Dato for udgivelse
19 jun 2015 10:15
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 jun 2015 09:01
SKM-nummer
SKM2015.426.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
4. afdeling, B-0714-15
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Inddrivelse
Overemner-emner
Udlæg
Emneord
Køretøj, bil, salg, ejerskab
Resumé

SKAT foretog den 22. oktober 2014 udlæg i et køretøj på Bs privatadresse, hvor køretøjet holdt parkeret. Under udlægsforretningen protesterede B mod udlægget, idet han oplyste, at køretøjet tilhørte A, der var registreret som ejer af køretøjet i CRM. Gennem en periode på knap 5 måneder forud for SKATs udlæg havde politiet ved flere lejligheder observeret B kørende i køretøjet enten alene eller sammen med familie/bekendte, ligesom køretøjet af politiet var observeret parkeret foran Bs bopæl.

Dagen efter SKATs udlæg i køretøjet blev SKAT kontaktet af A, der meddelte, at køretøjet tilhørte ham. A oplyste endvidere, at han havde købt køretøjet "ude ved Bazar Vest" for kr. 80.000,-, men at han ikke kunne huske, hvem sælger var, og at købesummen var betalt kontant, hvorfor han ikke var i besiddelse af dokumentation for købesummens betaling. Efterfølgende den 29. oktober 2014 skrev As advokat til SKAT og meddelte, at A var ejer af køretøjet, og at Bs rådighed over køretøjet alene var aftalt for en kortere periode og skyldtes, at B skulle være behjælpelig med salg af køretøjet.

Under sagens behandling i Fogedretten oplyste A i stedet, at køretøjet var ejet af en JJ, og at A havde køretøjet i kommission. Som led heri havde A ladet sig registrere som ejer af køretøjet i CRM, ligesom han afholdt udgifter til forsikring og vægtafgift på køretøjet. A oplyste videre, at han efterfølgende havde indgået en salgsaftale med B, hvorved B - som led i sin bistand til A med salg af køretøjet - fik stillet køretøjet til vederlagsfrit rådighed. Til dokumentation heraf fremlagde A såvel en underskrevet kommissionsaftale med JJ såvel som en underskrevet salgsaftale med B.

SKAT gjorde gældende, at udlægget i køretøjet var gyldigt, idet der var tale om proforma, hvorfor køretøjet rettelig tilhørte B. Til støtte herfor gjorde SKAT gældende, at B gennem en længere periode var observeret at udøve en ejers råden over køretøjet, ligesom de fremlagte kommissions- og salgsaftaler efter deres indhold var stærkt usædvanlige, herunder som følge af at B fik køretøjet stillet til rådighed dels vederlagsfrit, dels i en periode, der strakte sig ud over varigheden af den påståede kommissionsaftale mellem A og JJ. SKAT gjorde videre gældende, at de fremlagte kommissions- og salgsaftaler stred imod de tidligere af A afgivne oplysninger over for SKAT.

Fogedretten ophævede SKATs udlæg med henvisning til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte de fremlagte kommissions- og salgsaftaler, der var overensstemmende med As og Bs forklaringer i fogedretten.

Vestre Landsret ophævede Fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved Fogedretten. Landsretten begrundede sin afgørelse med, at B gennem længere tid havde haft rådighed over køretøjet, der også befandt sig på hans adresse på tidspunktet for udlægsforretningen. Landsretten fandt endvidere, at kommissions- og salgsaftalerne var usædvanlige, herunder som følge af Bs adgang til vederlagsfri brug af køretøjet i en periode, der strakte sig udover kommissionsaftalens varighed, ligesom kommissions- og salgsaftalerne afveg væsentligt fra de af A tidligere over for SKAT afgivne oplysninger om ejerforholdet til køretøjet.

Reference(r)

Retsplejeloven § 507

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 G.A.3.2.2.1.3.1

Vestre Landsrets kendelse af 9. juni 2015, 4. afdeling, B-0714-15

Parter

SKAT
(Kammeradvokaten ved advokat Jesper Freinsilber)

mod

B
(selv)

og

A
(Advokat Ole Bjørn Christensen)

Afsagt af landsdommerne

Hanne Aagaard, Erik P. Bentzen og Jacob Hinrichsen

..............................

Fogedrettens kendelse af 20. marts 2015, FS 40-9035/2014

Parter

B
(selv)

og

A
(Advokat Ole Bjørn Christensen)

mod

SKAT
(Kammeradvokaten ved advokat Jesper Freinsilber)

Sagens baggrund og parternes påstande

Ingen indkaldt eller mødt.

