1. Baggrund for ændring af praksis

I styresignalet beskrives ændring af praksis for anvendelse af den skematiske ordning i Ligningslovens § 15 P, til at opgøre udlejningsresultatet for den lejlighed i et tofamilieshus, som ejeren ikke bebor. Praksisændringen følger af Landsskatterettens afgørelse af 9. april 2021. Fra indkomståret 2021 opgøres udlejningsresultatet efter ligningslovens § 15 Q.

Afgørelsen er offentliggjort som SKM2021.307.LSR

I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.

2. Det retlige grundlag

Ligningslovens § 15 P har følgende ordlyd:

Lejere, der fremlejer en del af værelserne i egen lejet lejlighed til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på ⅔ af fremlejers egen årlige leje for hele lejligheden. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere, og andelshaveres boligafgift anses som leje. Ejere, der udlejer en del af værelserne i en lejlighed i egen ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 1⅓ pct. af ejendomsværdien, jf. § 4 a, stk. 1, nr. 1, i ejendomsværdiskatteloven, dog altid mindst 24.000 kr., jf. dog 5. pkt. For ejendomme beliggende i udlandet m.v. udgør bundfradraget 1 1/3 pct. af udenlandsk ejendomsvurdering, som kan sidestilles med en dansk, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 1, eller i mangel heraf handelsværdien beregnet efter ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, nr. 1, dog altid mindst 24.000 kr., jf. dog 5. pkt. For fremlejere, andelshavere og ejere, der kun har lejet eller ejet lejligheden en del af indkomståret, beregnes der kun bundfradrag af denne del af den årlige leje eller ejendomsværdiskat. Bundfradraget dækker samtlige udgifter og afskrivninger, der ellers ville være fradragsberettigede i forbindelse med fremlejningen eller udlejningen. For ejere beregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for den udlejede del af boligen.

Stk. 2.Lejere, der fremlejer lejligheden en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på ⅔ af fremlejers egen årlige leje. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere, og andelshaveres boligafgift anses som leje. Ejere af en helårsbolig, som er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, der udlejer boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag som nævnt i stk. 1, 3. pkt. Stk. 1, 4. pkt., finder dog tilsvarende anvendelse. For fremlejere, andelshavere og ejere, der kun har lejet eller ejet lejligheden eller ejendommen en del af indkomståret, beregnes der kun bundfradrag af denne del af den årlige leje eller ejendomsværdiskat. Bundfradraget dækker samtlige udgifter og afskrivninger, der ellers ville være fradragsberettigede i forbindelse med fremlejningen eller udlejningen. For ejere beregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven i udlejningsperioden.

Stk. 3.Lejere og ejere som nævnt i stk. 1 og 2, der ikke anvender bundfradragsreglen i stk. 1 eller 2, kan ved indkomstopgørelsen foretage fradrag for udgifter mv. som nævnt i stk. 1, 6. pkt., og stk. 2, 6. pkt. Det samlede fradragsbeløb kan dog ikke overstige bruttolejeindtægten. Foretages fradraget efter 1. pkt., kan den pågældende lejer eller ejer ikke senere overgå til bundfradrag efter stk. 1 eller 2.

Stk. 4.Stk. 1-3 gælder alene for ejere, andelshavere og lejere, hvis udlejningen eller fremlejningen sker til den samme person eller de samme personer i en sammenhængende periode på mindst 4 måneder.

Ligningslovens § 15 Q har følgende ordlyd:

Ejere, andelshavere og lejere, der udlejer eller fremlejer en del af værelserne i en helårsbolig til beboelse, eller som udlejer eller fremlejer hele boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 10.000 kr. (2010-niveau) i bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Bundfradraget udgør dog 25.550 kr. (2010-niveau), hvis der sker indberetning af lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43. For indkomstårene 2018, 2019 og 2020 finder betingelsen om indberetning i 2. pkt. ikke anvendelse. Bundfradraget kan ikke overstige bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Endvidere kan der af den del af lejeindtægten, der overstiger bundfradraget, fradrages 40 pct. Vælger en ejer at foretage fradrag efter 1.-3. pkt., kan der ikke foretages fradrag og afskrivninger efter stk. 3. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20. For ejere er det en betingelse, at der er tale om en ejendom, der er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse på helårsboliger, der af den skattepligtige anvendes som fritidsbolig.

Stk. 2.Vælger en ejer at foretage fradrag efter stk. 1, medregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for hele indkomståret.

