Dato for udgivelse
22 Nov 2017 13:27
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Oct 2017 12:47
SKM-nummer
SKM2017.660.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
17-0840796
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Udenlandsk livsforsikring, porteføljemanager, pensionsbeskatningslovens § 50.
Resumé

Skatterådet bekræftede, at spørgers udenlandske kapitallivsforsikringer fortsat er indkomstskattefri, jf. den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, stk. 5 og 6, og at spørger kunne skifte kapitallivsforsikringens porteføljemanager, uden at kapitallivsforsikringerne blev omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Hjemmel

Pensionsbeskatningsloven § 50

Reference(r)

Pensionsbeskatningsloven § 50

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, afsnit C.A.10.4.2.3.6.

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at spørgers kapitalforsikringer tegnet d. 15. juli 1990 fortsat er indkomstskattefri, jf. den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, stk. 5 og stk. 6?
  2. Kan spørger skifte porteføljemanager f.eks. fra A-bank til B-bank uden at påvirke forsikringens skattefrihed? Det skal bemærkes, at der ikke sker ændringer i forsikringsforholdene.

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger var bosat i X-by, da han tegnede kapitalforsikringer i forsikringsselskabet C d. 15. juli 1990. Spørgers fulde skattepligt til Danmark var ophørt på udrejsetidspunktet i 1989. Spørger er på nuværende tidspunkt fuldt skattepligtig til Danmark.

Formueadministrationen foretages af A-bank. Spørger ønsker at overdrage formueadministrationen til B-bank, hvis dette ikke påvirker forsikringens skattefrihed.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Vi er af den opfattelse, at kapitalforsikringerne er omfattet af skattefriheden efter SL § 5, litra b, da kapitalforsikringen er oprettet i et udenlandsk forsikringsselskab før 18. februar 1992 og dermed fortsat er omfattet af den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, og derfor skattefri efter den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, stk. 5, jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.10.4.2.7.

Vi er derfor af den opfattelse, at spørgsmål 1 bør besvares med et "ja".

Spørgsmål 2

Det fremgår af bindende svar fra Skatterådet, SKM2013.608.SR, at et forsikringsselskab kan overføre livsforsikringsadministration til et andet forsikringsselskab og fortsat være omfattet af den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, jf. Den Juridiske Vejledning afsnit C.A.10.2.3.6.

Vi er derfor af den opfattelse, at spørger kan overføre porteføljeforvaltningen fra A-bank til B-bank, uden at dette påvirker forsikringens skattefrihed. Spørgsmål 2 bør derfor besvares med et "ja".

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgers kapitallivsforsikringer tegnet d. 15 juli 1990 fortsat er indkomstskattefri, jf. den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, stk. 5 og 6.

Begrundelse

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt de kapitalforsikringer, som spørger den 15. juli 1990 tegnede i udlandet, fortsat er omfattet af den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50 og dermed ikke er indkomstskattepligtig til Danmark.

Det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 6, stk. 1, i lov nr. 569 af den 24. juni 1992, at udenlandske forsikrings- eller pensionsordninger, der er omfattet af den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, fortsat er omfattet af bestemmelsen, forudsat at forsikrings-/pensionsordningen er oprettet før den 18. februar 1992, og at forsikrings-/pensionsordningen ikke efterfølgende ikke er ændret på en sådan måde, at der foreligger en ny forsikrings-pensionsordning, der vil være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Spørger har oplyst, at spørger var bosat i X-by og dermed ikke fuld skattepligtig til Danmark, da spørger tegnede de udenlandske kapitalforsikringer d. 15. juli 1990.

SKAT har ved besvarelsen lagt til grund, at der siden oprettelsen af kapitalforsikringerne d. 15. juli 1990 kun er foretaget de ændringer, som spørgeren fik Ligningsrådets accept af ved en tidligere (utrykt) bindende forhåndsbesked, og at forsikringerne i øvrigt er uændrede. Endvidere lægges det til grund for besvarelsen, at forsikringsselskabet C stadigvæk er kapitalforsikringernes forsikringsgiver.