Der blev fremlagt mail med bilag af 5. marts 2015 fra advokat Ole Bjørn Christensen.

Sagens øvrige bilag var til stede.

Rettens begrundelse og afgørelse

Der blev afsagt kendelse

I forbindelse med inddrivelse af gæld overfor B foretog SKAT den 22. oktober 2014 udlæg i Mercedes Benz reg.nr. xx. Bilen er indregistreret til A.

Der har været afholdt møde i fogedretten den 20. februar 2015.

SKAT har nedlagt påstand om, at udlægges stadfæstes.

B har nedlagt påstand om, at udlægget ophæves.

A har nedlagt påstand om, at udlægget ophæves.

Forklaringer

A har forklaret, at han kom i besiddelse af bilen gennem KR, som B også kender. KR ejede ikke bilen, men kendte JJ, der var ejer. KR fortalte, at de ville kunne tjene nogle penge ved at sælge bilen videre. Han tog sammen med KR kontakt til JJ i ...1. Han hentede bilen hos JJ i ...1. Han kan ikke huske præcist hvornår, men det var vist i maj 2014. Kommissionsaftalen blev lavet et par dage efter, han hentede bilen. Det kan godt passe, at han hentede bilen i slutningen af april 2014. JJ har udfærdiget kommissionsaftalen af 1. maj 2014 og sendte den til ham. Indholdet af kommissionsaftalen var det, der blev aftalt i forbindelse med afhentning af bilen. JJ har [ikke.red.SKAT] fået betaling endnu, da de ikke har fået solgt bilen. Der er heller ikke betalt depositum.

Han har betalt forsikring og vægtafgift på bilen. Han mener, at han fik den omregistreret sidst i maj 2014, men det kan godt passe, at den blev omregistreret den 25. juli 2014. Det var en anden, der gjorde det for ham. Det var aftalt på forhånd, at det skulle ske den dag.

Registreringsattesten blev udstedt til ham. Han skulle først betale fra den 25. juli 2014, da han skulle vente på at få lidt mere i løn. Det kostede 500 kr. at få den omregistreret. Der skulle derudover betales vægtafgift. Det betalte han også fremadrettet. Regningerne kom til ham, og han har betalt. Den første vægtafgift betalte han kontant. Forsikring er betalt over bankkonto, og det er den sidste vægtafgift også. Han har undervejs skiftet forsikringsselskab.

Salgsaftalen med B af 13. maj 2014 blev lavet og underskrevet samme dag hos B. Han har kendt B længe. De har mange fælles kammerater, der køber og sælger biler. De havde snakket om bilen, og B blev involveret, da han mente, at han kendte en, der ville købe den. Det er ikke første gang, de handler bil sammen. De regnede med, at bilen var ca. 160.000 - 180.000 kr. værd. Han skulle have 20.000 kr. og B skulle have det samme ud af handlen.

B fik rådighed over bilen omkring starten af juli 2014. B fik bilen, før den blev omregistreret. Han kan ikke huske, om B tidligere har kørt i den. Hvis B er blevet set i bilen af politiet den 31. maj, må han jo have fået den allerede i maj 2014. Han kan ikke huske det nærmere. B har måske haft lånt bilen.

JJ ved, at bilen er blevet omregistreret til A. JJ ved ikke, at det er en anden, der kører i bilen. JJ tror, at det er A selv, der kører i den. Han har ikke orienteret JJ om, at bilen er beslaglagt af SKAT. JJ ejer stadig bilen, da der endnu ikke er sket betaling.

Han talte med SKAT den 23. oktober 2014. Han nævnte ikke kommissionsaftalen overfor SKAT, da han mente, at det var urimeligt, at han skulle retfærdiggøre overfor SKAT, at han var ejer af bilen. Han blev ret irriteret over, at han skulle blandes ind i sagen. Han fik at vide, at uanset hvad, ville de beholde bilen. Han blev irriteret over, at han skulle forsvare sig overfor SKAT, når de havde taget hans bil. Derfor fandt han på en historie, som er den, der fremgår af SKATs notat om, at han havde købt bilen i Bazar Vest i Brabrand.

B har forklaret, at han ikke kender JJ, og ikke har haft noget med ham at gøre. Han fandt gennem KR ud af, at JJ havde bilen til salg, og at der kunne laves en fornuftig kommissionsaftale. KR spurgte A, om han ville købe den. A spurgte ham, om han var interesseret i at videresælge den. Han fik at vide, at A fik den i kommission gennem JJ, som KR kendte. Han mente, at han kunne tjene ca. 20.000 kr. ved handlen.

