Dato for udgivelse
21 nov 2012 13:01
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
04 jun 2012 12:34
SKM-nummer
SKM2012.657.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, S-3943-11
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Valutadom, selskabsansvar
Resumé

BN havde på selskabet T A/S's vegne medbragt 61.020 euro ved udrejse fra Københavns lufthavn uden at angive pengene over for SKAT.

BN forklarede, at han er administrerende direktør og bestyrelsesmedlem i T A/S. Selskabet T A/S importerer tyske biler, der leases til danske kunder. Normalt sker betaling af de tyske biler ved bankoverførsel men på grund af for sen betaling af depositum, var det ikke muligt at overføre beløbet via bankoverførsel rettidigt. Derfor valgte selskabet at medtage købesummen kontant.

Der var ikke nogen i selskabet T A/S der var bekendt med reglerne om deklarering og der var ikke nogen i banken, som fortalte dem om reglerne, desuagtet at banken var bekendt med hvad pengene skulle anvendes til.

BN forklarede at han skulle rejse sammen med to andre fra selskabet. De skulle rejse med samme fly. Af sikkerhedsmæssige årsager, havde de aftalt at mødes i loungen i lufthavnen og fordele pengene.

Byretten fandt at selskabet T A/S havde overtrådt toldlovgivningens valutaregler.

Udgangspunktet ved bødeberegningen er 25 % af det ikke deklarerede beløb. Byretten nedsatte dog bøden til 50.000 kr. grundet den særlige situation, selskabet var i, med hensyn til betaling af den tyske bil.

Landsretten udtalte, at toldlovens valutaregler er et led i internationale bestræbelser på at imødegå alvorlig kriminalitet, navnlig terrorisme og hvidvaskning af penge, og overholdelse af bestemmelsen har betydning for at forebygge og efterforske sådan kriminalitet.

Hverken det forhold, at flere repræsentanter fra selskabet deltog i rejsen, at en del af beløbet stammede fra en hævning i selskabets bank eller selskabets virksomhed kunne føre til, at udgangspunktet for bødeberegningen kunne fraviges.

Landsretten fastsatte derefter bøden til selskabet takstmæssigt til 95.000 kr.

Reference(r)

Toldloven § 79
Toldloven § 23, stk. 4

Henvisning

   

Østre Landsrets dom af 4. juni 2012, 5. afd. nr. S-3943-11

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T A/S
(advokat Jens Hjortskov)

Afsagt af landsdommerne

Mogens Kroman, Lone Kerrn-Jespersen og Karen Moestrup Jensen (kst.)

........................

Byrettens dom af 19. september 2011, SS 3-11094/2011

Sagens baggrund og parternes påstande

Anklageskrift er modtaget den 18. maj 2011.

T A/S er tiltalt for

1.

overtrædelse af toldlovens § 79, stk. 1. nr. 2, jf. § 23, stk. 4,

ved at BN på selskabets vegne den 9. november 2010 ca. kl. 06.15 i forbindelse med udrejse via Københavns Lufthavn, medtog 61.020 euro svarende til 455.093 kr., hvilket oversteg værdien af 10.000 euro, uden at have angivet pengene over for told- og skatteforvaltningen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig og påstået rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af vidne direktør V.1.

Vidnet V.1 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

"...

Vidnet forklarede, at han er administrerende direktør og bestyrelsesmedlem i det tiltalte selskab. I november 2010 var han kun bestyrelsesmedlem i selskabet. Han er økonomidirektør i H.2, der er søsterselskab til det tiltalte selskab. H.2 er skandinaviens største importselskab af ...cykler, og selskabet er ejet af H.Holding, som også ejer det tiltalte selskab. H.Holding er ejet af RJ. Det tiltalte selskab blev opkøbt af H.Holding i foråret 2010. Han er økonomiansvarlig for hele koncernen. Alle økonomiske dispositioner skal godkendes af ham, alternativt af RJ. Ingen i koncernen har selvstændig beføjelse til at godkende økonomiske dispositioner, bortset fra RJ. For nogle år siden begyndte det tiltalte selskab at anvende en ordning med flexleasing. Dette indebærer, at der kun betales en forholdsmæssig registreringsafgift på en halv procent pr. måned. Det vil sige, at der kun betales registreringsafgift for den periode bilen benyttes. Ordningen forudsætter, at der leases biler, der er mere end tre år gamle. Selskabet finder bilerne i Udlandet, og de importeres til Danmark. Selskabet har x-antal flexleasede biler i Danmark på etårige leasingaftaler. Leasingaftalen indgås først med kunden, og når depositum på 25.000 kr. er betalt, bliver bilen indkøbt i Udlandet og derefter registreret i Danmark. Ordningen er fuldstændig legal. Tidligere skulle det være et udenlandsk selskab, der indkøbte bilen, men fra 2008 har det også været muligt for det danske selskab. Selskabet har mere favorable vilkår for betaling af registreringsafgift og kan få leveret nummerplader fra dag til dag. Selskabet har ingen udestående registreringsafgift med SKAT.

