Dato for udgivelse
26 Jun 2002 16:29
SKM-nummer
SKM2002.325.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/02-4748-00018
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Skat
Emneord
Landbrugsejendom, delsalg, virksomhedsskatteordning, udlejning, fradragsberettiget pensionsordning
Resumé

En landmand spurgte, om han opfyldte betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 15A, således at han kunne få fradrag for indskud på en pensionsordning, hvis indskuddet bestod af hans andel af avance fra to delsalg af en landbrugsejendom. Han havde haft indtægter fra udlejning. Ligningsrådet svarede ja.

Reference(r)

Pensionsbeskatningslovens § 15 A
Ligningsvejledningen 2001 A.C.1.1.6

Spørgsmål

1.Opfylder de to delsalg jf. nedenfor under "Sagens faktiske omstændigheder" betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 15A, stk. 3 og 4, for indskud på ophørspension?

2.Skal der ved opgørelsen af, om væsentlighedskriteriet i pensionsbeskatningslovens § 15A er opfyldt, ses på de to delsalg af ejendommen enkeltvis eller vil der kunne foretages en samlet opgørelse for begge salg?

3.Hvis de to salg ikke kan anses for ét samlet salg, vil de to salg i stedet alligevel kunne danne grundlag for indskud på ophørspension?

4. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, opfylder delsalg 1, jf. nedenfor under "Sagens faktiske omstændigheder" betingelserne i pensionsbeskatningslovens § 15A, stk. 3 og 4 for indskud på ophørspension?

Svar

Ad 1: Ja

Ad 2.:Der kan foretages en samlet opgørelse for begge delsalg.

Ad 3: Bortfalder.

Ad 4: Bortfalder.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Pensionsbeskatningslovens § 15A er en ny regel, som første gang får virkning for indkomståret 2001. Reglen bestemmer, at personer, der i forbindelse med afståelse af deres erhvervsmæssige virksomhed eller en andel af denne opnår en skattepligtig fortjeneste, kan indskyde fortjenesten på en pensionsordning og derved få fradragsret for det indskudte beløb.

Bestemmelsen har til formål at indføre en særlig adgang for personer over 55 år, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 år, til at oprette pensionsordninger i forbindelse med virksomhedsophør. Disse personer står ved erhvervsvirksomhedens ophør typisk dels med en skattepligtig fortjeneste hidrørende fra virksomheden, dels med en meget begrænset eller helt manglende pensionsopsparing.

Bestemmelsen går ud på at tillade en nærmere afgrænset persongruppe at anvende et beløb svarende til den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af virksomhed, dog maks. 2 mio. kr. (2001-niveau) til at oprette pensionsordninger med løbende udbetalinger og ratepensionsordninger efter særlige beskatningsregler, der tilgodeser de pågældendes særlige situation.

Ved salg af en virksomhed, der har været drevet i personligt regi, opgøres beløbet på grundlag af de skattepligtige gevinster, der opnås ved salg af virksomhedens aktiver, såsom driftsmidler, goodwill og andre immaterielle aktiver, fast ejendom og værdipapirer, med fradrag af tab.

Ægteparret gårdejerne A og B ejede landbrugsejendommen X. A har drevet ejendommen frem til afhændelsen og er dermed den af ægtefællerne, som beskattes af overskuddet fra virksomheden. B har deltaget i virksomheden som medarbejdende ægtefælle.

Ejendommen har et vurderet areal på ca. 60 ha. Der var ikke animalsk produktion på ejendommen. Jorden har indtil salget været anvendt til landbrugsproduktion.

Ejendommen blev afhændet ved to delsalg den 30. august 2001 til to uafhængige parter. Det ene salg omfattede et jordstykke på 30 ha., som blev solgt for 2.125.000 kr. Det andet salg omfattede et jordstykke på 30 ha. samt halmfyr, driftsbygning, 1 fritliggende bolig, 1 bolig vurderet sammen med stuehus samt stuehuset. Dette salg indbragte en salgssum på 6.675.000 kr. Stuehuset, som indbragte 2.675.000 kr, indgår ikke som en del af landbrugsvirksomheden.

A mener, at han opfylder betingelserne for at anvende reglerne om ophørspension. Det er hans opfattelse, at salget bør ses som et samlet salg.

A har i den omhandlede periode udlejet 3 boliger, som alle lå på ejendommen X. Stuehuset på 419 m2 boede A selv i, men der var et lejemål i huset udover A's bolig. Desuden var der en tredje bolig, som blev vurderet sammen med stuehuset. Herudover var der en fjerde bolig, et fritliggende hus på 71 m2, som også blev udlejet. Udlejningen har indbragt en gennemsnitlig indtægt på 128.812 kr. i årene 1998, 1999 og 2000.

A er fyldt 55 år og har drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 år forud for afståelsen, jf. pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 2.

