Dato for udgivelse
30 Mar 2009 16:10
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 Mar 2009 14:46
SKM-nummer
SKM2009.250.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-162084
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning + Ekspropriation
Emneord
Ejendomme, frivillig afståelse, ekspropriation, ejendomsavance
Resumé

Skatterådet afviste at tage stilling til, om de erstatninger, som kommunen udbetaler til lodsejere i henhold til frivillige aftaler om etableringen af et vådområde ved P som følge af vandmiljøplan II, i alle tilfælde eller i nogle tilfælde opfylder betingelserne for skattefrihed efter EBL § 11, 2. pkt.

Reference(r)
Ejendomsavancebeskatningsloven § 11
Henvisning
Ligningsvejledningen 2009-1 E.J.2.8
Spørgsmål

Kan erstatningen for afståelse af rettigheden over areal som omdannes fra landbrugsjord til vådområde udbetales på ekspropriationslignende vilkår, når erstatningen fastsættes i forbindelse med og i tilknytning til ekspropriationsforløb, hvor ejeren indgår aftale om erstatningsbeløbet med kommunen, altså uden en tvist, der skal behandles af taksationsmyndighederne?

Svar

Spørgsmålet afvises, se indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A Kommune ønsker at gennemføre etableringen af et vådområde ved P, som følge af vandmiljøplan II. Vandmiljøplan II er en aftale fra 1998 mellem landbruget, staten og amterne. A Kommune viderefører det arbejde, som amtet igangsatte.

X ejendomme har arealer, der er beliggende i projektområdet. I et vedlagt bilag er vedlagt en særudgave af ekspropriationsmaterialets arealfortegnelse, hvor specifikke oplysninger om ejendommene og erstatningsbeløbene kan ses. I et ligeledes vedlagt bilag fremgår den ekspropriationsplan, der skal benyttes under åstedsforretningen den 19. og 20. november.

Baggrunden for etableringen af vådområdet er regeringens vandmiljøplan II. Gennemførelse af vandmiljøplan II har primært til formål, at fjerne kvælstof og tilbageholde fosfor fra vandmiljøet.

Årsagen til, at A Kommune ønsker et bindende svar er, at kommunen gerne vil kunne rådgive de involverede ejere i projektet skattemæssigt korrekt i forbindelse med gennemførelse af projektet.

A Kommune ønsker at gennemføre projektet i løbet af det næste års tid, med start i efteråret/vinteren 2008.

De X ejendomme, som er omfattet af projektet, vil fortsat have ejendomsret til arealerne, men arealerne, som i dag dyrkes landbrugsmæssigt, vil få en ændret anvendelse: vådområde. Rettigheden til arealerne sikres ved tinglysning af en deklaration.

Kommunen har indledt en nærmere dialog med lodsejerne, som hovedsageligt er positivt stemt overfor kommunens projekt om etablering af et vådområde. Et par af ejerne er dog imod kommunens projekt om etablering af et vådområde, hvorfor A Kommune vil gennemføre ekspropriation på disse ejendomme, med henblik på en gennemførelse af projektet.

A Kommunes Byråd traf den 28. maj 2008 beslutning om, at der skal foretages ekspropriation i fornødent omfang efter gældende regler, idet kommunens bestræbelser i øvrigt forsat går på at indgå frivillige aftaler med hver enkelt af de berørte i vådområdeprojektet P.

A Kommune ønsker, at alle lodsejerne, der er omfattet af projektet, skal behandles skattemæssigt ens, hvorfor kommunen ønsker at kunne fortælle ejerne, uanset om de er enige i projektet eller ej, at erstatningen kan udbetales på ekspropriationslignende vilkår, altså skattefrit. A Kommune har den opfattelse, at man ikke kun skal have skattefrihed, hvis man er utilfreds med det projekterede vådområde.

A Kommune ønsker at igangsætte projektet i efteråret 2008, fra sidst i november måned med gennemførelse af ekspropriation og erstatningsforhandlinger, hvorfor sagsbehandlingen af det bindende svar meget gerne skulle afklares snarest muligt.