Stk. 3.Anvendes reglerne i stk. 1 og 2 ikke, kan ejere, andelshavere og lejere fradrage de faktiske udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og inventar, foretage skattemæssige afskrivninger efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler som nævnt i afskrivningslovens kapitel 2 og fradrage ejendomsskatter efter § 14, stk. 3. Fradrag kan foretages med så stor en del, som svarer til enten den udlejede eller fremlejede del af boligen eller til den periode, hvor udlejning har fundet sted. Det samlede fradragsbeløb kan ikke overstige bruttolejeindtægten. Foretages fradrag efter dette stykke, kan der ikke senere overgås til fradrag efter stk. 1. Er § 15 P, stk. 3, tidligere blevet anvendt ved udlejningen, kan ejeren, andelshaveren eller lejeren ikke vælge opgørelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 4.Ønsker ejere, andelshavere og lejere i et indkomstår at anvende både stk. 1 og 2 og § 15 P, stk. 1 og 2, skal der foretages en forholdsmæssig opgørelse af bundfradragene i forhold til den periode, hvor udlejningen finder sted

Ligningslovens § 15 J har følgende ordlyd:

Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan ejere af ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11, der tjener til bolig for ejeren, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter vedrørende ejendommen kan ikke fradrages, jf. dog § 15 K

(…)

Statsskattelovens § 4, litra b, har følgende ordlyd:

Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks:

a)  (…)

b) af bortforpagtning, bortfæstning eller udleje af rørligt og urørligt gods, såvel som af vederlagsfri benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods. Lejeværdien af bolig i den skattepligtiges egen ejendom beregnes som indtægt for ham, hvad enten han har gjort brug af sin beboelsesret eller ej; værdien ansættes til det beløb som ved udleje kunne opnås i leje af vedkommende ejendom eller lejlighed, dog af den, når særlige forhold måtte gøre denne målestok mindre egnet, kan ansættes skønsmæssigt

(…)

Statsskatteloven § 6, litra a, har følgende ordlyd:

Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger;

b) (…)

3. Gældende praksis

Udlejning af fast ejendom er skattepligtigt efter statsskattelovens § 4. Som følge heraf skal udlejningsresultatet beskattes. Såfremt der er tale om en længerevarende erhvervsmæssig udlejning, hvor ejeren ikke har rådighed over ejendommen i indkomståret, er der fradrag for driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, litra a i udlejningsresultatet. Det betyder, at både udgifter forbundet med udlejning og udgifter på selve ejendommen er fradragsberettiget. Dette er ikke muligt, hvis ejeren bebor, eller har rådighed over ejendommen i dele af indkomståret.

Ifølge ligningslovens § 15 P, kan resultatet af en udlejning af privat bolig, som ejeren har rådighed over i indkomståret, og derfor er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, derimod opgøres efter en skematisk ordning med et variabelt bundfradrag, jf. ligningslovens § 15 P, stk. 1 og 2, eller efter en regnskabsmæssig metode, jf. ligningslovens § 15 P, stk. 3.

I dette tilfælde vil der ikke være fradrag for driftsomkostninger på selve ejendommen jf. ligningslovens § 15 J, men alene fradrag for renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter vedrørende ejendommen kan ikke fradrages. Faktiske udgifter i forbindelse med udlejning kan fratrækkes, såfremt den regnskabsmæssige metode anvendes. Hvis den skematiske ordning med bundfradrag derimod anvendes, træder bundfradraget i stedet for alle udgifter i forbindelse med udlejningen.

Fra indkomståret 2021 er anvendelsesområdet for ligningslovens § 15 P ændret, idet udlejningsresultatet efter denne bestemmelse fremover alene kan anvendes ved længerevarende udlejning af privat bolig. Ved længerevarende forstås udlejning af hele boligen i en periode på over 4 måneder (som dog ikke er påbegyndt erhvervsmæssig udlejning) eller udlejning af værelser i en periode på over 4 måneder.

Fremover vil resultatet af korttidsudlejning af værelser eller hele boligen en del af indkomståret skulle opgøres efter ligningslovens § 15 Q. Det betyder, at den type udlejning, der foretages i SKM2021.307.LSR, fra og med indkomståret 2021 vil skulle opgøres efter regelsættet i ligningslovens § 15 Q.

Det har været Skattestyrelsens faste praksis, at den lejlighed som ejeren ikke bebor i et tofamilieshus, ikke er omfattet af regelsættet i ligningslovens § 15 P og Q, men derimod blev opgjort efter de særlige regler, der gælder for tofamilieshuse, jf. C.H.3.4.1.1.1.

