Indhold

I dette afsnit beskrives reglen om, at en udloddende investeringsforening, som alternativ, kan vælge en såkaldt summarisk opgørelse af minimumsudlodningen og hvordan den summariske opgørelse skal ske.

Afsnittet indeholder

  • Regel
  • Hvornår skal det besluttes, at investeringsforeningen vil anvende summarisk opgørelse af minimumsudlodningen?

Regel

En udloddende investeringsforening kan i stedet for at opgøre minimumsudlodningen efter LL § 16 C, stk. 2, vælge at opgøre minimumsudlodningen som årets nettogevinst opgjort efter ABL § 23, stk. 2. Se LL § 16 C, stk. 14. 1. pkt.

Ved opgørelsen efter ABL § 23, stk. 2, det såkaldte lagerprincip, medregnes urealiserede gevinster og tab.

Vælges summarisk opgørelse af minimumsudlodningen kan tab fra tidligere år ikke fremføres til nedsættelse af gevinst i senere år. Se LL § 16 C, stk. 14, 2. pkt.

Bestemmelserne i LL § 16 C, stk. 1, 2.-4. pkt., om udskydelse og nedrunding af minimumsudlodningen, gælder heller ikke, når der vælges summarisk opgørelse af minimumsudlodningen. Se LL § 16 C, stk. 14, 3. pkt.

Hvornår skal det besluttes, at investeringsforeningen vil anvende summarisk opgørelse af minimumsudlodningen?

Beslutningen om at beskatningen skal ske på grundlag af en summarisk opgørelse, skal være truffet i forbindelse med foreningens stiftelse eller inden markedsføring her i landet. Hvis foreningen tidligere har været omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a og 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 19. februar 2004, skal beslutningen være truffet inden den 31. december 2006. Se LL § 16 C, stk. 14.

En beslutning om at ophøre med at anvende summarisk opgørelse kan først tillægges virkning fra begyndelsen af indkomståret efter, at beslutningen er taget. Foreningen kan ikke herefter igen vælge at opgøre minimumsudlodningen som nettogevinsten. Se LL § 16 C, stk. 14. Oplysningen skal sendes til SKAT.