Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke sager der kan behandles i fogedretten.

Afsnittet indeholder:

Fogedrettens kompetence
Udlæg
Kontrolafgifter
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Fogedrettens kompetence

Hvor restanceinddrivelsesmyndigheden bistår offentlige kreditorer med at inddrive gæld, er det fogedretten, der bistår de private kreditorer med at inddrive gæld hos andre private. Fogedretten har imidlertid også kompetence til at behandle visse indsigelser og klager over inddrivelsesskridt, som restanceinddrivelsesmyndigheden foretager. Se skatteinddrivelseslovens § 6. Fogedretten har således kompetence til at prøve indsigelser, som fremsættes mod udlæg, der foretages af pantefogeden, ligesom fogedretten er "klageinstans" for visse bestemte kontrolafgifter. Fogedrettens kompetence som "klageinstans" kræver særlig lovhjemmel.

Fogedretten kan som hovedregel alene træffe afgørelser vedrørende indsigelser mod foretagne udlæg af pantefogeden. Indsigelser over andre afgørelser fra restanceinddrivelsesmyndigheden skal indbringes for Landsskatteretten. Se gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Kompetencen til at behandle sagerne tilkommer dog Skatteankestyrelsen. Se § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 967 af 28. juni 2023 afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen. Se også afsnit A.A.10.2.3.4 Skatteankestyrelsens klagebehandling.

Hvis pantefogeden i tilknytning til en udlægsforretning nægter at tiltræde en afdragsordning efter retsplejelovens § 525, kan skyldner protestere over dette, og denne protest kan indbringes for fogedretten. Se SKM2011.318.Ø, hvor Østre Landsret fandt, at en skyldner i medfør af skatteinddrivelseslovens § 6 kan klage til fogedretten over et afslag på en afdragsordning efter retsplejelovens § 525.

Fogedretten kan dog ikke tage stilling til en sag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har givet afslag på en afdragsordning, når dette ikke er sket i tilknytning til en udlægsforretning. Hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har truffet en afgørelse om en afdragsordning i medfør af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens bestemmelser, kan der klages herover til Skatteankestyrelsen. Hvis der i stedet er tale om en afdragsordning, som restanceinddrivelsesmyndigheden har aftalt med skyldner som led i restanceinddrivelsesmyndighedens faktiske forvaltningsvirksomhed, så kan ordningen ikke påklages. Se herom i Landsskatterettens udtalelse i SKM2010.833.LSR.

Fogedretten tager også stilling til de indsigelser, der eventuelt fremsættes i de tilfælde, hvor pantefogeden medtager genstande på baggrund af et udlæg.

Udlæg

Indsigelser mod pantefogedens udlæg afgøres af fogedretten. Se skatteinddrivelseslovens § 6.

Fogedretten behandler indsigelser primært efter reglerne i retsplejelovens § 499 til § 503.

De indsigelser, der kan indbringes for fogedretten, skal enten vedrøre:

Det krav, der foretages udlæg for eller
Selve udlægsforretningens foretagelse.

Indsigelser mod udlæg foretaget af pantefogeden kan derfor vedrøre:

Hjemlen for udpantningsretten
Kravets eksistens, herunder om kravet er ophørt
Kravets størrelse
Fremgangsmåden under udlægsforretningen
Genstand for udlæg
Afhentning af udlagte genstande
Beregning af retsafgiften.

Særligt vedrørende skattekrav

Fogedretten kan ikke tage stilling til skattemyndighedernes ansættelse af beregningsgrundlaget, skattepligten og selve skatteberegningen.

Kontrolafgifter

Skyldners klager over kravets eksistens og størrelse vedrørende kontrolafgifter efter:

indbringes for fogedretten, uanset om skyldners indsigelse vedrører kravets oprindelige berettigelse eller forhold, der er indtrådt under restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af kravet. Se § 18 i gældsinddrivelsesloven og gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 43.

Reglerne for fogedrettens behandling af indsigelser om krav vedrørende kontrolafgift vil således i alle tilfælde kunne angå kravets berettigelse, berettigelsen af en afgørelse om lønindeholdelse og om en gennemført modregning. I SKM2014.4.LSR fandt Landsskatteretten, at en klage over lønindeholdelse til dækning af gæld vedrørende gebyr i forbindelse med en kontrolafgift efter jernbaneloven skulle indbringes for fogedretten.

I SKM2010.106.ØLR, fandt Østre Landsret ikke, at der skal være foretaget lønindeholdelse eller gennemført modregning, før fogedretten kan behandle indsigelse om kravets berettigelse. Fogedretten havde afvist at behandle en indsigelse om berettigelsen af en parkeringsafgift, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden havde tillagt skyldners indsigelser opsættende virkning. Landsretten udtalte, at gældsinddrivelseslovens § 18 ikke kan forstås således, at der, uanset restanceinddrivelsesmyndigheden har tillagt en indsigelse opsættende virkning i medfør af gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, skal være foretaget lønindeholdelse eller gennemført modregning, før fogedretten kan behandle indsigelser om kravets berettigelse. Sagen blev derfor hjemvist til fogedretten.

Bemærk

Klager, der ikke vedrører kontrolafgifter, fx licensrestancer, er ikke omfattet af § 18 i gældsinddrivelsesloven.