Henset til, at kapitalforsikringerne er tegnet af spørger, som på tegningstidspunktet havde bopæl i X-by, og at kapitalforsikringerne er oprettet inden den 18. februar 1992, er det SKATs opfattelse, at kapitalforsikringerne fortsat er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50.

Spørgsmålet om, hvorvidt spørgers kapitalforsikringer tegnet d. 15. juli 1990 er indkomstskattefri, skal derfor bedømmes efter pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 5 og 6.

Det fremgår af den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, stk. 5, at udbetalinger fra en kapitalforsikring omfattet af PBL § 50, ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

Endvidere fremgår det af den dagældende pensionsbeskatningslovs § 50, stk. 6, at bonus og renter, der tilskrives en kapitalforsikring, der er omfattet af PBL § 50, ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

På denne baggrund er det SKATs opfattelse, at spørgers kapitalforsikringer tegnet den 15. juli 1990 fortsat er indkomstskattefri efter den dagældende PBL § 50, stk. 5 og 6.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørger kan skifte porteføljemanager uden at dette påvirker kapitalforsikringernes skattefrihed forudsat, at der ikke sker ændringer i forsikringsforholdene?

Begrundelse

Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt spørgers kapitalforsikringer vil blive omfattet af den skærpede beskatningsregel i PBL § 53 A i stedet for PBL § 50, såfremt spørger skifter kapitalforsikringernes porteføljemanager.

Den Juridiske Vejledning 2017-2, afsnit C.A.10.4.2.3.6 beskriver - ikke udtømmende - hvilke ændringer, der kan foretages i en forsikringsordning m.v. omfattet af PBL § 50, uden at forsikringen bliver omfattet af PBL § 53. Afsnittet udtaler følgende om skift af investeringsmanager:

"Overgang til anden valuta eller udskiftning af investment manager bringer ikke ordningen ind under reglerne i PBL § 53 A. Se TfS 1993, 270 LR. "

I TfS 1993, 270 LR blev to udenlandske kapitallivsforsikringer, Nordben Individual Plan og Nordben Flexplan, godkendt af Ligningsrådet som omfattet af PBL § 50. En ændring bestående i overførsel imellem de nævnte forsikringsordninger blev anset som udbetaling fra en forsikringsordning og indbetaling til en anden. Overførsel medførte derfor, at forsikringen blev omfattet af PBL § 53 A, hvorfor skattefriheden af afkastet efter PBL § 50 ikke kunne opretholdes. Overgang til anden valuta eller udskiftning af investment manager i en af de nævnte forsikringsordninger ville imidlertid ikke bringe forsikringen ind under de nye regler under PBL § 53 A.

Ligningsrådet har i TfS 1994, 138 LR udtalt, at et udenlandsk forsikringsselskab, der tegnede kapitallivsforsikringer, som var godkendt omfattet af PBL § 50 kunne overføre hele selskabets bestand af kapitallivsforsikringer til et andet selskab uden skattemæssige konsekvenser. De fortsættende ordninger blev derfor ikke omfattet af PBL § 53 A.

I SKM2013.608.SR fandt Skatterådet, at livsforsikringer under produktnavnet ZZ var efter et salg af hele livsforsikringspuljen til et godkendt livsforsikringsselskab, fortsat var omfattet af PBL § 50. Det var også tilfældet selvom det købende livsforsikringsselskab eventuelt outsourcede administrationen af livsforsikringspuljen til et af køberen kontrolleret livsforsikringsselskab i et EU-land.

På baggrund af ovenstående er det SKATs opfattelse, at spørgers eventuelle skifte af porteføljemanager ikke i sig selv medfører sådanne ændringer i forsikringsaftalerne, at der foreligger en ny ordning, der vil være omfattet af PBL § 53 A. Kapitalforsikringerne vil derfor stadigvæk være omfattet af PBL § 50 ved skift af porteføljemanager.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 50 (historisk) (lovbkg. nr. 580 af den 7. august 1991.)