Vedrørende den 9. november 2010 forklarede vidnet, at det af bilag 1, der er et kontoudskrift fra F1-bank, fremgår, at der den 8. november 2010 blev hævet 322.511,25 kr., svarende til ca. 45.000 euro. Dette beløb samt et kontantbeløb på 15.000 euro, som selskabet havde liggende, var det beløb, som blev beslaglagt. Beløbet udgjorde købesummen for en bil, der skulle købes i Udlandet, samt et mindre beløb til benzin og nummerplader. Det var ikke en normal procedure at medtage et kontantbeløb til Udlandet i forbindelse med køb af biler. Normalt anvender selskabet bankoverførsler, men på grund af for sen betaling af depositum, var det ikke muligt at overføre beløbet via bankoverførsel rettidigt. Derfor valgte selskabet at medtage købesummen kontant. Der skulle samtidig hentes to andre biler i Udlandet. Bilag C og D vedrører disse biler. Det fremgår af bilagene, at der her er betalt via bankoverførsel. Efter bilerne er afhentet i Udlandet, køres de dagen efter til syn og derefter til SKAT, hvor nummerpladerne udleveres. Herefter udleveres bilen til kunden. Hele bilaget er den dokumentation der blev afleveret til myndighederne i forbindelse med registrering af bilen. Bilag E vedrører den bil, som kontantbeløbet, der er beslaglagt, skulle anvendes til. DS er den person, som leasingkontrakten er indgået med. Af fakturaen fra G1 fremgår det, at bilen er betalt kontant med 59.500 euro. BN tog ud i F1-bank, efter beslaglæggelsen af de 12.500 euro, og hævede den 9. november 2010 et beløb svarende til de 12.500 euro. BN tog herefter ud i lufthavnen, hvor han fik pengene deklareret korrekt hos den samme tolder, som havde beslaglagt beløbet forinden. Han tog derefter til Udlandet for at hente bilen. Bilen blev bragt til Danmark, og deklareret den 11. november 2010. Herefter blev den udleveret til kunden i henhold til leasingaftalen.

Der var ikke nogen i selskabet, der var bekendt med reglerne om deklarering, og der var heller ikke nogen i F1-bank, som fortalte dem om reglerne. F1-bank vidste, hvad pengene skulle bruges til. Pengene blev af sikkerhedshensyn lagt i en særlig kuvert. Han har efterfølgende spurgt både F1-bank og Handelsbanken, og de har oplyst, at de ikke har kendskab til reglerne om deklarering.

Adspurgt af anklageren forklarede vidnet, at BN skulle rejse sammen med to andre personer fra selskabet. De skulle med samme fly. Forinden skulle de være mødtes i loungen, idet de havde aftalt af sikkerhedshensyn at fordele pengene.

Vidnet bekræftede, at bilag B er BNs boardingpas.

..."

Oplysningerne i sagen

Der er dokumenteret boardingpas for BN og flybilletter for NL og RC. Det fremgår heraf, at de tre personer skulle med fly den 9. november 2010 kl. ... til Udlandet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ved vidnet V.1s forklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

I overensstemmelse med Højesterets dom af 1. april 2011 er udgangspunktet for en bøde for overtrædelse af toldlovens § 23, stk. 4, 25 % af det ikke deklarerede beløb.