Bindingsperioden må gerne begynde ved SKATs afsigelse af det bindende svar.

SKATs indstilling og begrundelse

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring ved handel med fast ejendom, medregnes som udgangspunkt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Dette gælder dog ikke for fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation af fast ejendom. En sådan fortjeneste er skattefri efter § 11, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven (EBL). Reglen om skattefritagelse gælder efter lovens § 11, 2. pkt., også for fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

Det er ved en højesteretsdom fastslået, at det efter sammenhængen med EBL § 11, 1. pkt., må være en betingelse for anvendelse af EBL § 11, 2. pkt., at det på aftaletidspunktet må påregnes, at dispositionen vil blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke bliver indgået, jf. SKM2006.438.SKAT og Ligningsvejledningen 2009-1, afsnit E.J.2.8.

Følgende krav skal være opfyldt på aftaletidspunktet, for at overdragelsen af en fast ejendom kan anses for sket i en ekspropriationssituation:

1. Der skal på aftaletidspunktet være ekspropriationshjemmel i lovgivningen til det pågældende formål. 

2. På aftaletidspunktet må det kunne påregnes, at ekspropriation vil ske i mangel af frivillig aftale, dvs. at den eksproprierende myndighed skal udvise vilje til at ekspropriere. Der skal foreligge ekspropriationsrealitet. 

A Kommune har oplyst, at hjemlen til at ekspropriere til realisering af projektet findes i § 60 i lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni 2007 om naturbeskyttelse:

"Miljøministeren kan ekspropriere ejendom i landzone eller sommerhusområder, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af lovens formål, herunder til genopretning af vådområder, som skal medvirke til at forbedre vandmiljøet." 

Efter lovens § 60 a kan miljøministeren med henblik på genopretning af vådområde, som skal medvirke til at forbedre vandmiljøet, bemyndige amtsrådet til at udøve de beføjelser, som er tillagt miljøministeren bl.a. i henhold til § 60, stk. 1.

I medfør af § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1348 af 11. december 2006 om kommunalbestyrelsens beføjelser ved genopretning af vådområder er miljøministerens beføjelser til at eksproprieret overdraget til kommunalbestyrelsen.

SKAT skal hertil bemærke, at det fremgår af forarbejderne til naturbeskyttelseslovens § 60, stk. 1, og § 60 a, som affattet ved lov nr. 478 af 1. juli 1998, at genopretningen af vådområderne så vidt muligt skal ske ved frivillige aftaler, og at det er forudsat, at der kun kan ske ekspropriation, hvis "en enkelt eller nogle få lodsejere forhindrer et projekt, hvortil der i øvrigt er stor lodsejertilslutning" (Folketingstidende 1997-98, 2. samling, Tillæg A, side 1462). Dette fremgår også af miljø- og energiministerens svar til Miljø- og Planlægningsudvalget under lovforslagets behandling i udvalget (samme sted, Tillæg B, side 325) og af ministeriets vejledning nr. 133 af 15. juli 1998.

SKAT skal bemærke, at EBL § 11, 1. og 2. pkt.,  er formuleret således:

"§ 11. Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen."

Naturbeskyttelsesloven forudsætter, at der kun kan ske ekspropriation, hvis "en enkelt eller nogle få lodsejere forhindrer et projekt, hvortil der i øvrigt er stor lodsejertilslutning".

SKAT kan derfor ikke afgøre, om A Kommune overfor de enkelte lodsejere opfylder betingelserne for at kunne ekspropriere eller ej.

Det er derfor SKATs indstilling, at spørgsmålet må afvises, da der ikke kan afgives et entydigt bindende svar på, om de erstatninger, der udbetales i henhold til frivillige aftaler, i alle tilfælde eller i nogle tilfælde opfylder betingelserne for skattefrihed efter EBL § 11.

SKAT skal tilføje, at erstatninger, der modtages i anledning af en egentlig ekspropriation, vil være skattefri efter EBL § 11, 1. pkt.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet er enig i indstillingen og begrundelsen.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.