åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Den udenlandske indkomst medregnes efter creditmetoden ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Herefter ophæves dobbeltbeskatningen ved, at Danmark i de beregnede skatter giver nedslag med det mindste af følgende to beløb:

  • enten den betalte udenlandske skat af den udenlandske indkomst,
  • eller den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst. 

Denne creditmetode benævnes almindelig credit.

Metoden medfører, at der indrømmes credit for hele den i udlandet betalte skat, når den udenlandske skat er mindre end den danske skat af den udenlandske indkomst (fuld credit).

Der indrømmes derimod kun credit for et beløb svarende til den danske skat af den udenlandske indkomst, når den udenlandske skat er højere end den danske skat (maksimal credit). Nedslaget vil være identisk med nedslag beregnet ved exemption med progressionsforbehold efter ny metode.  

I credittilfældene kan man således populært sige, at hvis en skatteyder af en udenlandsk indkomst har betalt skat med en mindre gennemsnitsskatteprocent end den danske, får han ved skatteberegningen her i landet refunderet et beløb svarende til den udenlandske skat, mens han, såfremt hans gennemsnitsskatteprocent her i landet er mindre end den udenlandske, kun får nedslag svarende til den danske skat, der falder på den udenlandske indtægt.

Nogle stater giver visse skattebegunstigelser, som skal komme udenlandske investorer til gode. Anvendelsen af lempelsesmetoden almindelig credit vil i sådanne tilfælde bevirke, at domicillandet kun kan give credit i dets skat svarende til den nedsatte skat i kildelandet. Dette medfører, at bopælslandet skat bliver så meget højere. Metoden "matching-credit" sikrer, at bopælslandet giver credit for et beløb svarende til den skat, som skulle have været betalt i kildestaten, jf. afsnit D.D.2 om artikel 23 A + B.