Tilladelsesindehaver skal stille en funktion til rådighed for spilleren, der gør det muligt for spilleren at anmode om midlertidig eller endelig udelukkelse fra tilladelsesindehaverens spil. Tilladelsesindehaver skal sikre, at spilleren ikke kan indgå nye spil, efter at spilleren har anmodet om udelukkelse.
Funktionen for selvudelukkelse skal fungere sådan, at selvudelukkelsen træder i kraft med det samme, så det sikres, at spilleren ikke kan indgå nye spil, efter at spilleren har anmodet om udelukkelse. En funktion, hvor spilleren selv skal tage kontakt til tilladelsesindehaveren, fx via mail, vil derfor ikke være tilstrækkeligt, da udelukkelsen ikke vil træde i kraft straks efter anmodningen, og spilleren har mulighed for at indgå nye spil, indtil anmodningen er behandlet.
Spilleren skal have mulighed for at udelukke sig:
- Kortvarigt - med en spilpause på 24 timer (afkølingsperiode).
- Midlertidigt - med en udelukkelse på minimum 30 dage.
- Endeligt - med en udelukkelse, der lukker kundens spilkonto og afslutter kundeforholdet.
Ved en midlertidig udelukkelse og kortvarig spilpause, skal spillerens spilkonto være deaktiveret i perioden for udelukkelse. Spilkontoen kan låses op igen, når perioden for udelukkelse er udløbet. Eftersom den kortvarige spilpause er defineret som 24 timer, må det ikke være muligt at udelukke sig i mindre end 24 timer. Ligeledes må det ikke være muligt at udelukke sig i en tidsperiode på mellem 24 timer og 30 dage, da en midlertidig udelukkelse minimum skal være på 30 dage. Det ville fx være i strid med reglerne, hvis der blev tilbudt en midlertidig udelukkelse på 7 dage. Der må til gengæld gerne være mulighed for, at spilleren kan vælge en midlertidig udelukkelse, som varer i mere end 30 dage. Ligeledes er det også tilladt at tilbyde forskellige værktøjer, som kan hjælpe spilleren med at planlægge sit spil, fx at der kun må spilles et vist antal timer i døgnet, eller at der kun må spilles på bestemte tidspunkter.
Reglerne om varighed af selvudelukkelsesperioder er fastsat med henblik på at forebygge, at spillere vælger selvudelukkelsesperioder, der er for korte til at bryde et (potentielt) negativt spilmønster.
Ved en endelig udelukkelse skal spilkontoen, som nævnt ovenfor, lukkes, og kundeforholdet skal afsluttes. Tidligst 1 år efter spilkontoens lukning, må spilleren igen registreres som ny kunde. Tilladelsesindehaveren skal derfor gemme oplysningerne om, at en spiller har udelukket sig, så det sikres, at kunden ikke kan registrere sig som ny kunde efter kort tid. Registreringen af, at spilleren har udelukket sig bør ske via kundens cpr.nr. eller lignende, så det sikres, at kunden ikke kan oprette en ny konto, fx ved at opgive en anden mailadresse end den vedkommende tidligere var registreret med. Udelukkelsen gælder alle spil pr. domæne.
En tilladelsesindehaver må gerne fastsætte egne regler om, at der skal gå længere tid end 1 år, før en spiller, der endeligt har udelukket sig selv, kan oprette sig som kunde igen.
Tilladelsesindehaver skal informere en spiller, som har udelukket sig selv fra tilladelsesindehaverens spil, om muligheden for rådgivnings- og behandlingstilbud for spilafhængighed på et dansk behandlingscenter. Er spilleren en kunde fra Grønland, skal tilladelsesindehaver informere om rådgivnings- og behandlingstilbud for spilafhængighed på et grønlandsk behandlingscenter. Informationen skal gives til spilleren, uanset om denne har udelukket sig kortvarigt, midlertidigt eller endeligt.
Se BEK 1276/2019 § 17, stk. 1, BEK 1274/2019 § 23, stk. 1 samt BEK 1140/2023 § 17, stk. 1.