Afsnittet indeholder definitioner af nogle særlige begreber, som anvendes i forbindelse med international inddrivelse.

Definition

►Danmark har i forhold til inddrivelsesområdet indgået en række aftaler med andre stater. Aftalerne giver mulighed for at anmode hinanden om forskellige typer af bistand, herunder f.eks. oplysnings- og inddrivelsesbistand.

En anmodning om oplysningsbistand kan f.eks. vedrøre oplysninger om skyldners adresse, hvorimod en anmodning om inddrivelsesbistand vedrører ønsket om inddrivelse af den pågældende skyldners gæld.

Den enkelte aftale fastlægger hvilke typer af bistand, som kan anmodes om.◄

Ved en "ansøgerstat" forstås den stat, som anmoder en anden stat om eksempelvis inddrivelsesbistand.

Ved en "inddrivelsesstat" forstås den stat, som modtager anmodningen om eksempelvis inddrivelsesbistand, og er staten, hvori en eventuel inddrivelse skal foregå.

I visse aftaler og overenskomster henvises til en "kompetent myndighed". Indholdet af begrebet er ikke entydigt defineret. Der er i Gældsstyrelsen fastlagt konkrete enheder, der varetager rollen som kompetent myndighed og dermed bl.a. forestår dialogen med de udenlandske myndigheder.