Af Den juridiske vejledning afsnit C.H.3.4.1.1.1. fremgår:

"Reglerne i LL § 15 P om udlejning af en helårsbolig en del af indkomståret anvendes ikke på udlejning af den lejlighed i et tofamilieshus, som ejeren ikke selv råder over."

Der er tale om en langvarig praksis. Tidligere fremgik dette af Ligningsvejledningen 2002-1 afsnit A.G.2.4.1:

"Bundfradraget udgør 1 1/3 % af den del af ejendomsværdien pr. 1. januar 2002, dog altid mindst 24.000 kr. pr. lejlighed, jf. LL § 15 P, jf. lovbekendtgørelse nr. 791 af 17. september 2002. Reglen gælder for alle ejere, der betaler ejendomsværdiskat af den udlejede del af ejendommen. Reglen gælder derfor også for ejere af tofamilieshuse, der bebor en af lejlighederne og som udlejer værelser i den pågældende lejlighed eller udlejer lejligheden (de selv bor i) en del af året. Metoden kan derimod ikke anvendes i forbindelse med udlejning af en lejlighed i et tofamilieshus, som ikke tjener til bolig for ejeren." (Skattestyrelsens understregning)

Formuleringen i Den juridiske vejledning skyldes, at når der er tale om et tofamilieshus, er der tale om to separate beboelseslejligheder, hvoraf ejeren som regel kun bebor den ene lejlighed. Ejeren udlejer således ikke værelser i den lejlighed, som ejeren bebor, når den anden selvstændige lejlighed udlejes. Der er heller ikke tale om, at man udlejer hele ejendommen en del af året, da man fortsat alene bebor den ene lejlighed, og hele ejendommen består af begge lejligheder.

Regelsættet har oprindeligt ikke været tiltænkt boliger, som man ikke selv beboede. Dette fremgår bl.a. af beskrivelsen af gældende ret, da man i 2002 forbedrede vilkårene for ligningslovens § 15 P (L 48 af den 9. januar 2002). Af beskrivelsen af gældende ret fremgår:

"Indtægter ved udlejning af værelser er principielt skattepligtige.

"Udlejning af værelser i ens egen bolig er i imidlertid i dag delvis fritaget for skat efter reglerne i ligningslovens § 15 P, stk. 1. Det gælder for både lejere og ejere.

Lejerne, der fremlejer en del af værelserne ud i den bolig, de selv bebor, kan i henhold til lig-ningslovens § 15 P, stk. 1, vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 2/3 af den samlede årlige husleje." (Skattestyrelsens understregning)

Byretten har i SKM 2014.567.BR taget stilling til udlejningen af en del af en ejendom, som reelt var et tofamilieshus, men som var registeret som enfamilieshus, hvor moderen, der ejede ejendommen, selv boede i den ene lejlighed, og lod sønnen benytte den anden. Der var således tale om langtidsudlejning af den anden bolig på ejendommen. Byretten kom frem til, at ejeren skulle beskattes af en objektiv leje, og at ligningslovens § 15 P ikke kunne anvendes. Byretten lagde vægt på, at ejendommen indeholdt to selvstændige beboelser, og derfor reelt set var et tofamilieshus. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der var betalt ejendomsværdiskat af ejendommen som enfamilieshus, og ejendommen ikke kunne registreres som et tofamilieshus. Denne praksis er ikke berørt af SKM2021.307.LSR.

4. Landsskatterettens afgørelse af 9. april 2021, SKM2021.307.LSR

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren var berettiget til at anvende bundfradraget i henhold til ligningslovens § 15 P, stk. 2. Klagerens ejendom var vurderet som en beboelsesejendom med to selvstændige lejligheder til beboelse, og ejendommen var indrettet i overensstemmelse hermed. Klageren anvendte den ene af lejlighederne til egen bolig, mens den anden lejlighed havde været korttidsudlejet i en del af indkomståret.

Landsskatteretten fandt, at det forhold, at klagerens ejendom indeholdt to selvstændige lejligheder til beboelse, ikke i sig selv udelukkede anvendelsen af bundfradraget efter ligningslovens § 15 P. Det var rettens opfattelse, at klagerens ejendom, i relation til ligningslovens § 15 P, måtte anses for at indeholde to selvstændige helårsboliger. Idet betingelserne for anvendelse af bundfradraget i øvrigt var opfyldt, fandt retten, at klageren kunne opgøre resultatet af udlejningen efter bundfradragsreglen i ligningslovens § 15 P.

