Fratrædelsesgodtgørelser der udbetales i anledning af en medarbejders fratræden, indgår i den personlige indkomst ved skatteberegningen efter LL § 7 U, medmindre der er tale om uddannelsesydelser, der er skattefrie efter LL § 31. Der skal dog være tale om et på forhånd fastlagt beløb, jf. TfS 1985, 556, hvor der var tale om en over en vis periode løbende ydelse, der bortfaldt ved den ansattes død. Under disse omstændigheder var godtgørelsen almindelig indkomstskattepligtig. I TfS 1992, 28 H fratrådte en skatteyder sin stilling som kommunaldirektør på betingelse af, at han i et år efter sin fratræden skulle have tjenestefrihed med løn, svarende til stillingens hidtidige aflønning med udbetaling månedsvis forud. Udbetalingerne blev af landsretten anset som almindelig skattepligtig indkomst. Højesteret fandt, at uanset udbetalingerne blev betegnet som løn under tjenestefrihed og udbetalt månedsvis, måtte det reelt anses som godtgørelse i anledning af fratræden. Herefter skulle godtgørelsen ud over den del, han ville have modtaget som løn i opsigelsesperioden på 3 måneder, beskattes som fratrædelsesgodtgørelse. Den løbende "løn"udbetaling var øjensynlig ikke i denne sag gjort livsbetinget. Værdien af naturalier kan efter omstændighederne betragtes som fratrædelsesgodtgørelse se SKM2005.530LSR.

LL § 7 U har virkning for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelser, der sker den 1. januar 2000 eller senere. For at forebygge misbrug indeholder loven for fratrædelsesgodtgørelser en række opstramninger af de hidtil gældende regler.

Betingelsen anses ikke for opfyldt, dersom arbejdsgiveren er et A/S, og beløbet udbetales af aktiemajoritetshaveren. Betingelsen anses heller ikke for opfyldt ved udbetaling af godtgørelse fra en fond, som er et selvstændigt retssubjekt uafhængigt af arbejdsgiveren, uanset at der eventuelt er en nær forbindelse mellem de to retssubjekter, jf. skd. 1974.28.77, LSRM 1978, 167 LSR og TfS 1988, 674 LSR. Ligeledes anses bestemmelsen ikke anvendelig for en bod, udbetalt til klagerens fagforbund og videregivet til klageren, LSRM 1979, 55 LSR.

Anvendelsen af reglerne er endvidere betinget af, at beskæftigelsen på virksomheden fuldstændig ophører jf. LL § 7 U, stk. 2, se også SKM2001.251.LR. Det betyder, at en godtgørelse, der udbetales ved en delvis fratræden af en stilling, ikke vil opfylde kriterierne for skattefrihed. En fratrædelsesgodtgørelse, der ydes i forbindelse med overgang til en anden stilling hos samme arbejdsgiver, vil derfor skulle beskattes som almindelig indkomst uden bundgrænse. Tilsvarende gælder for:

1. godtgørelser, der udbetales ved overgang til en stilling omfattet af et andet overenskomstgrundlag,
2. godtgørelser, der ydes ved overgang til anden ansættelse, hvor funktionærlovens regler ikke gælder, og
3. godtgørelser, der ydes ved overgang til fleksjob m.v., når arbejdsgiveren før og efter overgangen fortsat er den samme.

Desuden vil en godtgørelse, der udbetales i forlængelse af udløbet af en åremålsansættelse, ikke opfylde kriterierne for skattefrihed, hvis den ansatte fortsætter i samme eller en anden stilling i virksomheden. Godtgørelsesbeløb, der ydes personalet i forbindelse med lang tjeneste ved afhændelsen af en virksomhed, vil heller ikke opfylde kriterierne for skattefrihed.

Der kan ikke udbetales en fratrædelsesgodtgørelse til en medarbejder, der aldrig er tiltrådt en stilling. Bliver en medarbejder således løst fra ansættelsen inden stillingens tiltrædelse, og udbetales der i den forbindelse en godtgørelse, er dette beløb ikke omfattet af de særlige skatteregler for fratrædelsesgodtgørelser, da der aldrig har foreligget et tjenesteforhold.