"§ 50.  Reglerne i stk. 2-8 gælder for:

1. livsforsikring, der ikke omfattes af kapitel 1,

2. livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit 1,

3. pensionskasseordning, der ikke omfattes af kapitel 1, men som opfylder betingelserne i § 3,

4. livsforsikring og pensionskasseordning, der omfattes af §§ 2 eller 5-7, men som efter § 1, stk. 2, er valgt beskattet efter § 50,

5. anden livsforsikring, der omfattes af kapitel 1, men som efter § 1, stk. 2, er valgt beskattet efter § 50,

6. rateopsparing eller opsparing i pensionsøjemed, der omfattes af kapitel 1, men som efter § 1, stk. 2, er valgt beskattet efter § 50, og

7. syge- og ulykkesforsikring, der ejes af den forsikrede.

Stk. 2.  Præmier eller bidrag til forsikringer m.v. som nævnt i stk. 1 kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 3.  Overstiger de i indkomståret forfaldne præmier eller bidrag til livsforsikringer som nævnt i stk. 1, nr. 1-2, for en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, eller et selskab eller en forening m.v., der er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1 eller efter lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v., i alt 5.300 kr., betales en afgift på 40 pct. af det overskydende beløb. Afgiften tilfalder statskassen. Beløbet på 5.300 kr. reguleres efter reguleringstallet i § 20 i lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v. (personskatteloven). Præmier eller bidrag til livsforsikringer, der alene kommer til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død eller invaliditet inden forsikringstidens aftalte udløbstidspunkt, medregnes ikke ved opgørelsen af det nævnte beløb. Dette gælder dog kun, hvis forsikringstidens aftalte udløbstidspunkt ikke ligger senere end første policedag efter den forsikredes fyldte 80. år. Skatteministeren fastsætter nærmere regler om beregningen og opkrævningen af afgiften. Afgiften forfalder for personer til betaling på samme tidspunkt og med samme betalingsfrist som 1. rate vedrørende restskatter, jf. kildeskattelovens § 61, og for selskaber og foreninger m.v. på samme tidspunkt og med samme betalingsfrist som indkomstskatten, jf. selskabsskattelovens § 30. Betales afgiften ikke rettidigt, betales en rente på 1 pct. pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Renten tilfalder statskassen og kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Afgiften og den nævnte rente kan inddrives efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter, jf. kildeskattelovens afsnit VII, og af selskabsskatter, jf. selskabsskattelovens § 30. I øvrigt finder skattelovgivningens regler om pligt til at selvangive, straf for urigtig selvangivelse og klageadgang tilsvarende anvendelse på afgiftspligtige præmier m.v. efter dette stykke.

Stk. 4.  Løbende udbetalinger, der bortfalder ved de forsikredes eller pensionsberettigedes død, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For ordninger som nævnt i stk. 1, nr. 4, skal dog kun 70 pct. af udbetalingerne medregnes som skattepligtig indkomst.

Stk. 5.  Andre udbetalinger end nævnt i stk. 4, såsom udbetaling af kapitalforsikring eller opsparing ved ordningen udløb, udbetaling af tilbagekøbsværdi ved ophævelse af rente- eller kapitalforsikring, udbetaling ved ophævelse af en opsparing og udbetaling af bonus, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst jf. dog § 53 og § 56, stk. 2.

Stk. 6.  Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst bortses fra tilskrivning af bonus og renter m.v.

Stk. 7.  Ved opgørelsen af den skattepligtige formue anvendes statsskattelovens § 12.