A og han har lavet aftalen i fællesskab. Hans kone har skrevet den.

Den blev lavet og underskrevet den 13. maj 2014. Han har ikke betalt for at køre i bilen. Han har brugt den en del. Han tænkte, at det ikke hastede med at sælge den, så de kunne finde den rigtige køber. Han har ikke betalt vægtafgift eller forsikring. Han har betalt diesel. Han begyndte at køre i den omkring den 13. maj 2014, måske et par dage før.

Han mener, at han fik den i weekenden inden. Han har ikke gjort så meget for at sælge den. Han vidste, at der gik ½ år, før der skete noget.

Han håbede på at kunne sælge den for ca. 160.000 kr. for den. Det var nok lidt for meget. Han snakkede med et par interesserede købere. Han ved ikke, om A er blevet rykket for et salg.

Den 22. oktober 2014 blev der foretaget udlæg i bilen. Han gjorde indsigelse mod udlægget og oplyste, at den tilhørte A. SKAT spurgte ikke, om der lå en aftale. Han oplyste, at han ikke havde mere at tale om. Han blev ikke spurgt, om der var dokumentation på ejerskab. Bilen blev bare taget med. SKAT bemærkede, at han tog det forbavsende roligt, hvortil han svarede, at det kunne han, når det ikke var hans bil.

OM har forklaret, at hun spurgte ind til bilen, da A ringede til hende. Hun husker, at A fortalte, hvor han havde bilen fra, hvilket fremgår af sagens bilag. Hun blev ved med at spørge til dokumentation, og til sidst blev han irriteret og sagde, at han ikke ville fortælle hende mere.

Parternes bemærkninger

B og A har gjort gældende, at udlægges skal ophæves på baggrund af forklaringerne og sagens dokumenter. Bilen tilhører hverken B eller A. Bilens reelle ejer er JJ, som har udleveret bilen til A i henhold til en kommissionsaftale, som ikke på tidspunktet for beslaglæggelsen var udløbet. Det beror på en fejl, at JJ ikke er indkaldt under sagen. Det afgørende er ikke, hvad der står på registreringsattesten. Det er JJ, der er den reelle ejer. Der er hverken betalt hel eller delvis købesum.

Det er ikke afgørende, om det er As eller JJs bil. Det afgørende er, at bilen ikke tilhører B. Af den årsag kan der ikke foretages udlæg i en bil, der ikke tilhører B. Der er to samstemmende forklaringer om, at bilen ikke ejes af B. Der er enighed om, at A var ophidset under samtalen med SKAT, og derfor slyngede en forkert forklaring ud.

Rådigheden alene kan ikke tages til indtægt for, hvordan ejerskabet forholder sig. Alene det forhold, at bilen var i Bs varetægt, er ikke tilstrækkeligt til at statuere ejerskab. Der er fremlagt den fornødne dokumentation for ejerskabet. Det er således ikke afgørende, hvem der kører i den.

SKAT har henvist til de fremlagte bilag, og dertil gjort gældende, at udlægget skal stadfæstes, da bilen reelt tilhører B. Politiet har flere gange observeret ham i bilen. Forklaringerne i fogedretten ændrer ikke på dette. Der er flere gange spurgt ind til dokumentation for ejerskabet. Det havde været relevant at fremsende dette tidligere. Ejeren i forhold til centralregistret er A. Det kan imidlertid ikke tages til udtryk for, hvem der er den reelle ejer. Den reelle ejer er den, der har den daglige rådighed over bilen. Hvis det skulle forholde sig anderledes, er det for at undgå, at Bs kreditorer kan søge sig fyldestgjort.

Ved andre aftaler, ville der være dokumentation for aftaleforholdet i form af betalinger, bankoverførsler med videre.

Fogedrettens begrundelse og resultat

A har haft rådighed over bilen i 6 måneder efter aftale med B. Det er ubestridt, at rådigheden har været ubegrænset og vederlagsfri, bortset fra benzinudgiften.

Det fremgår af kommissionsaftale af 1. maj 2014, at JJ har givet Mercedes E 320, reg.nr. xx i salgskommission til A. Det fremgår ligeledes af salgsaftale af 13. maj 2014, at A har indgået aftale med B om hjælp med salg af samme bil. Begge aftaler er underskrevet af parterne. Aftalerne stemmer overens med Bs og As forklaringer i fogedretten den 20. februar 2015.

Der er ikke ud fra sagens oplysninger grundlag for at tilsidesætte de fremlagte aftaler.

