►Der kan gives tilladelse til at afholde landbaseret lotteri til fordel for et almennyttigt formål eller til et politisk parti, som er opstillingsberettiget til Folketinget eller et nationalt parlament i et andet EU- eller EØS-land, og som afholder lotteri til fordel for sig selv.
Almennyttigt lotteri skal således afvikles fysisk og ikke online.
Der må ikke opstilles elektroniske spilleterminaler i lokaler, hvor der afholdes almennyttigt lotteri i form af bingo.
Lodder i et lotteri uden forhåndstrækning må sælges og udleveres til deltageren ved brug af fjernkommunikation. Ved lotteri med forhåndstrækning forstås et lotteri, hvor deltagerne straks efter, at købet er foretaget, kan se, om der er gevinst.
Lodder i et lotteri med forhåndstrækning må sælges ved brug af fjernkommunikation, men skal udleveres i fysisk form til deltageren. Dette gælder dog ikke for lotteri afholdt i forbindelse med et landsdækkende radio- eller tv-program. Ved lotteri uden forhåndstrækning forstås et lotteri, hvor deltageren ikke straks efter, at købet er foretaget, kan se, om der er gevinst, og hvor vindertrækningen sker efter salgsperiodens afslutning.
Det er således muligt at sælge lodder både fysisk og digitalt, fx via tilladelsesindehavers hjemmeside. Det er dog et krav, at tilladelsesindehaverne har udfærdiget lodderne på forhånd således, at de ikke genereres af betalingstjenesten i forbindelse med salget.
Se SPILL § 10, stk. 1, og BEK nr. 1438/2024 § 4 og § 20, stk. 2.◄
►◄
Ved afholdelse af almennyttigt lotteri med ikke-forhåndstrukne lodder kan lotteriet udbydes i hele landet.
Et almennyttigt lotteri med forhåndstrukne lodder kan kun udbydes landsdækkende, hvis gevinsterne ikke består af kontantbeløb, værdipapirer eller lignende. Det samme gælder for banko. Gevinsterne må dog godt være gavekort, hvis disse ikke kan omsættes til kontanter. Hvis lotteriet er begrænset til alene at dække fem politikredse, kan Spillemyndigheden tillade afholdelsen af et almennyttigt lotteri med gevinster af kontantbeløb, værdipapirer eller lignende.
Se BEK nr. 1288/2019 § 4.
Se også
- Afsnit J.A.7.4.2 Regler om gevinster i et almennyttigt lotteri, hvor forskellen mellem ikke-forhåndstrukne og forhåndstrukne lodder er beskrevet.