Hvis en ansat får stillet fri uniform eller arbejdsdragt til rådighed, skal den pågældende ikke beskattes heraf. Det forudsættes, at der er tale om arbejdstøj, der er passende for det pågældende arbejde. Der kan fx være tale om kitler mv. til sygehuspersonale og til butikspersonale, sikkerhedsbeklædning og tøj til arbejde, der medfører tilsmudsning eller betydeligt slid på tøjet.

Den ansatte skal beskattes af værdien af almindeligt tøj, som arbejdsgiveren stiller til rådighed. Se TfS 1997, 160, hvor en hoteldirektør som led i sin ansættelse havde krav på, at arbejdsgiveren skulle finansiere tøj til brug for arbejdet. ØL fandt, at det af arbejdsgiveren betalte tøj, måtte anses som almindeligt tøj, der ikke var udsat for ekstraordinært slid og ødelæggelse. Er tøjet i overvejende grad stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde - uden at der dog er tale om egentligt arbejdstøj - skal værdien heraf dog kun beskattes, såfremt den overstiger bagatelgrænsen.

Værdifastsættelsen sker med udgangspunkt i godets markedsværdi, hvilket vil sige arbejdsgiverens købspris for det pågældende tøj, jf. LL § 16, stk. 3.

Værdien er B-indkomst og den ansatte skal ikke betale AM-bidrag. Er der derimod tale om, at den ansatte får udbetalt en uniformsgodtgørelse, eller modtages der tilskud til uniform, er godtgørelsen/tilskuddet omfattet af KSL § 43, stk. 1, AMBL § 8, stk. 1, litra a, og der skal indeholdes A-skat og AM-bidrag.

Nærmere om arbejdsdragt/uniform se A.B.1.9.16.