5. Skattestyrelsens opfattelse

På baggrund af SKM2021.307.LSR finder Skattestyrelsen anledning til at ændre praksis i forhold til, om den lejlighed, som ejeren ikke selv bebor, kan korttidsudlejes efter reglerne i ligningslovens § 15 P, hvor ejeren har rådighed over lejligheden i de ikke udlejede perioder, og derfor betaler ejendomsværdiskat som følge af rådigheden. Fra indkomståret 2021 skal korttidsudlejningen opgøres efter ligningslovens § 15 Q.

6. Ny praksis

Landsskatteretten fandt i SKM2021.307.LSR, at ejeren kunne opgøre udlejningsresultatet af en korttidsudlejning efter ligningslovens § 15 P, for den lejlighed i et tofamilieshus, som ejeren ikke beboede, men havde rådighed over, og betalte ejendomsværdiskat af. Det er hermed en betingelse for at anvende regelsættet i ligningslovens § 15 P, at ejeren betaler ejendomsværdiskat af den lejlighed, der korttidsudlejes. Ejendomsværdiskatten er en rådighedsbeskatning. Det betyder, at når lejligheden står tom (eksempelvis i de perioder lejligheden ikke korttidsudlejes), vil ejeren som udgangspunkt have rådighed over lejligheden og skal derfor betale ejendomsværdiskat

Ved korttidsudlejning forstås udlejning af lejligheden, som strækker sig over mindre end 4 sammenhængende måneder.

Er der derimod tale om, at den anden lejlighed i tofamilieshuset er udlejet hele indkomståret, og der er påbegyndt en erhvervsmæssig udlejning af hele lejligheden, der strækker sig over 12 måneder, skal resultatet fortsat opgøres efter reglerne om objektiv leje i statsskattelovens § 4, litra b, jf. SKM2014.567.BR og SKM2019.646.LSR. Påbegyndes en erhvervsmæssig udlejning (længerevarende udlejning) midt i indkomståret, anvendes reglerne i statsskatteloven til at opgøre udlejningsresultatet fra påbegyndelsestidspunktet og ikke reglerne i ligningslovens § 15 P og Q, jf. TfS1996,306 DEP. På tilsvarende vis vil resultatet skulle opgøres efter statsskatteloven indtil den erhvervsmæssige virksomhed er ophørt. Fradragsretten for driftsomkostninger og vedligeholdelsesomkostninger på selve ejendommen er dog fortsat begrænset af ligningslovens § 15 J for hele tofamilieshuset, da erhvervsmæssig anvendelse af et tofamilieshus forudsætter, at begge lejligheder i huset anvendes erhvervsmæssigt, jf. C.H.3.2.3.1 Driftsomkostninger på fast ejendom. Denne retsstilling ændres ikke med Landsskatterettens afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse ændrer hermed alene ved opgørelsen af udlejningsresultatet for tofamilieshuse, hvor den anden lejlighed korttidsudlejes, og ejeren derfor har rådighed over denne lejlighed i de ikke udlejede perioder.

Afgørelsen betyder, at resultatet af udlejning af den eller de ejerboliger i tofamilieshuset, der er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, kan opgøres efter ligningslovens § 15 P eller Q. Fra indkomståret 2021 dog alene efter ligningslovens § 15 Q.

Såfremt ejendommen er vurderet som enfamilieshus, og der derfor betales ejendomsværdiskat af hele ejendommen, kan resultatet af en korttidsudlejning af den bolig, som ejeren selv benytter til beboelse opgøres efter ligningslovens § 15 P og Q til og med 2020. Fra indkomståret 2021 skal korttidsudlejningsresultatet opgøres efter ligningslovens § 15 Q.  Resultatet af udlejning af mindre udhuse og gæstehuse anses ikke for udlejning af en del af ejerens bolig og kan derfor ikke opgøres efter værelsesudlejningsreglerne i LL § 15 P og Q. Udlejning af et udhus eller gæstehus anses heller ikke for udlejning af en selvstændig bolig i LL § 15 P og Q. Resultatet opgøres i disse tilfælde efter statsskattelovens regler efter nettoindkomstprincippet i SL § 4.

I tilfælde, hvor både den lejlighed som ejeren bebor, og den lejlighed, som ejeren ikke bebor, korttidsudlejes, vil begge lejligheder have et bundfradrag efter ligningslovens § 15 P, jf. SKM2011.434.SR. Det vil sige, at tofamilieshuset i denne situation har to bundfradrag efter ligningslovens § 15 P.

