder, som ydes til den ansattes familie m.v., når godet uden tvivl er ydet i kraft af ansættelsesforholdet.

Det forhold, at klageren som led i sponsoratet yder reklamemæssig værdi, ved at hovedanpartshaveren deltager i golfmatcher ændrer ikke ved beskatningen. Klageren har modtaget de frie medlemskaber, som selskabet som følge af sin sponsorkontrakt med golfklubben har modtaget. Nævnet har herved bemærket, at både klageren og ægtefællen spiller golf.

Når selskabet, hvori klageren er ansat, yder ham et personalegode, er værdien af disse skattepligtige, jf. ligningslovens § 16. De ulemper herved, som klageren beskriver, ændrer ikke på beskatningen heraf. Klageren har modetaget et gode, som har en værdi svarende til markedsprisen for årskontingent i golfklubben.

Klagerens repræsentant har påstået, at klagerens indkomst for de pågældende indkomstår skal nedsættes til det selvangivne.

Repræsentanten har til støtte herfor anført, at for at opnå det optimale udbytte af sponsoraterne overfor golfklubben, er det helt afgørende, at både klageren og hans ægtefælle viser sig personligt i klubben, og i det hele taget er meget synlige, Hvis ikke dette sker, er der ingen reklameværdi til stede. Der er over for skatteankenævnet endvidere fremvist tøj med selskabets logo, og selskabet reklamerer herved i Golfklubben.

En væsentlig del af virksomhedens kunder er medlemmer af golfklubben, og der afholdes flere gange om året golfmatcher, hvor alle deltagerne er kunder. Det er helt nødvendigt i forbindelse med kundepleje, at begge indehavere deltager i disse arrangementer. Dette forhold accepteres i andre kommuner. Selskabet har endvidere arrangeret og sponsoreret turneringer i golfklubben, hvor klagerens ægtefælle også har deltaget. Klageren og ægtefællen har deltaget i alle disse arrangementer af forretningsmæssige grunde. Det har trukket kunder til selskabet.

Det forhold, at klageren er hovedanpartshaver i selskabet, kan ikke ændre på reklameværdien. At klageren og hans ægtefælle, som følge af at selskabet har sponsoreret golfklubben, har fået frie medlemskaber, som Golfklubben giver til sponsorer, findes ikke at være et skattepligtigt personalegode.

Repræsentanten har videre anført, at i andre kommuner er folk ikke blevet beskattet af samme forhold. Således er personer, der sponsorerer foldboldklubber, ikke blevet beskattet heraf. Han finder det således uheldigt, at der føres uens praksis i kommunerne i dette spørgsmål.

I ligningslovens § 16, stk. 1 er det fastsat, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens § § 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Den skattepligtige værdi af personalegoder skal ved skatteansættelsen fastsættes til den værdi, som det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig fri handel, jf. ligningslovens § 16, stk. 3.

Landsskatteretten er herefter enig med skatteankenævnet i, at klageren i indkomstårene 1999, 2000 og 2001 skal beskattes af værdien af medlemskab i X Golfklub, idet medlemskaberne i det væsentligste må anses for at være goder henhørende til privatsfæren for klageren og hans ægtefælle. De påklagede ansættelser stadfæstes derfor.