Årsopgørelsen indeholder oplysninger om blandt andet dine indtægter og udgifter for det år, der lige er gået. SKAT har modtaget oplysningerne fra for eksempel arbejdsgivere, arbejdsløshedskasser, faglige foreninger, pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondshandlere. Har du selv indtastet oplysninger til årsopgørelsen 2009 via TastSelv Borger på www.skat.dk, vil disse oplysninger også fremgå af din årsopgørelse. Oplysninger, du har indtastet til brug for dit skattekort, vil derimod ikke fremgå.

På årsopgørelsen har vi kun medtaget de oplysninger, vi har modtaget fra tredje part eller fra dig. Oplysningerne fra dig kan for eksempel være oplysninger om befordringsfradrag (kørsel til og fra arbejde på over 24 kilometer pr. dag), børnebidrag, udlejning af værelser, renter af pantebreve, der ikke er i depot og gevinst/tab på for eksempel aktier, investeringsforeningsbeviser, obligationer og finansielle instrumenter.

Du skal kontrollere, at tallene er rigtige. Er tallene forkerte, eller er der oplysninger, der mangler, skal du oplyse de rigtige tal til SKAT senest 2. maj 2010. Se også afsnittet  Kontrollér tallene - og oplys, hvis der mangler noget.

Du kan ikke via TastSelv ændre i oplysninger fra tredjemand i rubrikken om jubilæumsgratiale og fratrædelsesgodtgørelse med videre (rubrik 14), og i rubrikken om hædersgaver (rubrik 18). Hvis du prøver at ændre tallene i rubrik 14 og 18 via TastSelv, bliver det registret som et tegn på, at du mener der er fejl i oplysningerne. Du har hermed opfyldt din underretningspligt, men det betyder ikke, at tallet automatisk ændres til det rigtige. Hvis du vil sikre det, skal du enten rette henvendelse til den, der har indberettet oplysningen eller til SKAT. Se vejledningen til rubrik 14 og 18.

Hvornår kan jeg se og rette min årsopgørelse  
Du kan se din årsopgørelse for 2009 i din skattemappe fra den 5. marts 2010. Du kan indtaste nye oplysninger og ændringer via TastSelv frem til den 19. marts kl. 09:00. Hvis du ændrer i oplysningerne får du en ny årsopgørelse, og din tidligere årsopgørelse bliver slettet. Du får også en ny årsopgørelse, hvis SKAT i samme periode modtager nye oplysninger fra din arbejdsgiver eller fra pengeinstitutter, realkreditinstitutter med videre.

Efter den 19. marts er resultatet af din årsopgørelse "låst fast", og hvis der herefter kommer ændringer enten fra dig selv eller fra SKAT, vil der også blive dannet en ny årsopgørelse. SKAT vil også opdatere med nye oplysninger til de rubrikker, hvor du ikke selv har angivet et beløb frem til den 1. maj 2010.

Hvis der kommer nye oplysninger efter den 1. maj 2010, skal du selv tage initiativ til at ændre din årsopgørelse, selv om oplysningerne er indberettet til SKAT.

Læs mere

    Hvis du har en udvidet selvangivelse
  Særskilte selvangivelser
  Årsopgørelse med eller uden et oplysningskort 
  Hvis du har fået en servicemeddelelse med eller uden oplysningskort
  Hvad fremgår af årsopgørelsen 
  Kontrollér tallene - og oplys, hvis der mangler noget
  Nyheder i TastSelv
  Fordele ved at bruge TastSelv
  Sådan logger du på TastSelv på skat.dk
  Sådan bruger du TastSelv på skat.dk
  Underskrift
  Ingen dokumentation
 

Frist for at oplyse beløb til årsopgørelsen

  Ejendomsværdiskat
  Skatteberegning
  Restskat
  Frivillig indbetaling af restskat
  Overskydende skat
  Hvis du har spørgsmål
  Straffebestemmelser