Dette afsnit beskriver reglerne for at importere undervisningsmateriale og videnskabeligt udstyr i EU´s toldområde under proceduren for midlertidig import med fuldstændig toldfritagelse.
Lovgrundlag
Der kan gives toldfritagelse ved midlertidig import af undervisningsmateriale og videnskabeligt udstyr.
Det er en betingelse for anvendelse af proceduren, at det omhandlede materiale og udstyr
- tilhører en person etableret uden for EU's toldområde,
- importeres af almennyttige offentlige eller private institutioner inden for forskning, undervisning eller faglig uddannelse,
- udelukkende anvendes til undervisning, faglig uddannelse eller videnskabelig forskning under den importerende institutions ansvar
- importeres i rimelig mængde i betragtning af formålet, og
- ikke anvendes til rent kommercielle formål.
Se DF art. 227
Bevilling til import af sådant udstyr kan udstedes, uanset at ansøgeren og/eller den person, der er ansvarlig for proceduren, er etableret i EU's toldområde.
Eksempler
Som eksempel på sådant undervisningsmateriale og udstyr kan nævnes følgende:
Apparater til optagelse eller gengivelse af lyd eller billeder, såsom:
- Forevisningsapparater til lysbilleder og film
- Kinematografiske forevisningsapparater
- Overheadprojektorer og episkoper
- Båndoptagere, videobåndoptagere og videoudstyr
Medier til lyd og billeder, såsom:
- Lysbilleder, film og mikrofilm
- Lydoptagelser (lydbånd, grammofonplader)
Særligt udstyr, såsom:
- Bibliografisk og audiovisuelt udstyr til biblioteker
- Udstyr til simultantolkning
- Mekaniske eller elektroniske programmerede undervisningsmaskiner
- Materiale, der er specielt udformet til undervisning eller faglig uddannelse af handicappede.
Andet udstyr, såsom:
- Vægbilleder, modeller, diagrammer, kort, fotografier og tegninger
- Instrumenter, apparater og modeller, udformet til demonstrationsformål
- Samlinger af genstande, ledsaget af visuelt eller auditivt undervisningsmateriale indarbejdet til brug ved undervisning i et givet emne (undervisningssæt)
- Instrumenter, apparater, værktøj og værktøjsmaskiner til brug ved oplæring i forskellige teknikker og håndværk
- Materiel, herunder specialkonstruerede eller særligt udstyrede køretøjer til brug under nødhjælpsforanstaltninger beregnet til undervisning af personer, der skal deltage i nødhjælpsoperationer