Dato for udgivelse
21 Dec 2011 14:27
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
13 Dec 2011 13:03
SKM-nummer
SKM2011.857.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
11-151060
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
VE-anlæg, Solcelleanlæg, Afskrivning
Resumé

Skatterådet bekræfter, at et solcelleanlæg med en kapacitet på under 1 MW, som monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom, er et afskrivningsberettiget driftsmiddel.

Hjemmel

Afskrivningsloven § 5

Reference(r)

Afskrivningsloven § 5

Henvisning

Ligningsvejledningen 2011-2 E.C.2.4.12

Henvisning
Den juridiske vejledning 2012-1 C.C.4.4.5

Spørgsmål

  1. Kan et fotovoltarisk solcelleanlæg med en kapacitet på under 1 MW, der monteres på en erhvervsejendom der benyttes erhvervsmæssigt, skattemæssigt afskrives som et driftsmiddel i følgende situationer:

a)      Solcelleanlægget monteres på stativer på taget af ejendommen og produktionen af el

afsættes ikke til elnettet, men kun til ejendommen hvorpå solcelleanlægget er monteret?

b)      Solcelleanlægget monteres på stativer på taget af ejendommen og produktionen af el

afsættes sporadisk til elnettet, f.eks. i perioder hvor produktionen af el overstiger ejendommens eller virksomhedens behov?

  1. Vil svarene på spørgsmål 1a og 1b være de samme, såfremt solcelleanlægget er monteret på ejendommen af hensyn til særlig erhvervsvirksomhed og således monteret med henblik på strømforsyning til selve produktionsprocessen?

Svar

Ad 1a. Ja

Ad 1b. Ja

Ad 2.   Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er et nyetableret selskab, hvis primære fokusområde er grøn energi, herunder især energi fra solcelleanlæg.

Spørger ønsker at rådgive selskabets kunder i forbindelse med, at selskabets kunder køber solcelleanlæg til montering på en fast ejendom (erhvervsejendom) tilhørende den specifikke kunde. Dispositionen påtænkes gennemført.

Solcelleanlæg er en betragtelig investering, hvorfor afskrivningsmulighederne i de forskellige situationer er af væsentlig betydning.

Formålet med dispositionen er, at tilføre den pågældende erhvervsejendom energi (el) fra solcelleanlægget, der kan anvendes af den erhvervsvirksomhed der benytter ejendommen erhvervsmæssigt, dels til almindelig elforbrug og dels til elforbrug forbundet med produktionsprocessen, afhængig af hvilket type erhvervsvirksomhed der er tale om og dermed at anvende grøn energi (el) helt eller delvist.

Solcelleanlæggets produktion af el vil enten ikke blive afsat til elnettet eller vil blive afsat til elnettet, i perioder, hvor produktionen overstiger ejendommens elforbrug og således kun sporadisk, idet det pågældende solcelleanlæg som udgangspunkt kan/vil dække ejendommens gennemsnitlige elforbrug med omkring 25 pct. årligt. Det betyder, at der kun/potentielt vil blive afsat produktion fra solcelleanlægget i perioder, hvor ejendommen anvendes i mindre omfang, f.eks. i ferieperioder og for så vidt angår produktionsvirksomheder, i perioder hvor der ikke produceres.

Det bemærkes endvidere, at dele af solcelleanlægget slides løbende, hvorfor det er nødvendigt løbende at udskifte dele, herunder invertere hvert 5-10 år.

Endelig bemærkes det, solcelleanlægget kan flyttes til en anden ejendom, såfremt det ønskes.

Spørger har den 15. september 2011 fremsendt supplerende oplysninger i form af projektbeskrivelse med bilag. Det fremgår heraf, at: "Løsningen er en net tilsluttet solcelleløsning, hvor der anvendes krystallinske paneler, Danfoss vekselrettere og et montage system beregnet for fladtage, hvor der ikke sker tag penetrering".

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Med reference til Skatterådets bindende svar i SKM2008.926.SR, ønsker spørgeren en præcisering af, under hvilke præcise vilkår et solcelleanlæg kan afskrives som et driftsmiddel, jf. afskrivningslovens § 5.

Det fremgår af SKM2008.926.SR, at:

  • Solcelleanlæg, der anbringes på jorden, anses som driftsmidler i afskrivningslovens forstand og vil kunne afskrives som sådan forudsat, at de almindelige betingelser for at afskrive er opfyldt.
  • Et solcelleanlæg, der monteres på stativer på en bygning, og hvis el-produktion afsættes til elnettet, kan efter Skatterådets opfattelse ikke siges at tjene bygningen som sådan. Et anlæg af denne type er efter Skatterådets opfattelse et driftsmiddel i afskrivningslovens forstand og vil kunne afskrives som sådan, forudsat at de almindelige betingelser for at afskrive er opfyldt.
  • Hvis der derimod er tale om, at et solcelleanlæg integreres i bygningens bestanddele i forbindelse med nybyggeri, og den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, finder Skatterådet, at solcelleanlægget må anses for en installation i afskrivningslovens forstand.

Af SKM2008.926.SR fremgår ikke / kan ikke præcist udledes, om et solcelleanlæg der er monteret på stativer på en erhvervsejendom, der benyttes skattemæssigt, kan afskrives som et driftsmiddel hvis el-produktionen ikke afsættes til elnettet eller kun sporadisk afsættes til elnettet, herunder om der er forskel på, om el-produktionen anvendes til selve produktionsprocessen eller til almindelig erhvervsvirksomhed, der drives fra ejendommen.

