|
Fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning er fritaget for affaldsafgift. For at være omfattet skal afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1650 af 13. december 2006. Et anlæg anses efter slambekendtgørelsen for husdyrgødningsbaseret, når det afgassede affald indeholder mere end 75 procent husdyrgødning regnet på tørstofbasis før afgasning. Ved husdyrgødning forstås fast gødning, ajle, gylle og møddingssaft fra alle husdyr samt forarbejdet husdyrgødning, idet der henvises til § 2 i bekendtgørelse nr. 814 af 13 juli 2006, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1695 af 19. december 2006 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage mv. (husdyrgødningsbekendtgørelsen). Der skal betales afgift efter reglerne i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. af varme (affaldsvarmeafgift) produceret ved forbrænding af ovennævnte fiberfraktioner, se F.2.1 og F.2.4.4. Bestemmelsen er trådt i kraft den 1. februar 2007 med virkning fra den 1. april 2006, jf. bekendtgørelse nr. 35 af 17. januar 2007. Bestemmelsen er godkendt af EU-kommissionen. |