Indhold

Dette afsnit beskriver de skattemæssige regler, når afdøde efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter den efterlevende ægtefælle, når den efterlevende ægtefælle og afdøde ikke var separeret ved dødsfaldet.

Se afsnit C.E.4.1.1 om reglerne, når afdøde og den efterlevende ægtefælle var separeret ved dødsfaldet.

Regel

Når afdøde efterlader sig

  • både fælleseje (herunder skilsmissesæreje) og
  • fuldstændigt særeje

anses

  • ægtefællernes hidtidige fælleseje og skilsmissesæreje for ét bo (fællesboet) og
  • afdødes hidtidige særeje for ét bo (særboet).

Se DBSL § 58, stk. 3, 1. pkt.

Beskatningen af de to dødsboer kan ske efter forskellige regler:

      1. Begge dødsboer overtages af den efterlevende ægtefælle efter DBSL § 58, stk. 1 eller § 58, stk. 2, 1. pkt.
      2. Det ene dødsbo overtages af den efterlevende ægtefælle efter DBSL § 58, stk. 1 eller § 58, stk. 2, 1. pkt., og det andet dødsbo afsluttes ved boudlæg efter DSL § 18.
      3. Fællesboet overtages af den efterlevende ægtefælle efter DBSL § 58, stk. 1 eller § 58, stk. 2, 1. pkt., og særboet skiftes med afdødes livsarvinger.

Se afsnit C.E.14 om definition af fælleseje, skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje.

Ad a. Begge dødsboer overtages af den efterlevende ægtefælle efter DBSL § 58, stk. 1 eller § 58, stk. 2, 1. pkt.

Når den efterlevende ægtefælle overtager

  • både fællesboet og
  • særboet

efter en af reglerne i § 58, stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., anses afdøde for at efterlade sig ét bo. Se DBSL § 58, stk. 3, 2. pkt.

Aktiver og passiver fra førstafdødes fuldstændige særeje, skal skatteretligt indgå i afdødes andel af ægtefællernes hidtidige fælleseje. Se DBSL § 58, stk. 4.

Beskatningen af begge dødsboer skal derfor ske under ét efter reglerne i DBSL afsnit III, kapitel 10 (§§ 58-66).

Bemærk

Når den efterlevende ægtefælle er afdødes eneste arving efter loven, kan den efterlevende ægtefælle vælge beskatning efter DBSL afsnit II. Se DBSL § 58, stk. 5. Et eventuelt valg vil derfor også gælde for begge dødsboer.

Se afsnit C.E.4.1.2 om den efterlevende ægtefælle mulighed for at vælge beskatning efter reglerne i DBSL afsnit II (skiftede dødsboer).

Ad b. Det ene dødsbo overtages af den efterlevende ægtefælle efter DBSL § 58, stk. 1 eller § 58, stk. 2, 1. pkt., og det andet dødsbo afsluttes ved boudlæg efter DSL § 18

Når et af dødsboerne overtages af den efterlevende ægtefælle efter § 58, stk. 1, eller stk. 2, 1. pkt., mens det andet dødsbo sluttes ved boudlæg efter DSL § 18, gælder reglerne i DBSL kapitel 10 (§§ 58-66). Reglerne i DBSL § 80 gælder dog for den, der modtager aktiver fra boudlægsboet. Se DBSL § 58, stk. 3, 3. pkt.

Se også

Se afsnit C.E.5.1.2 om beskatning af aktiver, der er overtaget fra boudlægsboet.

Ad c. Fællesboet overtages af den efterlevende ægtefælle efter DBSL § 58, stk. 1 eller § 58, stk. 2, 1. pkt., og særboet skiftes med afdødes livsarvinger

Når

  • fællesboet overtages af den efterlevende ægtefælle efter § 58, stk. 1, eller stk. 2, 1. pkt., og
  • særboet skiftes med afdødes livsarvinger

gælder reglerne i kapitel 10 (§§ 58-66) for fællesboet med de ændringer, der følger af §§ 67-70. Se DBSL § 58, stk. 3, 4. pkt.

Se også

Se afsnit C.E.4.3 om skifte af særbo og uskiftet bo med fællesbo.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2007.138.ØLR

Afdøde efterlod sig ikke livsarvinger. Efterlevende ægtefælle havde givet fuldstændigt arveafkald og var samtidig blevet indsat som arving i afdødes testamente. Beskatning efter DBSL § 58, stk. 1 nr. 4 (uskiftet bo).

 

Landsskatteretskendelser

SKM2002.370.LSR

Afdøde efterlod sig ikke livsarvinger. Efterlevende ægtefælle gav afkald på arv til fordel for afdødes forældre. Efterlevende ægtefælle kunne ikke anses at være legal arving eller testamentsarving i dødsboet. Ikke beskatning efter § 58, stk. 1, nr. 4 (uskiftet bo).