Hvad SKAT ved
SKAT har oplysninger om dine

  • private bidrag og præmier til pensionsordninger med løbende udbetalinger, ratepensioner og indeksordninger
  • private bidrag til supplerende engangsydelser i pensionskasseordninger
  • private bidrag til pensionsordning for sportsudøvere (ratepension).

Du kan finde oplysningerne på TastSelv. Gå ind i Skattemappen under "Personlige skatteoplysninger - Privattegnede pensionsordninger".

Beløbene er skrevet ind i rubrik 21.

Beregning af fradrag for privattegnet kapitalpension og bidrag til supplerende engangsydelser i pensionskasse er skrevet ind i rubrik 22.

Hvad du selv skal oplyse
Du skal udfylde rubrik 21

  • hvis du har foretaget kapitalindskud til en pensionsordning med løbende udbetalinger eller til en ratepension
  • hvis du har foretaget indbetalinger, hvor præmie- eller bidragsperioden er under ti år, og det indbetalte beløb overstiger 46.000 kr.

Dette gælder dog ikke indbetaling efter de særlige regler, som gælder pensionsordninger for sportsudøvere. Læs mere i afsnittet "Fordeling af fradragsretten" nedenfor.

Hvad du kan trække fra
Hvis præmie- og bidragsperioden er aftalt til ti år eller derover, og aftalen er indgået før 22. april 2009, kan du fuldt ud trække følgende forsikringspræmier og pensionsbidrag fra i den personlige indkomst:

  • forsikringspræmier og pensionsbidrag til pensionsordninger med løbende udbetalinger
  • forsikringspræmier og pensionsbidrag til rateforsikring
  • indbetalinger til rateopsparing i pensionsøjemed.

Er aftalen indgået den 22. april eller senere, skal du være opmærksom på, at der er særlige regler for indbetalinger til rateforsikringer, rateopsparing i pensionsøjemed og ophørende livrenter fra 2010.

Kontakt eventuelt SKAT, hvis du er omfattet af de særlige regler. Du kan læse mere om de nye regler i pjecen Ratepensioner og ophørende livrenter - indskud og fradrag og generelt om skattereformen og Forårspakken på SKATs hjemmeside.

For forsikringsordninger skal du foretage fradraget i forfaldsåret. For pengeinstitutordningerne skal du foretage fradraget i indbetalingsåret. Indbetalinger til indeksordninger, som du har indbetalt inden 1 år efter forfaldstidspunktet (respittiden) er fradragsberettiget i forfaldsåret.

Den årlige indbetaling på den særlige pensionsordning for sportsudøvere kan fratrækkes i den personlige indkomst uden fradragsfordeling.

Fordeling af fradragsretten
Fradragsretten for det samlede indskud fordeles med lige store beløb over en periode på 10 år, hvis præmie- eller bidragsperioden er aftalt til at være under 10 år eller er et kapitalindskud, og indskuddet er foretaget før den 22. april 2009.

Det gælder for:

  • pensionsordninger med løbende udbetalinger
  • rateforsikring
  • rateopsparing i pensionsøjemed.

Det samme gælder, når præmier eller bidrag forhøjes, og den resterende betalingsperiode er under 10 år. Det gælder dog ikke aftalte pristalsreguleringer.

Er det årlige fradrag i 2009 herved blevet mindre end 46.000 kroner, kan du vælge at tage et årligt fradrag på dette beløb (opfyldningsfradraget), indtil samtlige præmier, der ellers skulle fordeles, er trukket fra. I et indkomstår kan du højst fradrage et beløb, som svarer til forfaldne præmier og foretagne indskud, du ikke tidligere har trukket fra.

Har du indskudt 200.000 kr. på en livsvarig livrente (pensionsordning med løbende udbetalinger) i 2009, kan du vælge at fradrage op til 46.000 kr. i 2009. I 2010 kan du igen fradrage op til opfyldningsfradraget. Du kan gøre dette hvert år, indtil hele beløbet på 200.000 kr. er fradraget.

Har du for eksempel indskudt 200.000 kroner i 2009 før den 22. april 2009 på en rateforsikring, en rateopsparing i pensionsøjemed eller en ophørende livrente, kan du vælge at fradrage op til kr. 46.000 i 2009. I 2010 er der kommet nye regler, og du kan derfor fradrage op til 100.000 kr. og de resterende 54.000 kr. i 2011.

Har du indskudt de 200.000 kr. den 22. april 2009 eller senere på en ophørende livrente, rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed, har du fradrag i 2009 for op til 46.000 kr. Hvis du vil have fradrag for de resterende 154.000 kr., skal du senest den 30. december 2009 have overført pengene til en pensionsordning med løbende udbetalinger (en livsvarig livrente). De 154.000 kr. kan ikke udbetales uden afgift. Du vil dog ikke skulle betale skat af de 154.000 kr., når du begynder at få udbetalinger fra rateforsikringen, ratepensionen i pensionsøjemed eller den ophørende livrente, efter at du har nået efterlønsalderen.

Er du selvstændig erhvervsdrivende, gælder der særlige regler, og det er derfor ikke nødvendigt at overføre de 154.000 kr.

Fra 2010 er der ikke noget opfyldningsfradrag for rateforsikringer, rateopsparinger i pensionsøjemed og ophørende livrenter. Til gengæld er der højst fradrag for indskud i alt på 100.000 kr., uanset om beløbet indbetales privat eller via arbejdsgiver. Indskyder du mere end 100.000 kr., kan du ikke få fradrag for beløbet.

For rateforsikringer, rateopsparinger i pensionsøjemed og ophørende livrenter er der store ændringer i fradragsretten for 2010 som følge af Forårspakken.

Du kan læse mere om de nye regler i pjecen Ratepensioner og ophørende livrenter - indskud og fradrag og generelt om skattereformen og Forårspakken på SKATs hjemmeside.

For pensionsordninger, der er udloddet i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring gælder, at den ægtefælle, som får udloddet en del af en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en ratepensionsordning, enten kan

  • indtræde i den aftalte indbetalingsperiode og den 10-årige fradragsperiode eller
  • indtræde som ny ejer af ordningen efter eget valg og muligheder.

Ægtefællen har kun fradrag for egne indbetalinger. Den tidligere ejerægtefælles fradragsret, bliver ikke påvirket af udlodningen. Den tidligere ægtefælle fortsætter med de samme indbetalinger som hidtil, uanset at der er udloddet en del af ordningen.

Har du en pensionsordning for sportsudøvere, skal du ikke foretage en fradragsdeling af indbetalte indskud.

Fra 1. juli 2009 kan du oprette rateforsikringer og rateopsparinger i pensionsøjemed, efter at du har nået efterlønsalderen, selvom du ikke har en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed i forvejen.