Dato for udgivelse
09 Feb 2009 14:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
09 Feb 2009 14:39
SKM-nummer
SKM2009.106.SKAT
Myndighed
SKAT, Jura
Sagsnummer
08-165296
Dokument type
Styresignal
Overordnede emner
Afgift + Ejendomsvurdering + Inddrivelse + Moms og lønsumsafgift + Skat + Told
Overemner-emner
Om kommunikation og information samt kampagner + Sagsbehandling, journalisering og arkivregler
Emneord
Klagesager, kompetence
Resumé
SKAT orienterer om, at Folketingets Ombudsmand har udtalt i FOB 2007, s. 540-550, at  SKAT under en verserende klagesag ikke af egen drift kan foretage ændringer vedrørende det påklagede spørgsmål, selv om klagemyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse i sagen.
Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1
Henvisning
Procesvejledningen 2009-1 A.2

Folketingets Ombudsmand har som led i en egendriftsundersøgelse af klagesager i Landsskatteretten udtalt sig om SKATs kompetence i verserende klagesager, hvor der endnu ikke er truffet afgørelse af klagemyndigheden.

Lovgrundlaget i skatteforvaltningsloven findes i denne lovs § 14, stk. 1, nr. 2,  hvoraf fremgår, at told- skatteforvaltningen ikke kan træffe afgørelse i en sag i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3, og § 32, stk. 3.

Det er Ombudsmandens opfattelse, at der ikke er grundlag for at slutte modsætningsvis fra nævnte bestemmelse, at SKAT skulle have kompetence til at foretage ændringer vedrørende påklagede spørgsmål, når blot klagemyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse om spørgsmålet. Baggrunden herfor er, at det er Ombudsmandens opfattelse, at hvis der i loven er tillagt borgerne en ret til at klage, og borgerne udnytter denne mulighed, har borgerne normalt krav på klageinstansens  stillingtagen til klagen. Ombudsmanden udtaler yderligere, at dette krav kan fraviges enten ved lov eller i kraft af klagerens samtykke hertil (ved at klageren tilbagekalder klagen og beder underinstansen om genoptagelse). Underinstansen vil dog altid kunne komme med indlæg om sagen over for klageinstansen, herunder indstille at afgørelsen ændres.

SKAT er enig i Ombudsmandens opfattelse, der navnlig kan have betydning i tilfælde, hvor der er risiko for, at en påklaget afgørelse som følge af proceduremangler kan blive annulleret som ugyldig efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister. SKAT er derfor afskåret fra under en verserende klagesag at foregribe en eventuel ugyldighedsafgørelse ved inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist af egen drift at træffe en ny afgørelse, der træder i stedet for den  tilsvarende oprindelige afgørelse.

SKAT er derimod ikke afskåret fra at underrette klagemyndigheden om, at der i forbindelse med 1. instans-afgørelsen er sket en procedurefejl. Hvis SKAT anser en sådan fejl for så væsentlig, at der kan blive tale om ugyldighedsvirkning, bør klagemyndigheden underrettes snarest muligt og inden udløbet af fristerne for gennemførelse af en ny tilsvarende 1. instans afgørelse.