Hvad du kan trække fra i din personlige indkomst
Ved opgørelsen af den personlige indkomst kan du bl.a. fratrække præmier og bidrag til visse pensionsordninger (rubrik 21 og 22) samt tilbagebetalt kontanthjælp og introduktionsydelse (rubrik 23), indskud på iværksætterkonto (rubrik 27) og udgifter til erhvervsmæssig befordring (rubrik 29).
Præmier og bidrag til visse pensionsordninger
Bidrag og præmier til pensionsordninger kan med visse begrænsninger trækkes fra i den personlige indkomst (rubrik 21 og 22). Begrænsningerne er forskellige alt efter, hvilken type pensionsordning det drejer sig om.
Der skelnes mellem:
- Pensionsordninger med løbende udbetalinger, herunder pensionskasseordninger med supplerende engangsydelser.
- Ratepension.
- Kapitalpension.
- Indekskontrakter
Særreglerne er beskrevet i det følgende under de enkelte hovedtyper.
Fælles regler for pensionsordninger
Fælles for alle pensionsordninger gælder:
- Bidrag til pensionsordninger, som arbejdsgiveren administrerer (herunder arbejdsgiveren til en udsendt ægtefælle og arbejdsgiveren til en afdød ægtefælle), kan ikke trækkes fra. Det skyldes, at bidragene allerede er trukket fra i den lønindkomst, som arbejdsgiveren har oplyst til SKAT. Hvis der ikke er tale om en arbejdsgiverordning, kan bidrag trækkes fra af ejeren af den pågældende ordning, uanset hvem der har foretaget indbetalingen.
- Præmier og bidrag, der er indbetalt af en anden end ejeren (bortset fra ovennævnte arbejdsgiverbidrag og visse andre særlige bidrag fra understøttelsesfonde mv.), er indkomstskattepligtige (rubrik 20), evt. gaveafgiftspligtige for ejeren. Læs mere om reglerne for gaver i pjecen Gaver.
- Bidrag og præmier til forsikringsordninger kan trækkes fra i det indkomstår, hvor de forfalder til betaling. For nytegnede forsikringsordninger dog først, når forsikringen er godkendt af selskabet. Indbetalinger til rateopsparing og kapitalpension i pengeinstitutter fradrages i det indkomstår, hvor indbetalingerne har fundet sted.
- Godkendte udenlandske pensionsordninger ligestilles med danske pensionsordninger - læs mere under Indkomst fra udlandet - Hvad SKAT ved om pensionsordninger oprettet i et EU eller EØS-land.