Det er en forudsætning for anvendelse af reglerne, at godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Hvis beløbet udbetales efterfølgende, skal det fuldt ud medregnes til den skattepligtige indkomst. Dette er præciseret i loven. Se TfS 1986, 39 LSR, hvor en ansat, der i en alder af 62 år var blevet førtidspensioneret, ved sit fyldte 65. år overgik til almindelig alderspension og  i forbindelse hermed fik udbetalt et engangsbeløb af sin tidligere arbejdsgiver. Beløbet skulle medregnes ved opgørelsen af hans personlige indkomst. I TfS 2000 644, LSR blev et beløb udbetalt til en fagforeningssekretær i forbindelse med fratræden anset som en skattepligtig lønkompensation efter statsskattelovens § 4 og ikke som fratrædelsesgodtgørelse efter dagældende ligningslovs § 7 O. I SKM2003.77.TSS modtog en elev en erstatning på 25.000 kr., fordi elevtiden blev afbrudt 3 måneder før tid. Da beløbet ikke reelt erstattede løn, idet eleven fik løn og feriepenge frem til sidste arbejdsdag, blev beløbet betragtet som en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 U. Hvis en medarbejder efter ansættelsens ophør, som følge af en retssag eller et forlig mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren eller dennes faglige organisation, får udbetalt et godtgørelsesbeløb, anses beløbet ifølge praksis for at være udbetalt i tidsmæssig tilknytning til afskedigelsen, og betingelsen vil derfor være opfyldt i dette tilfælde. Beskatning skal dog først finde sted, når kravet er fastslået ved endelig dom eller forlig. Om beskatningstidspunktet se afsnit A.A.2.1.

De såkaldte afviklingsgodtgørelser er som hidtil også omfattet af bestemmelsen. En afviklingsgodtgørelse er en fratrædelsesgodtgørelse, som er betinget af, at den fratrædende forbliver i sin stilling, indtil arbejdsgivervirksomheden er afviklet. En afviklingsgodtgørelse er omfattet af de gældende regler, uanset om erhvervelsen sker efter kollektiv eller individuel aftale. Det er dog en betingelse, at arbejdstageren ikke efterfølgende flytter med virksomheden.

Reglerne gælder også, når arbejdstageren selv opsiger sin stilling til omgående fratræden eller med kortere varsel, end han ville have krav på. Efter loven kan man fortsat i den situation, hvor den opsigende medarbejder har været ansat i virksomheden i mange år, udbetale en lempeligt beskattet fratrædelsesgodtgørelse, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldte. Ligeledes betragtes den afskedigelsesløn, der ved afskedigelse af funktionærer med henholdsvis 12, 15, eller 18 års anciennitet udbetales med henholdvis 1, 2 eller 3 måneders løn ud over, hvad der betales til fratrædelsesdatoen, jf. funktionærlovens § 2 a, som personlig indkomst efter LL § 7 U.

Derudover gælder reglerne også, når en arbejdsgiver i forbindelse med en medarbejders fratræden som led i en fratrædelsesordning, der træder i stedet for en opsigelse, udbetaler en godtgørelse.

Hvis modtageren af en fratrædelsesgodtgørelse ikke oppebærer indkomst fra stillingen for tiden fra opsigelse/fratrædelse og indtil det tidspunkt, hvor den pågældende kunne være opsagt i henhold til ansættelseskontrakt mv., skal efter loven en så stor del af godtgørelsen, der svarer til den løn, som den pågældende ville have fået i perioden frem til opsigelsesperiodens udløb, medregnes til den personlige indkomst. Dette beløb er ikke omfattet af LL § 7 U. Se TfS 2000, 800, hvor klageren der var ansat som ledende funktionær i et selskab, var ansat bl.a. på vilkår, at der fra selskabets side var et opsigelsesvarsel på 12 måneder, mens klageren havde et opsigelsesvarsel på 6 måneder. Klageren opsagde selv sin stilling og modtog en fratrædelsesgodtgørelse. Et beløb svarende til 12 måneders løn blev beskattet som almindelig indkomst.

En direktør, der blev opsagt med 6 måneders varsel, modtog i overensstemmelse med ansættelseskontrakten en fratrædelsesgodtgørelse på 12 måneders løn ved opsigelsen. I løbet af opsigelsesperioden fik han en ny stilling og blev fritstillet af den tidligere arbejdsgiver, idet lønudbetalingen fra denne samtidig ophørte. Landsskatteretten fandt, at den omstændighed, at klageren havde frafaldet krav på løn i en del af opsigelsesperioden mod at blive fritstillet, ikke medførte, at nogen del af fratrædelsesgodtgørelsen kunne anses for at træde i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen, jf. nu LL § 7 U, stk. 1. Fratrædelsesgodtgørelsen skulle derfor i sin helhed beskattes efter nu LL § 7 U, TfS 1995, 274 LSR og debatindlæg i TfS1995, 445.