Det fremgår derudover af de fremlagte bilag, at der den 2. februar 2015 er betalt 4.350 kr. i registreringsafgift til SKAT vedrørende Mercedes xx fra BA og As konto. Den 1. december 2014 er der over betalingsservice betalt forsikring med 9.461 kr. til Topdanmark vedrørende bil reg.nr. xx fra BA og As konto. Der er den 6. november 2014 betalt 14.406,08 kr. i forsikring til Alm. Brand fra BA og As konto. Den 26. september 2014 er der betalt 8.906,56 kr. i forsikring til Alka fra BA og As konto.

Det lægges derfor til grund, at A har betalt udgifter i form af vægtafgift og forsikring vedrørende bilen. Han er derudover registreret som ejer af bilen. Ud fra sagens oplysninger formodes det dog, at bilen fortsat ejes af JJ.

Efter en samlet vurdering af forklaringerne og sagens øvrige oplysninger, er der derfor ikke ført bevis for, at B reelt er ejer af bilen, hvorfor SKATs udlæg af 22. oktober 2014 ophæves, jf. skatteinddrivelseslovens § 6.

Da A og B forud for sagens behandling i fogedretten har haft mulighed for, og er blevet opfordret til, at fremsende den fornødne dokumentation for ejerskabet, men til trods herfor først har fremlagt dette under mødet i fogedretten og efterfølgende, skal hver part bære egne sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 503.

Det skal bemærkes, at fogedretten først under mødet i fogedretten den 20. februar 2015 er gjort bekendt med, at JJ kunne have været indkaldt til mødet i fogedretten. Der er imidlertid ikke grundlag for at indkalde til yderligere møder i fogedretten, da der ikke er behov for yderligere bevisførelse.

D e r f o r   b e s t e m m e s

SKATs udlæg af 22. oktober 2014 i Mercedes Benz, reg.nr. xx ophæves.

Hver part bærer egne omkostninger.

Fogedretten sender retsbogen til parterne.

..............................

Vestre Landsrets kendelse af 9. juni 2015, 4. afdeling, B-0714-15

Sagens baggrund og parternes påstande

Fremlagte bilag:

- kæreskrift

- brev af 21. april 2015 fra Fogedretten

- brev af 4. maj 2015 fra advokat Ole Bjørn Christensen

- brev af 12. maj 2015 med bilag fra advokat Ole Bjørn Christensen - kærereplik

- udskrift af retsbogen (sag nr. FS 40-9035/2014).

Ved kendelse af 20. marts 2015 har Fogedretten bestemt, at SKATs udlæg af 22. oktober 2014 i Mercedes Benz, reg.nr. xx, ophæves.

Kendelsen er kæret af SKAT med påstand om, at sagen hjemvises med henblik på fremme af udlægsforretningen. Til støtte for påstanden har SKAT navnlig anført, at B og A ikke har godtgjort eller blot sandsynliggjort, at køretøjet tilhører andre end B.

Rettens begrundelse og afgørelse

Landsretten afsagde kendelse

Det fremgår af sagen, at bilen var parkeret på Bs adresse, da SKAT gennemførte udlægsforretningen den 22. oktober 2014.

B har for fogedretten forklaret, at han begyndte at køre i bilen omkring den 13. maj 2014. Når bortses fra forbrug af diesel, betalte han ikke for at køre i bilen, og han brugte den en del. Det fremgår af politiets observationer, at politiet fra den 31. maj 2014 til den 21. oktober 2014 flere gange har observeret B køre i bilen, alene eller sammen med familie eller bekendte, ligesom politiet har observeret bilen holde parkeret i tilknytning til Bs bolig.

Bs og As forklaringer for fogedretten den 20. februar 2015 og de fremlagte kommissions- og salgsaftaler afviger væsentligt fra det, A forklarede om ejerforholdet i telefonsamtale med pantefoged OM den 23. oktober 2014, og det, advokat Ole Bjørn Christensen skrev om ejerforholdet i brev af 29. oktober 2014 til SKAT.

De fremlagte kommissions- og salgsaftaler er usædvanlige, idet A uden beregning har overladt brugsretten til bilen til B i en periode, der strækker sig ud over As kommisionsaftale med JJ.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger finder landsretten, at fogedretten ikke har haft grundlag for at ophæve SKATs udlæg. Landsretten ophæver derfor fogedrettens kendelse og hjemviser sagen til fornyet behandling ved fogedretten.

T h i   b e s t e m m e s

Fogedrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling.

I sagsomkostninger for landsretten skal B og A solidarisk inden 14 dage betale 5.000 kr. til SKAT.

Kæreafgiften skal betales tilbage.