Beløb, der afsættes på konto for indvendig og udvendig vedligeholdelse, og som ikke er omfattet af reglerne i LL § 14 G (se afsnit E.K.2.14), tilhører udlejeren på samme måde som den øvrige del af lejeindtægten. Beløbene er derfor indkomstskattepligtige for udlejeren, se UfR 1959, 656 HRD.
Når udlejeren senere afholder vedligeholdelsesudgifter, kan disse fradrages efter almindelige regler, LSRM 1958, 149 LSR. De særlige regler om begrænsningen i adgangen til at fradrage udgifter til vedligeholdelse af nyerhvervede ejendomme gælder også i disse tilfælde.
Beløb, der indestår på en udlejningsejendoms ►ubundne◄ vedligeholdelseskonti, og som ved salg af ejendommen godskrives køberen, er fradragsberettiget ved opgørelsen af fortjeneste, som beskattes i medfør af bestemmelsen i SL § 5 a eller efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, men beløbene kan ikke fradrages som driftsudgift ved indkomstopgørelsen i salgsåret, jf. TfS 1991, 457 HRD.