Efter vidnet V.1s forklaring, der bestyrkes ved den foreliggende dokumentation, lægger retten til grund, at det var meningen, at BN, NL og RC skulle fordele de 61.020 euro i mellem sig og derefter rejse til Udlandet for at hente de indkøbte biler. Retten lægger endvidere til grund, at der forelå en særlig situation i relation til den bil, som BN skulle hente i Udlandet, hvilket var baggrunden for, at BN medtog et kontantbeløb og ikke som sædvanlig anvendte en bankoverførsel.

Under disse omstændigheder finder retten, at der er grundlag for at fravige det nævnte udgangspunkt, således at bøden fastsættes til 25 % af det ikke deklarerede beløb, som overstiger 30.000 euro. Straffen fastsættes herefter til en bøde på 50.000 kr., jf. toldlovens § 79, stk. 1, nr. 2, jf. § 23, stk. 4.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

T A/S straffes med en bøde på 50.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

.....................

Østre Landsrets dom af 4. juni 2012, 5. afd. nr. S-3943-11

Påstande

Byrettens dom af 19. september 2011 (SS 3-11094/2011) er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 15. december 2011 anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.

T A/S har endeligt påstået formildelse.

Supplerende oplysninger

Det fremgår af SKATs rapport i sagen, at BN i sikkerhedskontrollen blev fundet i besiddelse af 61.020 euro.

Der er ikke afgivet forklaringer i landsretten.

Procedure

Anklagemyndigheden har anført, at det udførte beløb er udført af en person på selskabets vegne. Det forhold, at beløbet skulle fordeles til yderligere to personer af sikkerhedsmæssige grunde, er uden betydning. I øvrigt bemærkes, at fordelingen skulle ske i en lounge i Københavns Lufthavn, der er placeret efter udrejse fra det danske toldområde. Der foreligger ikke i øvrigt formildende omstændigheder. Bøden bør derfor i overensstemmelse med Højesterets dom, gengivet i SKM2011.269.HR udmåles til 95.000 kr.

T A/S har anført, at der foreligger sådanne formildende omstændigheder, at straffen bør nedsættes. T A/S har navnlig fremhævet, at beløbet, der skulle udføres, skulle anvendes til fuld legal virksomhed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter toldlovens § 23, stk. 4, skal personer, der ved indrejse i eller udrejse fra det danske toldområde medtager likvide midler, der svarer til værdien af 10.000 euro eller derover, uopfordret standse op for kontrol og har pligt til over for told- og skatteforvaltningen at angive samtlige medtagne likvide midler. Overtrædelse af bestemmelsen er strafbar også for selskaber, jf. toldlovens § 79 b, jf. § 79, nr. 3.

Den daværende direktør i T A/S, BN, blev i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol standset den 9. november 2010 og fundet i besiddelse af 61.020 euro. Selskabet er derfor skyldig i den rejste tiltale.

Som anført i Højesterets dom, gengivet i SKM2011.269.HR, er toldlovens § 23, stk. 4, et led i internationale bestræbelser på at imødegå alvorlig kriminalitet, navnlig terrorisme og hvidvaskning af penge, og overholdelse af bestemmelsen har betydning for myndighedernes mulighed for at forebygge og efterforske sådan kriminalitet.

Landsretten forhøjer henset hertil bødestraffen, der fastsættes efter toldlovens § 79, nr. 3, jf. § 23, stk. 4, til 95.000 kr. i overensstemmelse med det udgangspunkt for bødeberegningen, som Højesteret har fastlagt i den nævnte dom. Hverken det forhold, at flere repræsentanter for selskabet deltog i rejsen, at en del af beløbet stammede fra en hævning i selskabets bank eller selskabets virksomhed kan føre til, at udgangspunktet for bødeberegningen fraviges, ligesom der ikke er grundlag for at bringe straffelovens § 82, nr. 4, i anvendelse.

Dommens bestemmelse om sagsomkostningerne stadfæstes.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T A/S ændres, således at selskabet straffes med en bøde på 95.000 kr.

Det tiltalte selskab skal betale sagens omkostninger for landsretten. Det tiltalte selskab har selv sørget for sit forsvar.

Dommens bestemmelse om sagsomkostninger stadfæstes.