Parter
A
Mod
Skatteankenævnet
Afsagt af byretsdommer
Torben Riise
.........................................................................
Ingen var indkaldt eller mødt.
Der blev fremlagt:
Anmodning af 20. marts 2017 om syn og skøn, indgivet af statsautoriset revisor LS på vegne A.
Skrivelse af 28. marts 2017 fra SKAT.
Svarskrift af 7. april 2017 fra SKAT.
E-mail 11. april 2017 fra statsautoriset revisor LS
E-mail af 10. maj 2017 fra SKAT.
Af det fremlagte fremgår bl.a., at statsautoriset revisor LS på vegne sin klient A, til brug for en verserende administrativ skattesag, har anmodet om syn og skøn af, om en nærmere bestemt ejendom er anvendt til erhvervsmæssig udlejning i 2009-2011, og at der i givet fald skønnes over mulige lejeindtægter. Det fremgår endvidere, at SKAT har påstået afvisning af anmodningen om syn og skøn under henvisning til, at besvarelse af de påtænkte spørgsmål vil indebære en juridisk vurdering, der ikke kan tillades. SKAT har også anført, at rekvirentens repræsentant efter regler i retsplejeloven ikke umiddelbart lovligt kan repræsentere rekvirenten i sagen.
Retten afsagde
Kendelse
Efter retsplejelovens § 260, stk. 1, der også finder anvendelse i sager efter lovens § 343 om optagelse af bevis, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag, kan en part lade en anden møde for sig i retten efter reglerne i 260, stk. 2-10. Efter § 260, stk. 2, er advokater eneberettigede til at møde i retten som fuldmægtige for parterne, medmindre andet følger af stk. 3, 5, 6, 7, 9 og 10.
Det er ikke oplyst, at statsautoriset revisor LS tillige skulle være advokat, og der foreligger ej heller oplysninger om, at han opfylder betingelser i retsplejelovens § 260, stk. 3, 5, 6, 7, 9 eller 10, for at kunne møde i retten som fuldmægtig for A.
Herefter afvises anmodningen om syn og skøn i medfør af retsplejelovens § 261, stk. 2.
T h i b e s t e m m e s
Anmodningen om syn og skøn afvises.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.