| Udgangspunktet for, hvad der skal medregnes til en næringsdrivendes varelager,
er de varer, der er i hans besiddelse ved indkomstårets udgang.
Varer, der er leveret i kommission eller konsignation, er leverandørens varelager.
Vedrørende oplagt korn, se E.E. 2.2.1.4.
LeveringSælgeren skal medregne solgte varer til sit varelager, indtil
der er sket levering i købelovens forstand.
Sælgeren skal derfor normalt medregne solgte varer til sit varelager, indtil
de overgives til køberen.
I TfS. 1995.804 fandt Landsskatteretten ikke, at leveringstidspunktet ved aftale
kunne udskydes, idet aftalen alene tilsidesatte købslovens leveringstidspunkt,
og varelagerloven ikke var deklaratorisk. Derfor kunne sælger ikke medregne
de solgte og fysisk overgivne varer til sit varelager.
Skal varerne sendes med bil, tog eller skib, anses levering for sket, når varerne
afleveres til en fremmed fragtmand, indleveres til banen eller bringes om bord i
skibet.
Er der tale om et afhentningskøb, anses levering for sket på det tidspunkt,
hvor det solgte overgives til køberen på sælgerens forretningssted.
En landmand købte i oktober måned 1982 et parti kunstgødning. Den
31. december 1982 henlå partiet fortsat hos leverandøren, der ikke havde
udskilt partiet fra sine øvrige beholdninger. Da partiet ikke var leveret inden
indkomstårets udløb, kunne landmanden ikke henregne partiet til sit varelager,
jf. Højesteret i Skat 1989.7.514.(TfS 1989,318).
I en tilsvarende situation tilhørte et parti kunstgødning , som ikke var
leveret eller adskilt fra sælgerens øvrige beholdninger, en leverandørs
varelager t&s nyt 1991.6.339 (TfS 1991,147).
Leveringsbegrebet er det samme, som gælder for afskrivningsberettigede driftsmidler,
E.C.2.2.1.
Landsskatteretten udtalte i sine præmisser i en sag, der drejede sig om afskrivning,
at levering ikke nødvendigvis er det samme som fysisk overgivelse til køberen,
men at tidspunktet for risikoens overgang til køberen og hermed ansvaret for
genstandens hændelige undergang ikke kunne tillægges selvstændig
betydning. Driftsmidlet kunne således ikke afskrives af køber, der ikke
ved årets udgang havde fået det overgivet, selv om der var enighed om,
at risikoen var overgået til køber, Skat 1990.2.136. (TfS 1990,86) Det
må herefter statueres, at praksis har taget afstand fra at bruge tidspunktet
for risikoovergangen som afgørende kriterium for, om en vare er leveret. Denne
praksis må anses for videreført i AL af 26. juni 1998.
Et selskab, der installerede automatiske telefonanlæg, kunne til sit varelager
henregne anlæg under montering, som selskabet ifølge kontrakt havde ejendomsretten
til, indtil aflevering havde fundet sted.
Skibe under fremstilling kunne medregnes til et skibsværfts varelager, indtil
de var leveret, da ejendomsretten indtil levering tilkom skibsværftet ifølge
kontrakten, se Landsskatterettens præmisser i Told•Skat Nyt 1992.13.378.
(TfS 1992,334).
Aktiver, der ikke skal medregnes►Ved sondringen mellem, om der er tale om omsætningsaktiver, der er omfattet af VL, driftsmidler der er omfattet af AL´ driftsmiddelbegreb, eller private genstande henses til hensigten med erhvervelsen og den faktiske anvendelse af aktiverne◄.
Aktiver, der ikke er bestemt til videresalg, er således ikke omfattet af VL.
En biludlejers biler er omfattet af► kapitel 2 ◄i
AL og ikke af VL, selv om bilerne udskiftes hyppigt, lsr. 1958.110. ►En automobilhandlers demonstrationsvogne hører med til varelageret, jf. TfS 1999, 390, hvor de solgtes med rabat efter nogle måneders benyttelse. Landsskatteretten udtalte, at løsøregenstande, som en virksomhed besidder med henblik på videresalg som led i salgsnæring, som udgangspunkt er omfattet af VL´s varelagerbegreb, medens aktiver, som en virksomhed besidder til brug i driften, som udgangspunkt vil være omfattet af driftsmiddelbegrebet i AL◄.