Det er spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 a skal besvares bekræftende, da solcelleanlægget ikke er en varig installation og strømproduktionen fra solcelleanlægget anvendes af den erhvervsvirksomhed, der benytter ejendommen erhvervsmæssigt.

Det er spørgers opfattelse, at spørgsmål 1b også skal besvares bekræftende, da solcelleanlægget ikke er en varig installation og strømproduktionen fra solcelleanlægget anvendes af den erhvervsvirksomhed, der benytter ejendommen erhvervsmæssigt.

Spørger forventer, at Skatterådet fremkommer med samme svar til spørgsmål 2 som til spørgsmål 1a og 1b, medmindre Skatterådet vurderer det som værende afgørende, at strømproduktionen fra solcelleanlægget anvendes til selve produktionsprocessen såfremt el-produktionen ikke udelukkende afsættes til elnettet.

Spørger bemærker til spørgsmålene, at et solcelleanlæg mister sin ydeevne løbende over en årrække, hvorfor solcelleanlæg løbende værdiforringes. Spørger bemærker endvidere, at der spørges til solcelleanlæg der monteres på stativer på ejendommen/bygningen og derfor ikke er en integreret del af bygningen. Endvidere bør det efter spørgerens opfattelse ikke være afgørende om produktionen fra solcelleanlægget afsættes til elnettet helt, delvist, sporadisk eller om produktionen ikke afsættes til elnettet, idet solcelleanlægget jo netop, såfremt der ikke afsættes til elnettet eller kun sporadisk afsættes til elnettet, anvendes af den erhvervsvirksomhed der benytter ejendommen erhvervsmæssigt og dermed som et driftsmiddel.

Det fremgår af Ligningsvejledningen, erhvervsdrivende, 2011-1 under E.C.4.2, at man ved installationer forstår aktiver, der har en fastere tilknytning til bygningen og tjener denne som sådan. Som eksempler herpå kan nævnes enhver indretning eller lignende, der har til formål at opvarme ejendommen, samt elevatorer, ventilationsanlæg og varmtvandsanlæg, hvorimod sådanne anlæg normalt anses som driftsmiddel, hvis de er installeret af hensyn til selve produktionsprocessen.

På baggrund af denne definition af sondringen mellem installationer og driftsmidler, bør det ligge fast, at et solcelleanlæg, monteret på en ejendom på stativer, der leverer strøm til selve produktionsprocessen bør kunne afskrives som et driftsmiddel, uanset om solcelleanlæggets produktion afsættes til elnettet.

Det er spørgerens opfattelse, at tillige solcelleanlæg, monteret på en ejendom på stativer, der leverer strøm til den pågældende erhvervsvirksomhed der drives fra ejendommen og således til ejendommen, men ikke til selve produktionsprocessen, bør kunne afskrives som et driftsmiddel, uanset om solcelleanlæggets produktion afsættes til elnettet. 

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Skatteministeriet bemærker indledningsvis, at særbestemmelsen i ligningslovens § 8 P ikke finder anvendelse i det konkrete tilfælde, hvor solcelleanlægget anskaffes med henblik på benyttelse i en eksisterende erhvervsvirksomhed. I en sådan situation anvendes i stedet de almindelige regler i afskrivningsloven.

Spørgsmål 1a

Det ønskes bekræftet, at et solcelleanlæg med en kapacitet på under 1 MW skattemæssigt kan afskrives som et driftsmiddel i en situation, hvor følgende er gældende:

  • Solcelleanlægget monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom.
  • Produktionen af el afsættes ikke til elnettet, men kun til ejendommen, hvorpå anlægget er monteret.

Lovgrundlag

Afskrivningslovens § 5

Begrundelse

Det er skatteministeriets opfattelse, at et solcelleanlæg på under 1 MW, som monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom, er et afskrivningsberettiget driftsmiddel. Det gælder uanset om solcelleanlægget tilsluttes elnettet eller ej.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1a besvares med ja, såfremt de almindelige betingelser for at afskrive er opfyldt, dvs. kravet om ejerskab samt erhvervsmæssig anvendelse.

Spørgsmål 1b

Det ønskes bekræftet, at et solcelleanlæg med en kapacitet på under 1 MW skattemæssigt kan afskrives som et driftsmiddel i en situation, hvor følgende er gældende:

  • Solcelleanlægget monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom.
  • Produktionen af el afsættes sporadisk til elnettet, f.eks. i perioder hvor produktionen af el overstiger ejendommens eller virksomhedens behov.

Lovgrundlag

Afskrivningslovens § 5

Begrundelse

Det er skatteministeriets opfattelse, at et solcelleanlæg på under 1 MW, som monteres på stativer på taget af en erhvervsejendom, er et afskrivningsberettiget driftsmiddel. Det gælder uanset om solcelleanlægget tilsluttes elnettet eller ej.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1b besvares med ja, såfremt de almindelige betingelser for at afskrive er opfyldt, dvs. kravet om ejerskab samt erhvervsmæssig anvendelse.

Spørgsmål 2

Det ønskes besvaret, hvorvidt svarene på spørgsmål 1a og 1b være de samme, såfremt solcelleanlægget er monteret på ejendommen henblik på strømforsyning til selve produktionsprocessen.

Lovgrundlag

Afskrivningslovens § 5

Begrundelse

Det er skatteministeriets opfattelse, at besvarelsen af spørgsmål 1a og 1b vil være den samme, hvis solcelleanlægget er monteret på erhvervsejendommen med henblik på strømforsyning til selve produktionsprocessen.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.