Den skatteansættende myndigheds udtalelse

Skatteafdelingen i kommunen har ikke haft bemærkninger til sagen.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Efter det oplyste blev den ejendom, A ejede en andel af, drevet som selvstændig erhvervsvirksomhed ved salgene den 30. august 2001 (bortset fra stuehuset). Ejendommen blev solgt i to dele til to forskellige købere. Da de to delsalg fandt sted samme dato, finder styrelsen, at der den 30. august 2001 skete en samlet afståelse af hele ejendommen. Salget af ejendommen til de to købere må betegnes som en afståelse af en erhvervsmæssig virksomhed.

Den person, som vil anvende ophørspension, jf. § 15 A, stk. 1, sidste pkt., skal være fyldt 55 år. Da A var 62 år på tidspunktet for salget af landbrugsejendommen den 30. august 2001, opfylder han denne betingelse.

Den, der foretager indskuddet, skal have drevet virksomhed i de seneste 10 år forud for salget af virksomheden, jf. § 15 A, stk. 2, 1. pkt. A har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 10 år forud for afståelsen.

Ifølge pensionsbeskatningslovens §15 A, stk. 3, 1. pkt., må den erhvervsmæssige virksomhed som nævnt i stk. 1 og 2 ikke i væsentligt omfang have bestået i udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende. Ifølge pensionsbeskatningslovens §15 A, stk. 3, 2. pkt., anses bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, ikke som udlejning af fast ejendom ved anvendelsen af 1. pkt.

Bortforpagtning af en landbrugsejendom er udtrykkeligt undtaget fra "udlejning af fast ejendom" i pensionsbeskatningslovens § 15A, stk. 3, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1. De boliger på ejendommen X, som virksomheden udlejede, udgjorde en del af en landbrugsejendom. Udlejningen af boligerne var derfor ikke "udlejning af fast ejendom" i pensionsbeskatningslovens § 15 A´s forstand.

Det udlejede stuehus indgik ikke i virksomhedsordningen, men tilhørte A privat. Udlejningen af stuehuset var derfor ikke en virksomhedsaktivitet. Indtægterne fra udlejning af stuehuset skal således ikke tages i betragtning i henhold til pensionsbeskatningslovens § 15A, stk. 3, idet udlejningen ikke er en del af den erhvervsmæssige virksomhed.

Da de to delsalg fandt sted samme dato, finder styrelsen, at der den 30. august 2001 skete en samlet afståelse af hele ejendommen, således at der kan foretages en samlet opgørelse for begge salg. Der er derfor ikke anledning til at overveje, om avancen fra det ene delsalg medfører, at reglen i pensionsbeskatningslovens §15 A, stk. 3, 1. pkt., om, at den erhvervsmæssige virksomhed som nævnt i stk. 1 og 2 ikke i væsentligt omfang må have bestået i bl.a. besiddelse af kontanter, ikke er overholdt i forbindelse med det andet delsalg. Reglen indebærer, at væsentlighedskravet vil være opfyldt, hvis mindst 25 pct. af de samlede aktiver enten opgjort på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnit af de seneste 3 regnskabsår vedrører passiv pengeanbringelse. Dette skal kun overvejes, hvis er en tidsmæssig forskydning mellem de to delsalg. I så fald kan avancen fra det første delsalg efter omstændighederne medføre en øget besiddelse af kontanter, som kan indebære, at den ovennævnte betingelse i pensionsbeskatningslovens §15 A, stk. 3, ikke er opfyldt.

Det indstilles derfor, at der svares, at A´s andel af avancen fra salget af landbrugsejendommen opfylder betingelserne for at kunne anvendes som fradragsberettiget indskud på en pensionsordning i medfør af pensionsbeskatningslovens § 15A. Da stuehuset, som indbragte 2.675.000 kr, ikke indgik i virksomhedsordningen, men ejedes af A privat, kan den de1 af avancen, der hidrører fra salget af stuehuset, ikke anvendes som indskud på ophørspensionen, idet afståelsen af stuehuset ikke var "afståelse af erhvervsmæssig virksomhed eller en andel af denne", jf. pensionsbeskatningslovens § 15A, stk. 1, 1. pkt. Det følger af pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 6, at den selvstændigt erhvervsdrivende højst kan indbetale 2 mio. kr i 2001-niveau.

Det forudsættes, at der udfyldes en erklæring i medfør af pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 8, jf. § 14 i bekendtgørelse om beskatningen af pensionsordninger (blanket nr. 02.032 eller 02.033). Det forudsættes endvidere, at de øvrige betingelser for at kunne få fradrag efter pensionsbeskatningslovens § 15A er opfyldt. Disse øvrige betingelser fremgår af blanketten.

Ligningsrådet tiltrådte indstillingen.