Der er særlige klageregler vedrørende klager over idømte og vedtagne bøder, offerafgift, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger, som det efter lovgivningen påhviler politiet at opkræve. Se afsnit G.A.3.7.1 Bøder: politibøder, administrative bøder og tvangsbøder.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Landsretten
FM 2023.12	Skyldner indbetalte det skyldige beløb til Gældsstyrelsen på mødet med pantefogeden. Herefter fremsatte skyldner indsigelser over for pantefogeden, som blev afvist i fogedretten og stadfæstet i landsretten. Idet skyldner selv har indbetalt beløbet, og pantefogeden således ikke har foretaget et udlæg, der kan indbringes for fogedretten, har fogedretten ikke hjemmel til at behandle klagen.	Dette er i overensstemmelse med praksis gengivet i FM 2014.94
SKM2017.329.ØLR	I en sag, havde SKAT ikke tillagt skyldners indsigelse mod en parkeringsafgift opsættende virkning efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2. Skyldner protesterede mod dette og gjorde gældende, at der gælder en uskyldsformodning, og derfor burde inddrivelsen være tillagt opsættende virkning. SKAT gjorde under sagen gældende, at hovedreglen er, at et krav ikke skal tillægges opsættende virkning, men at SKAT har mulighed for at beslutte dette. SKAT henviste endvidere til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at EMRK art. 6 ikke er til hinder for, at en strafferetlig sanktion kan fuldbyrdes inden, der foreligger en endelig domstolsafgørelse. Fogedretten fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med rette, og at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været berettiget. Østre Landsret gav SKAT medhold i, at der kunne foretages inddrivelse af parkeringsafgiften, uanset at der var gjort indsigelse mod afgiftens berettigelse. Østre Landsret kom til dette resultat, selvom landsretten samtidig fandt, at parkeringsafgiften var pålagt med urette.
SKM2017.278.BR	SKAT havde foretaget udlæg på baggrund af en anmodning fra de tyske skattemyndigheder. Skyldner gjorde gældende, at inddrivelsesdirektivet var implementeret i strid med grundlovens § 20 og i øvrigt var i strid med det danske retsforbehold. Herudover gjorde skyldner gældende, at der skulle tillades fuld bevisførelse for den tyske fordrings rigtighed ved fogedretten. Fogedretten lagde til grund, at spørgsmålet om inddrivelsesdirektivets lovlighed i forhold til grundlovens § 20 ikke var blevet prøvet ved EU-Domstolen eller indirekte ved en præjudiciel forelæggelse. Fogedretten var derfor ikke kompetent til at efterprøve, om dele af inddrivelsesdirektivet var uanvendeligt i dansk ret. Fogedretten fandt endvidere, at direktivet ikke var i strid med det danske retsforbehold. Direktivet skulle derfor lægges til grund i sagen. Som følge heraf fandt fogedretten, at spørgsmålet om den underliggende tyske fordrings rigtighed hørte under de tyske myndigheders kompetencer, hvorfor der ikke blev tilladt bevisførelse for kravets rigtighed ved fogedretten.
SKM2011.318.ØLR	En skyldner fremsatte under en udlægsforretning indsigelse mod, at pantefogeden meddelte afslag på skyldners anmodning om at kunne afdrage restancen over 10 måneder, jf. retsplejelovens § 525, stk. 2. Østre Landsret fandt som følge af denne bestemmelses forarbejder og skatteinddrivelseslovens § 5, at en skyldner i medfør af skatteinddrivelseslovens § 6 kan klage til fogedretten over et sådant afslag. Landsretten udtalte, at der for fogedretten kun undtagelsesvist vil kunne være grundlag for at træffe afgørelse om en afdragsordning efter retsplejelovens § 525, stk. 2, og fandt i den konkrete sag, at der ikke var grundlag for at imødekomme skyldners ønske om en afdragsordning.	Østre Landsrets kendelse giver mulighed for, at fogedretten kan prøve sager vedrørende afdragsordninger.
SKM2010.106.ØLR	SKAT havde indbragt berettigelsen af en parkeringsafgift for fogedretten. Indbringelsen var tillagt opsættende virkning. Fogedretten afviste at behandle sagen. Landsretten fandt ikke, at der skal være foretaget lønindeholdelse eller gennemført modregning, før fogedretten kan behandle indsigelse om kravets berettigelse. Sagen blev hjemvist til fogedretten.
Landsskatteretten
U 2004.2797 VLR	Retsplejelovens § 504 om genoptagelse af fogedforretning gælder også prøvelse af told- eller pantefogedudlæg.
SKM2014.4.LSR	Klage over lønindeholdelse til dækning af gæld vedrørende gebyr i forbindelse med en kontrolafgift efter jernbaneloven skulle indbringes for fogedretten.	Der er tale om gebyrer pålagt en billetrestance, og i de tilfælde, hvor en klage vedrører både billetrestance og gebyrer, er kompetencen til at behandle klagen i det hele tillagt fogedretten. For så vidt angår rette klageinstans ses der ikke at være grundlag for at sondre mellem de situationer, hvor klagen både vedrører en billetrestance og pålagte gebyrer, og de situationer, hvor klagen alene vedrører pålagte gebyrer.
SKM2010.833.LSR	Landsskatteretten afviste en klage angående en afdragsordning for en igangværende virksomhed. Der blev lagt vægt på, at gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, alene omfatter personer, herunder afdragsordninger for afmeldte virksomheder, og at afdragsordninger for igangværende virksomheder aftales som led i SKATs faktiske forvaltningsvirksomhed.	.