Landsskatteretten fandt i lsr. 1983.80, at to biler, som en skatteyder, der drev
bilhandel som bierhverv, havde ladet indregistrere i eget navn, og som havde været
anvendt delvist privat, ikke kunne betragtes som varelager.
TV-forhandleres beholdninger af fjernsynsapparater, der ikke er anskaffet med videresalg
for øje, men som enten udlejes eller stilles til rådighed for kunder,
der indleverer deres eget apparat til reparation, betragtes ikke som varelager,
men som driftsmidler.
Se lignende afgørelse i Told•Skat Nyt 1993.18.830 (TfS 1993,424) vedrørende
EDB-udstyr.
Udstillingskøkkener, der ikke var bestemt til salg, er af Landsskatteretten
anset for at være inventar, der kan afskrives efter ►kapitel 2◄
i AL - og anses altså ikke for et
varelager, lsr. 1982.8.
Lejeaftaler = Salg på afbetaling eller kreditI praksis foreligger der
eksempler på, at lejeaftaler reelt er aftaler om salg på afbetaling eller
kredit. En maskinskrivningsskole udlejede skrivemaskiner til eleverne samtidig med
at disse tegnede sig for deltagelse i et maskinskrivningskursus. Når der var
betalt 24 lejeydelser, kunne eleverne overtage maskinerne uden yderligere vederlag.
De kontraherede maskiner betragtedes som solgt. Skolens lager af ukontraherede maskiner,
der var bestemt til salg eller til udlejning på den foran beskrevne måde,
måtte medregnes til skolens varelager.
En aftale, som et selskab indgik om leje af en bil, blev anset for en købsaftale,
da det efter det oplyste måtte antages, at meningen med leasingaftalen var,
at selskabet reelt skulle være ejer af bilen, lsr. 1980.32.
Et selskab, som drev handel med og udlejning af pumper, havde ved indkomstopgørelsen
ikke medregnet fortjenesten ved salg af pumper, benyttet til udlejning. Selskabet
var af den opfattelse, at salg af dets udlejningspumper måtte anses for at
være afhændelse af driftsmidler, som skulle reguleres over den afskrivningsberettigede
saldoværdi for selskabets driftsmidler.
Under hensyntagen til den foreliggende mulighed for lejeren for at købe det
lejede materiel ifølge lejebetingelserne, fandt Landsskatteretten ikke, at
udlejningspumperne alene kunne anses for at være driftsmidler, men at salg
af disse pumper måtte betragtes som et almindeligt led i selskabets salgsvirksomhed,
der i øvrigt var langt den overvejende, lsr. 1984.19.
Et TV- og radioudlejningsfirma, der ved udlejning af apparater tilbød lejerne
en køberet mod forhøjet leje, blev anset for at sælge på kredit,
idet lejeren allerede ved kontraktens indgåelse skulle tilkendegive, om han
ønskede at udnytte køberetten.
Igangværende virksomhedVL kan kun bruges på varer, der er
bestemt til videresalg som led i skatteyderens næring. Det indebærer,
at VL´s værdiansættelsesregler alene kan anvendes, hvis der
på statustidspunktet foreligger en igangværende virksomhed.
En skatteyder ejede en landbrugsejendom, som han havde bortforpagtet for en årlig
forpagtningsafgift på 240 tdr. korn. På statustidspunktet henregnede han
den usolgte beholdning til sit varelager. Landsskatteretten udtalte, at klageren,
der i øvrigt var lønmodtager, ikke kunne anses for at være næringsdrivende
i VL´s forstand, hvorfor han ikke kunne bruge VL's regler.
Usædvanlige varearter eller varemængder Ud fra et lignende synspunkt
er varepartier, der ikke hører til virksomhedens sædvanlige varelager
ikke omfattet af VL's regler. Dette gælder, når der som led i en spekulationsforretning
indkøbes varepartier, som enten efter deres art er uden forbindelse med skatteyderens
virksomhed, eller som mængdemæssigt klart overstiger, hvad der er nødvendigt
for virksomhedens drift.
Problemet har foreligget ved bl.a. de såkaldte terminshandler med korn, hvor
der indkøbes større kornpartier kort før statustidspunktet, og kornet
derefter videresælges i begyndelsen af det nye regnskabsår. Kun hvis den
pågældende skatteyder er kornhandler, kan han bruge varelagerlovens regler.
Se lsr. 1968.129 og 1973.115. |