Hvis tilladelsesindehaver ønsker at ændre på en gældende tilladelse, skal tilladelsesindehaveren indsende en ansøgning eller meddelelse om dette til Spillemyndigheden. Dette gælder, hvis der ønskes:
- Udvidelse af antallet af spilleautomater
- Ændringer i spillehallers indretning
- Navneændring til spilsteder
- Overtagelse eller overdragelse af eksisterende tilladelse
Udvidelse af antallet af spilleautomater
Hvis en tilladelsesindehaver ønsker at udvide antallet af spilleautomater i en spillehal i forhold til det maksimale antal, som fremgår af tilladelsen, skal tilladelsesindehaveren ansøge Spillemyndigheden om dette via blanket 6-01.
En målfast plantegning over spillehallen, hvor alle indgange, diske og andre aktiviteter i tilstødende lokaler er indtegnet og beskrevet, skal indsendes til Spillemyndigheden sammen med ansøgningen. Når ansøgningen er modtaget af Spillemyndigheden, bliver ansøgningen sendt til høring ved politiet. Den nye indretning skal godkendes af Spillemyndigheden.
Hvis høringssvaret er positivt, og indretningen godkendt, vil Spillemyndigheden udstede en tilladelse, hvoraf det fremgår, at det tilladte antal spilleautomater er udvidet.
Ændringer i spillehallers indretning
Spillemyndigheden stiller krav til en spillehals indretning og skal godkende lokalets indretning inden en tilladelse til opstilling og drift af gevinstgivende spilleautomater kan udstedes.
Hvis en tilladelsesindehaver ønsker at ændre indretningen i en spillehal, skal Spillemyndigheden have besked om dette. Tilladelsesindehaver skal fremsende en ny, målfast plantegning over spillehallen. Det skal tydeligt fremgå af denne tegning, hvordan lokalet ønskes ændret og indrettet.
Spillemyndigheden vil eventuelt besigtige lokalet og efterfølgende skriftligt meddele tilladelsesindehaver, om ændringerne kan godkendes.
Navneændring til spilsteder
Hvis et spilsted skifter navn, skal der sendes en mail om dette til Spillemyndigheden. Spillemyndigheden sender herefter tilladelsesindehaveren en ny tilladelse med det nye navn, hvis tilladelsen fortsat kan udstedes.
Overtagelse eller overdragelse af eksisterende tilladelse
Hvis en eksisterende tilladelse ønskes overtaget af, eller overdraget til, en anden tilladelsesindehaver, skal den nye tilladelsesindehaver ansøge Spillemyndigheden via ansøgningsblanket 6-01, hvor alle rubrikker skal udfyldes. Dette gælder uanset om den overtagende tilladelsesindehaver er ny eller allerede eksisterer.