• En forligsmæssig fastsat godtgørelse på 25.000 kr. til en tillidsmand, der blev afskediget, blev fuldt ud anset for personlig indkomst, da godtgørelsen var mindre end det, han kunne have opnået i løn inden for den opsigelsesperiode på 5 måneder, som tilkom ham, LSRM 1984, 143 LSR.
• En reklamekonsulent fratrådte på grund af samarbejdsvanskeligheder sin stilling som direktør i et ApS, hvori han selv ejede 50 pct. af anpartskapitalen. Udover salgssummen for anparten havde han modtaget en fratrædelsesgodtgørelse på 75.000 kr., som efter hans opfattelse skulle beskattes efter nu LL § 7 U, idet han anførte, at der ikke var oprettet nogen ansættelseskontrakt mellem ham og selskabet, og at der således ikke var fastsat noget opsigelsesvarsel. Landsskatteretten var imidlertid af den opfattelse, at han havde haft krav på et passende varsel, og at 75.000 kr. ikke kunne anses for at overstige, hvad der måtte anses som et rimeligt vederlag for løn i opsigelsesperioden. Hele beløbet skulle derfor beskattes som personlig indkomst og ikke som en fratrædelsesgodtgørelse, LSRM 1985, 140 LSR.
• Et folketingsmedlem fik ved sin udtræden af tinget et eftervederlag svarende til 3 måneders grundvederlag. Dette eftervederlag ansås som almindeligt indkomstskattepligtigt, LSRM 1982, 154 LSR. Et folketingsmedlem hører imidlertid ikke længere til den persongruppe, der kan være omfattet af reglerne, idet medlemmet ikke har noget ansættelsesforhold En udbetaling til en advokat på 25.000 kr., betegnet som erstatning for flytteudgifter mv. i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, blev anset for omfattet af nu LL 7 U, da det var stillingsfratrædelsen, der havde udløst godtgørelsen, Skat 1986.1.66 (TfS 1986, 59 LSR).
• En direktør i et A/S kunne ifølge sin ansættelseskontrakt opsiges med 12 måneders varsel og skulle fratræde ved det fyldte 60. år. Ved en senere indgået aftale have han opnået tilsagn om en fratrædelsesgodtgørelsesvarende til 4 års løn ved hans fratræden ved det fyldte 60. år efter at være opsagt senest 12 måneder forinden. Beløbet blev i sin helhed anset for en af nu LL § 7 U omfattet fratrædelsesgodtgørelse.
• I SKM2001.536.LSR blev udbetalinger i en periode med forlænget opsigelsesvarsel til overenskomstansatte medarbejdere i et korps med henblik på at sidestille disse med tjenestemandsansatte anset som løn og ikke som fratrædelsesgodtgørelse.

Ligebehandlingsloven og lignende I henhold til lov om ligebehandling § 9, jf. § 16 kan en lønmodtager, der afskediges, fordi lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling, tilkendes en godtgørelse. En sådant godtgørelse beskattes efter LL § 7 U. I det omfang der ikke ydes løn indtil sædvanligt opsigelsesvarsel eller erstatning herfor, beskattes godtgørelsen som personlig indkomst, uden at LL § 7 U finder anvendelse, skd. 1981.59.351. Det samme må gælde for godtgørelser efter § 15 i lov om ligebehandling. Disse godtgørelser skal udbetales af arbejdsgiveren hvis en lønmodtager afskediges, fordi denne har fremsat krav om ligebehandling after ligebehandlingslovens §§ 2 - 4. Godtgørelse efter § 4 a i lov om beskyttelse med afskedigelse på grund af foreningsforhold, der ikke kan overstige 24 måneders løn, omfattes også af LL § 7 U, jf. dog begrænsningen om løn i opsigelsesperioden. Se SKM2007.443.LSR, hvor en lønmodtager, der havde skiftet fagforening, blev af arbejdsgiveren overflyttet til andet arbejde. Der var blevet idømt arbejdsgiveren at betale lønmodtageren godtgørelse efter § 4 i lov om foreningsfrihed på arbejdsmarkedet og funktionærlovens § 2 b, idet arbejdsgiverens overflytning af lønmodtageren til andet arbejde var at sidestille med en opsigelse af lønmodtageren, der ikke var begrundet i saglige hensyn. Godtgørelsen blev anset for en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 U og skulle således medregnes til den skattepligtige indkomst.