Stk. 8.  Bestemmelsen i stk. 4, 2. pkt., anvendes også på en forsikring eller pensionskasseordning, der ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 1, stk. 1, litra d, nr. 3, i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v., uanset om forsikringen eller pensionskasseordningen opfylder de almindelige betingelser i §§ 2-5. For den del af udbetalingerne, der hidrører fra indbetalinger efter denne lovs ikrafttræden, gælder bestemmelsen dog kun med tilsvarende begrænsninger, som er fastsat for adgangen til fremtidig at indbetale til en af § 7 omfattet forsikring, jf. § 7, stk. 2. Bestemmelsen gælder heller ikke udbetalinger fra en ordning, hvor der efter lovens ikrafttræden er foretaget ændringer, der ikke kan forenes med lovens almindelige regler for en sådan ordning, jf. § 31."

Ikrafttrædelsesbestemmelsen § 6, stk. 1, i lov nr. 569 af den 24. juni 1992 (om formue- og indkomstskattepligt af afkastet af visse livsforsikringer m.v.)

"§ 6.

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for forsikring og pensionsordning, der oprettes eller erhverves den 18. februar 1992 eller senere. Loven har dog ikke virkning for arv faldet den 18. februar 1992 eller senere af en forsikring oprettet før denne dato. "

Spørgsmål 2

Praksis

Den Juridiske Vejledning 2017-2, afsnit CA.10.4.2.3.6. Overgangsregler.

"Indhold

Dette afsnit handler om ændringer, der foretages i en forsikringsordning mv., der er oprettet før den 18. februar 1992, og beskriver, om ændringerne er af en sådan karakter, at forsikringen mv. bliver anset som en ny ordning, der er omfattet af PBL § 53 A.

(…)

Overgang fra beskatning efter PBL § 50 til beskatning efter PBL § 53 A

Da eksisterende forsikringer mv. omfattet af PBL § 50 kan ændres, er det nødvendigt at tage stilling til, hvilke ændringer i en forsikring mv. oprettet før den 18. februar 1992, der kan medføre, at forsikringen mv. herefter anses for en "ny" ordning omfattet af den skærpede regel i PBL § 53 A.

For ejeren af en livsforsikring med kapitaludbetalinger, der er omfattet af PBL § 50 og som er oprettet i udlandet, mens vedkommende var fuldt skattepligtig i udlandet, vil en ændring, så ordningen bliver omfattet af PBL § 53 A, medføre en skærpelse af beskatningsreglerne.

For ordninger oprettet før den 18. februar 1992 omfattet af PBL § 50, indeholder PBL § 50, stk. 3, en regel om præmieafgift på 40 procent af kapitalindbetalinger over et vist beløb 10.400 kr. (2016: 10.200 kr.). Men den bestemmelse gælder ikke ved oprettelse, mens ejeren var hjemmehørende i udlandet. Til gengæld er kapitaludbetaling og afkast af kapitalforsikringer mv. oprettet før den 18. februar 1992 skattefri, hvis forsikringstageren vælger at flytte til Danmark.

PBL § 53 A indfører beskatning af afkastet med virkning for ordninger oprettet, erhvervet eller ændret den 18. februar 1992 eller senere.

Det skal i den forbindelse holdes for øje, at i den udstrækning det er muligt at foretage en ændring i forsikringen mv., der indebærer, at der foreligger en "ny" ordning, og denne ordning ligesom den oprindelige ordning udbetaler løbende, livsbetingede ydelser i stedet for kapitaludbetalinger, kan ændringen opleves som en lempelse af skatten. Konsekvensen er, at afkastet til forskel fra tidligere bliver beskattet efter PBL § 53 A, men at de løbende udbetalinger til gengæld i forhold til tidligere bliver skattefri.

Hvornår foreligger der en sådan ændring af en forsikring mv., at den er en ny ordning omfattet af PBL § 53 A?

PBL § 53 A har virkning for forsikrings- og pensionsordninger, der er oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere.

Bestemmelsen har dog ikke virkning for arv, der falder den 18. februar 1992 eller senere af en forsikring oprettet før denne dato.

Se ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6.

