| Det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt en virksomhed må anses
for at have flere grene. Hvis en virksomhed må anses for at have flere grene,
må det ligeledes bero på en konkret vurdering, hvorvidt nærmere angivne
aktiver og passiver må anses for at høre til den ene eller den anden gren
af virksomheden.
Det må også bero på en konkret vurdering, om det, der overdrages,
opfylder betingelserne for at være en virksomhed eller en gren af en virksomhed.
En filial af en virksomhed eller en tværgående afdeling i en virksomhed
vil alt efter omstændighederne kunne opfylde betingelserne for at være
en gren af en virksomhed.
En tilførsel af aktiver skal omfatte samtlige aktiver og passiver i den virksomhed
eller samtlige aktiver og passiver i den gren af virksomheden, der tilføres.
Reglerne om tilførsel af aktiver kan derfor som hovedregel ikke anvendes ved
overdragelse af enkelte aktiver og/eller passiver. Reglerne om tilførsel af
aktiver tillades dog anvendt ved tilførsel af en udlejningsejendom med tilhørende
gæld, såfremt ejendommen i øvrigt opfylder betingelserne for at være
en gren af en virksomhed. Reglerne om tilførsel af aktiver kan derfor som hovedregel
heller ikke anvendes, såfremt der ved overdragelse af en virksomhed eller en
gren af en virksomhed efterlades enkelte af virksomhedens eller virksomhedsgrenens
aktiver og/eller passiver i det indskydende selskab. Det kan imidlertid forekomme,
at det indskydende selskab ud over hovedaktiviteten har en biaktivitet, der ikke
(direkte) har noget med hovedaktiviteten at gøre. Et selskab kan fx ud over
aktiver og passiver, knyttet til den virksomhed, selskabet driver, have en fast
ejendom, en sejlbåd eller lignende, der benyttes af hovedaktionæren/direktøren.
I så fald vil selskabet kunne udskille aktiverne og passiverne, knyttet til
virksomheden, og lade den faste ejendom, sejlbåden etc. tilbage i det indskydende
selskab. Et selskab kan også have beløb placeret i finansielle aktiver
og likvider, der ikke er nødvendige for at virksomheden kan fungere ved hjælp
af egne midler, jf. nedenfor. I så fald vil selskabet kunne udskille aktiverne
og passiverne, knyttet til virksomheden, og lade finansielle aktiver blive tilbage
i det indskydende selskab.
En tilførsel af aktiver skal som nævnt omfatte samtlige aktiver og passiver
i den virksomhed eller den virksomhedsgren, der tilføres. Tilførsel af
en (gren af en) virksomhed, hvortil der er knyttet goodwill eller andre immaterielle
aktiver, skal derfor også omfatte de til (grenen af) virksomheden knyttede
immaterielle aktiver.
Departementets praksisstramningI TfS 1996,899 har Departementet genovervejet
betydningen af en gren af en virksomhed efter reglerne i FUL § 15, litra a,
stk. 3, og § 15, litra c, stk. 2, med henblik på, at organisationsmæssige
synspunkter og vurdering af, om transaktionen sigter mod at spare skatter mv., inddrages
i fortolkningen.
Efter FUL kapitel 4 samt kapitel 5 er der, hvis LRS tilladelse opnås, adgang
til med succession at foretage henholdsvis delvis spaltning og tilførsel af
aktiver. I de tilfælde, hvor det ikke er den samlede virksomhed i det indskydende
selskab, der overføres eller tilføres, kræves det efter loven, at
der er tale om en eller flere grene af selskabets virksomhed.
Efter § 15, litra c, stk. 2,2. pkt. i FUL forstås ved en gren af virksomhed
alle aktiver og passiver i en afdeling af et selskab, som ud fra et organisationsmæssigt
synspunkt udgør en selvstændig bedrift, dvs. en samlet enhed, der kan
fungere ved hjælp af egne midler.
Departementet opfatter lovens ordlyd således, at der skal være tale om
en materielt identificerbar enhed i selskabet, og at vurderingen heraf baserer sig
på forholdene, inden den påtænkte opdeling gennemføres. Ved
denne vurdering kan der efter Departementets opfattelse herefter ikke som det overvejende
væsentlige lægges vægt på spørgsmålet om evnen til
at fungere ved hjælp af egne midler.
Der skal i højere grad anlægges en organisationsmæssig synsvinkel.
Dette indebærer, at der skal tages stilling til, om den gruppe aktiver og passiver,
der ønskes tilført, tilsammen udgør en selvstændig bedrift eller
en samlet enhed. I den forbindelse kan en række vejledende kriterier inddrages,
uden at opfyldelsen af enkeltkriterier dog i sig selv vil være udslagsgivende
for den samlede bedømmelse:
Gruppen af aktiver og passiver skal udgøre et eller flere afgrænsede
forretningsområder i forhold til den samlede virksomhed. Denne afgrænsning
mellem forretningsområder kan eksempelvis være begrundet i, at der er
tale om forskellige emneområder eller om forskellige geografiske områder
og lign. Således vil en division eller en afdeling, der arbejder på tværs
af flere divisioner, som udgangspunkt kunne anses som en virksomhedsgren. Der kan
dog ikke ubetinget stilles krav om, at der er tale om en decideret afdeling eller
filial af virksomheden eksempelvis med egen bogholderifunktion.
Den påtænkte transaktion skal foretages ud fra forsvarlige økonomiske
eller forretningsmæssige betragtninger, uden at hovedformålet eller et
af hovedformålene er skatteundgåelse eller skatteunddragelse. Som eksempel
på forsvarlige forretningsmæssige betragtninger kan nævnes omstrukturering,
rationalisering, risikoafvejning, generationsskifteplaner mv. Derimod vil selskaber
fra virkningstidspunktet ikke længere kunne påregne at opnå tilladelse
til at udskille en del af de finansielle aktiver og passiver ud fra kriterier, der
giver grundlag for at antage, at formålet alene eller i alt væsentligt
er at spare skatter, realrenteafgift mm. |