åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "S.C.6.1.6 Ikke-erhvervsmæssige indtægter" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indkomster, der ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssige, er som nævnt ikke skattepligtige. Skattefri, ikke-erhvervsmæssige indtægter består hovedsagelig i beløb, som tilflyder en forening m.v., uden at denne skal udfolde nogen væsentlig aktivitet for at oppebære dem. Som typiske indtægter af denne art kan nævnes gaver, indskud, medlemskontingenter samt tilskud. For tilskuddenes vedkommende er det uden betydning, om de ydes af offentlige eller private midler, se i øvrigt skd. 1983.65.156.

Et sponsortilskud til en idrætsforening blev ikke anset for skattepligtig indkomst for foreningen, da beløbet ikke tilgik en erhvervsmæssig virksomhed. Betingelsen om kommunikation og rådgivning, som fulgte sponsortilskuddet, måtte blot betragtes som et forhold, der reducerede værdien af den gave, der blev ydet, jf. Skattepolitisk Oversigt 1983.81 DEP.

I TfS 2000, 690 LSR blev et tilskud ydet til en forening af offentlige midler omvendt anset skattepligtigt, idet foreningen havde modtaget tilskuddet specielt med henblik på udøvelsen af den erhvervsmæssige aktivitet (et friluftsspil). Se tilsvarende SKM2002.656.LSR. Afgørelserne er omtalt under afsnit S.C.6.1.1.

I TfS 1994, 432 LR påtænkte en medarbejderforening, der var underafdeling af en fagforening, at stifte en forening med det formål at uddele ophavsretsmidler til efteruddannelsesprojekter. Ophavsretsmidlerne skulle komme fra to kilder, dels fra arbejdsgiveren og dels fra fagforeningens ophavsretsfond. Ligningsrådet anså foreningen for omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og ikke af FBL § 1, stk. 1, nr. 2. Rådet fandt dernæst, at foreningens indtægter var skattefri, ikke-erhvervsmæssige indtægter. Ved afgørelsen var det herved lagt til grund, at medarbejderforeningens enkelte medlemmer i medfør af ophavsretsloven og fotografiloven havde visse ophavsrettigheder, og at medarbejderne kollektivt og uden vederlag havde overdraget disse til medarbejderforeningen/fagforeningen, der igen havde videreoverdraget rettighederne til foreningen. Erhvervelsen og udnyttelsen af denne immaterielle ret for foreningen fandtes ikke at være af en sådan art, at den kunne karakteriseres som erhvervsmæssig virksomhed efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. De pågældende indtægter tilflød således foreningen, uden at den skulle udfolde nogen væsentlig aktivitet for at oppebære dem. Se også om samme afgørelse afsnit S.C.6.1.9.