Aftalelovens regler

Aftalelovens regler betyder ved fortolkning af ikrafttrædelsesbestemmelsen, at ændringer efter den 18. februar 1992 af en eksisterende forsikringsaftale mv. fører til, at der foreligger en nyoprettet ordning, der omfattes af reglerne i PBL § 53 A.

Det gælder ændringer, der, hvis de havde foreligget i en accept, havde medført, at accepten ikke stemte overens med tilbuddet, jf. aftalelovens § 6. Det rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang der kan foretages ændringer i en aftale om en forsikring mv. etableret før de nævnte tidspunkter, uden at ordningen derved i forhold til afgiftsreglen betragtes som en ny ordning.

For forsikringer mv. oprettet før den 18. februar 1992 gælder, at ændringer, der ikke er aftalt endeligt og bindende mellem forsikringstager eller den pensionsberettigede og selskab før den 18. februar 1992, fører til, at der foreligger en ny ordning omfattet af reglerne.

Det gælder eksempelvis i følgende fem tilfælde:

  • Forlængelse af fx en forsikring inden forsikringsbegivenhedens indtræden. Det gælder uanset, at præmiebetalingstiden og præmiestørrelsen ikke ændres. Hvis der inden den 18. februar 1992 lå en endelig og bindende aftale om forlængelse af en forsikring, omfattes den ikke af de nye regler. Men en ret for forsikringstageren i en aftale til vilkårligt at forlænge forsikringen er ikke tilstrækkeligt til at friholde forsikringen for PBL § 53 A. Det er dog kun selve forlængelsen, der vil blive omfattet af PBL § 53 A.
  • Forlængelse af præmiebetalingstid. Det gælder uanset, at præmien ikke ændres.
  • Forhøjelse af præmier. Det gælder uanset, at præmiebetalingstiden ikke ændres. En forhøjelse af den årlige opsparingspræmie medfører, at den forhøjede del af forsikringen betragtes som en ny forsikring. Hvis forhøjelsen umiddelbart følger af aftalen, som denne var aftalt før den 18. februar 1992, ændrer det dog ikke forsikringens status i forhold til afgiftsreglen, hvis forsikringstageren er uden indflydelse på forhøjelsens størrelse. Det kan fx dreje sig om en aftalt pristalsregulering af både forsikringssum og præmie eller om en forhøjelse af forsikringssummen på grund af bonustilskrivning.
  • Forlængelse af fx en forsikring ved forsikringsbegivenhedens indtræden. Det gælder uanset, at forsikringen forlænges som præmiefri forsikring. Forsikringen bliver ikke omfattet, hvis den inden den 18. februar 1992 er blevet forlænget. Yderligere forlængelser efter den 18. februar 1992 anses som en nytegning af forsikring, selvom det oprindeligt var forudsat, at der kunne vælges yderligere forlængelse. Det gælder også 1-årige forlængelser.
  • Forlængelse af præmiebetalingsperioden. Det medfører, at forsikringen fra udløbet af den oprindeligt aftalte præmiebetalingsperiode betragtes som nytegnet.

Formålsfortolkning af reglerne

Ved fortolkning af ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 6 kan aftalelovens regler i særlige tilfælde fraviges ud fra en formålsfortolkning af reglerne.

En formålsfortolkning indebærer, at i tilfælde, hvor en ændring af forsikringsaftalen bringer mere uden for indkomstbeskatning, er forsikringen omfattet af reglerne i PBL§ 53 A. Herved opnås skattemæssig ensartet behandling af forsikringer oprettet før den 18. februar 1992, hvori der foretages ændringer, og nyoprettede forsikringer.