Hvor flere ejer ejendommen i sameje og begge lejligheder korttidsudlejes, samtidig med at ejerne også bebor ejendommen, kan alle ejere få et bundfradrag, svarende til deres andel af den lejlighed, der er henført til den enkelte ejer.  Ejendommen har i dette tilfælde et bundfradrag pr. lejlighed, det vil sige to bundfradrag i alt. Det er dog en betingelse, at ejendommen reelt er et tofamilieshus. Er der indrettet to lejligheder i et enfamilieshus, uden at dette kan vurderes som et tofamilieshus, vil ejendommen alene have ét bundfradrag.    

Er der derimod tale om, at begge lejligheder udlejes i en periode, der strækker sig ud over indkomståret (dvs. udover en sammenhængende periode på 12 mdr.), og ejeren derfor ikke har rådighed over ejendommen, vil hele ejendommen blive udlejet erhvervsmæssigt efter reglerne i statsskatteloven § 4-6.

 Hvis alene den ene lejlighed udlejes i en periode, der strækker sig ud over ét indkomstår, og ejeren derfor ikke har rådighed over den ene lejlighed, mens ejeren selv bebor den anden lejlighed, opgøres udlejningsresultatet for den udlejede lejlighed efter de særlige regler for tofamilieshuse. Det betyder, at der skal ske beskatning af den objektive leje efter statsskattelovens § 4, men at fradrag for driftsomkostninger på ejendomme er afskåret efter ligningslovens § 15 J, sammenholdt med § 15 K, stk. 6. Der er således alene fradrag for udgifter forbundet med udlejningen. Dette kan eksempelvis være udgifter til inventar, annoncering mv. Til gengæld kan hele tofamilieshuset sælges skattefrit efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, herunder den lejlighed, som ejeren ikke selv har beboet.

Hvis den lejlighed ejeren selv bebor korttidsudlejes, opgøres udlejningsresultatet af denne lejlighed efter ligningslovens § 15 Q fra indkomståret 2021. Indtil 2021 har resultatet kunnet opgøres efter ligningslovens § 15 P eller Q.

7. Genoptagelse

Landsskatterettens afgørelse af 9. april 2021 medfører en ændring af praksis, og der er på denne baggrund adgang til genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Ordinær genoptagelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, kan der ske genoptagelse, hvis anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det pågældende indkomstår, såfremt der fremlægges oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Der vil således på baggrund af dette styresignal kunne ske genoptagelse af skatteansættelser fra og med indkomståret 2018, hvis der fremsættes anmodning herom senest den 1. maj 2022. Det betyder, at såfremt anmodningen om genoptagelse først fremsættes efter den 1. maj 2022, vil fristen for genoptagelse af indkomståret 2018 være udløbet.

Ekstraordinær genoptagelse

Er fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, udløbet, kan der i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, efter anmodning, ske ekstraordinær genoptagelse, såfremt hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan der ske genoptagelse til gunst for den skattepligtige fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i den første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis, eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet 3 år forud for underkendelsen af praksis.

SKM2021.307.LSR blev afsagt den 9. april 2021, og vedrører indkomståret 2017. Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der derfor i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, efter anmodning, ske ekstraordinær genoptagelse fra og med indkomståret 2017.

Forældelse

Adgangen til ekstraordinær genoptagelse er begrænset af den absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Reaktionsfrist

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes senest 6 måneder efter den skattepligtig er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Reaktionsfristen regnes fra offentliggørelsen af dette styresignal på SKAT.dk.

En anmodning om genoptagelse indgives til Skattestyrelsen via TastSelv eller fremsendes som fysisk post til adressen:

Skattestyrelsen, Nykøbingvej 76, 4990 Sakskøbing.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om navn, adresse, CPR-nr. eller CVR-nr.

Dokumentation

Det er en betingelse for genoptagelse, at den skattepligtig fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Den skattepligtige skal kunne dokumentere, at ejendommen er et en-eller tofamilieshus, og at der er betalt ejendomsværdiskat af hele ejendommen eller begge lejligheder i et tofamilieshus, og at der er foretaget korttidsudlejning af ejendommen.

8. Gyldighed

I det omfang praksisændringen er til gunst for den skattepligtige, har praksisændringen virkning fra datoen for offentliggørelsen af dette styresignal.

I det omfang praksisændringen er til ugunst for den skattepligtige, har praksisændringen virkning 6 måneder fra offentliggørelsen af styresignalet på SKAT.dk.

Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, afsnit C.H.3.4.1.1.2 Opgørelse af den skattepligtige indkomst efter ligningslovens § 15 Q.

Efter offentliggørelsen i Den juridiske vejledning 2022-2 og udløbet af reaktionsfristen, jf. ovenfor, er styresignalet ophævet.