Det betyder bl.a., at

  • ved en afkortning af præmiebetalingstiden den 18. februar 1992 eller senere bliver forsikringen omfattet af reglerne i PBL § 53 A
  • hvis præmiebetalingstiden afkortes, og præmien nedsættes, eller hvis præmiebetalingen helt bortfalder, og forsikringen omskrives til fripolice eller er uforandret, bliver forsikringen efter formålet med reglerne dog ikke omfattet af PBL § 53 A
  • genopskrivning af en forsikring, der er begæret omskrevet til fripolice, betragtes som nytegning
  • genoptagelse af en forsikring, der har været misligholdt på grund af manglende præmiebetaling, ikke påvirker forsikringens status i forhold til PBL § 53 A, hvis forsikringsdækningen har været opretholdt i misligholdelsesperioden. Har misligholdelse med præmiebetalingen derimod medført forsikringsaftalens bortfald, er der, hvis forsikringen træder i kraft igen, tale om en ny forsikring, som er omfattet af PBL § 53 A
  • hvis der kræves nye helbredsoplysninger som betingelse for genoptagelse af forsikringsaftalen, er der tale om ny aftale, uanset om helbredsoplysningerne giver anledning til ændring af præmierne eller ej
  • hvis det det inden den 18. februar 1992 er aftalt, at præmierne fremover skal reguleres på en nærmere fastlagt måde, fx med en fast procentsats eller som en andel af lønnen, bliver forsikringen efter aftalelovens regler ikke omfattet af PBL § 53 A
  • hvis en aftalt årlig præmieregulering med en bestemt procentsats af forsikringstageren kan vælges reguleret med en lavere procentsats end den aftalte, bliver forsikringen ikke omfattet af PBL § 53 A.
  • en udelukkende ret for forsikringstageren til at foretage indskud, der ikke er nærmere aftalt, medfører, at forsikringen ved et indskud bliver omfattet af PBL § 53 A efter både aftalelovens regler og reglernes formål
  • hvis en forsikringssum efter den 18. februar 1992 forhøjes alene på grund af bedre helbredsvilkår, og præmien i øvrigt er uændret, bliver forsikringen ikke omfattet af PBL § 53 A, fordi der i dette tilfælde ikke bringes flere midler uden for indkomstbeskatning. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor de bedre helbredsvilkår i stedet medfører, at forsikringssummen er uændret og præmien nedsættes
  • en ændring af præmiebetalingsterminerne inden for året, fra fx kvartårlige til helårlige betalinger eller fra helårlige til kvartårlige betalinger, ikke efter formålet fører til, at forsikringen bliver omfattet af PBL § 53 A
  • hvis en allerede aftalt løbende præmiebetaling afløses af et engangsindskud, bliver forsikringen omfattet af PBL § 53 A.

Se om spørgsmålet, om der foreligger en ny forsikring:

SKM2013.481.SR En pensionsordning er ikke længere omfattet af PBL § 50., når pensionsordningen ændres fra et opsparingsprodukt med gennemsnitsrente til et andet opsparingsprodukt med markedsrente.

SKM2003.337.ØLR. En skatteyder havde tegnet en forsikring mod tab af arbejdsevne i 1983. Sagen handlede om, om udbetalingerne fra forsikringen for indkomståret 1997 skulle beskattes efter PBL § 50. Der var tale om løbende ydelser, og ydelserne var derfor ikke skattefri som sumudbetaling.

Overgang til anden valuta eller udskiftning af investment manager bringer ikke ordningen ind under reglerne i PBL § 53 A. Se TfS 1993, 270 LR.

SKM2013.608.SR livsforsikringer under produktnavnet ZZ var efter et salg af hele livsforsikringspuljen til et godkendt livsforsikringsselskab fortsat omfattet af PBL § 50. Det var også tilfældet selvom det købende livsforsikringsselskab eventuelt outsourcede administrationen af livsforsikringspuljen til et af køberen kontrolleret livsforsikringsselskab i et EU-land.

Ligningsrådet har i en afgørelse offentliggjort i TfS 1994, 138 LR udtalt, at et udenlandsk forsikringsselskab, der tegnede kapitallivsforsikringer, som var godkendt omfattet af PBL § 50 kunne overføre hele selskabets bestand af kapitallivsforsikringer til et andet selskab uden skattemæssige konsekvenser. De fortsættende ordninger blev derfor ikke omfattet af PBL § 53 A.

(…)"