Parter

Boligforeningen H1
(Advokat Lars Johannesen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Asger Hinsch)

Afsagt af byretsdommer

Lone Molsted

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 3. september 2014, har sagsøger, Boligforeningen H1, nedlagt følgende påstand:

Sagsøgte skal godkende, at Landsskatterettens afgørelse af 2. juni 2014 i sagsnr. 10-... vedrørende ejendommen beliggende ...1 er ugyldig.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten afsagde den 11. december 2012 kendelse i en sag, hvor Det almennyttige Boligselskab H1 havde klaget over Vurderingsankenævnets afgørelse af 1. juni 2010 vedrørende ejendommen ...1. Klagen vedrørte blandt andet en anmodning om ansættelse af et nedslag i grundværdien for dårlige jordbundsforhold for vurderingsårene 2001, 2002 og 2004.

Landsskatteretten godkendte nedslag med 548.572 kr. i overensstemmelse med klagerens påstand. Af kendelsen fremgår, at grundværdierne for de pågældende år - før et fremskrevet nedslag i grundværdien for dårlige jordbundsforhold - er opgjort til henholdsvis 14.680.100 kr. (2001), 14.680.100 kr. (2002) og 15.998.300 kr. (2004).

Den 2. juni 2014 afsagde Landsskatteretten en korrigeret afgørelse i sagen.

Af følgebrevet fremgår følgende:

"...

Afgørelsen indeholder desværre fejl vedrørende grundværdien før nedslag for dårlige jordbundsforhold. I grundværdien før nedslag for dårlige jordbundsforhold er således indeholdt nedslag for dårlige jordbundsforhold som godkendt af SKAT. Landsskatteretten har nu rettet fejlen og sender kopi af den korrigerede afgørelse, der afløser afgørelsen af 11. december 2012.

..."

Af den korrigerede kendelse fremgår det, at Landsskatteretten godkender et samlet nedslag i grundværdien med 548.572 kr. i 1980 niveau, og at grundværdien herefter - før nedslag - kan opgøres til henholdsvis 15.158.700 kr. (2001), 15.158.700 kr. (2002) og 16.476.900 kr. (2004).

Det er under sagen oplyst, at Landsskatteretten blev opmærksom på fejlen ved en henvendelse vedrørende ejendomsbeskatningen fra sagsøgers daværende repræsentant ved sagens behandling i SKAT og i Vurderingsankenævnet, R1, og at kendelsen umiddelbart derefter blev korrigeret.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 27. juni 2015 anført følgende anbringender:

"...

Den retlige vurdering og anbringender

Forhold vedrørende grundværdiansættelsen, herunder nedslag for ekstrafundering reguleres i af LBK nr. 740 af 3. september 2002 Lov om vurdering af landets faste ejendomme § 6, stk. 1, 1 pkt., § 13, stk. 1 og § 16. (Vurderingsloven).

Vurderingslovens § 6, stk. 1, 1. pkt, har følgende ordlyd:

"...

Vurderingen foretages på grundlag af værdien i handel og vandel, såfremt købesummen skulle erlægges kontant, jf. nærmere bestemmelserne i afsnit B og C.

..."

Vurderingslovens § 13, stk. 1, har følgende ordlyd:

"...

Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

..."

Vurderingslovens § 16 har følgende ordlyd:

"...

Ved andre ejendomme, hvorpå de i §§ 14 og 15 givne regler ikke kan anvendes, ansættes grundværdien til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages såvel til ejendommens form og størrelse som til udstyknings- og omlægningsmuligheder.

..."

Der findes ikke lovhjemmel for forvaltningsmyndigheders korrektion af afgørelser i almindelighed ligesom en sådan hjemmel ikke fremgår mere specifikt af Bekendtgørelse om forretningsorden for Landsskatteretten. Hjemlen skal derfor findes i almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Allerede af denne grund bør hjemlen efter sagsøgers opfattelse derfor fortolkes indskrænkende.

Sagsøger gør således følgende hovedanbringender gældende:

1.	Der er ikke adgang til korrektion af materielle forhold i forvaltningsretlig praksis, men alene fejl vedrørende udfærdigelsens form, hvorfor korrektionen allerede af denne grund er uhjemlet.
2.	Sagsøgte har ikke påvist, at den oprindelige kendelse er behæftet med åbenbare fejl.
3.	Såfremt karakteren af eventuelle fejl i kendelsen som udgangspunkt er omfattet af den forvaltningsretlige praksis om adgang til korrektion jf. retsplejelovens § 221, stk. 1, er korrektionen foretaget for sent, hvilket bevirker korrektionens ugyldighed. Såfremt betingelserne for korrektion havde været opfyldt, skulle korrektionen være sket i form af en tilbagekaldelse og fornyet behandling og ikke ved direkte udsendelse af en korrigeret kendelse.

Ad. 1:

Det antages i den forvaltningsretlige litteratur, at forvaltningsakter kan berigtiges/korrigeres i tilsvarende omfang, som domstolene, kan berigtige/ korrigere domme og kendelser efter retsplejelovens § 221, stk. 1 jf. bl.a. Jens Garde m.fl. Forvaltningsret - Almindelige Emner, 5. udg., s. 527f samt Poul Bostrup m.fl. Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 1. udg., s. 557f.

Retsplejelovens § 221, stk. 1 har følgende ordlyd:

"...

Retten kan til enhver tid i embeds medfør eller ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører udfærdigelsens form. Øvrige fejl og forglemmelser kan berigtiges, hvis parterne ikke udtaler sig herimod.

..."

Det fremgår direkte af retsplejelovens § 221, stk. 1, at adgangen til at korrigere en fejl alene omfatter fejl, som vedrører udfærdigelsens form. Bestemmelsen hjemler dermed ikke mulighed for materielle korrektioner, dvs. korrektioner af afgørelsens begrundelse eller resultat.

Den af Landsskatteretten korrigerede kendelse af 2. juni 2014 ændrer den oprindelige kendelses materielle resultat, idet grundværdien og derved beskatningsgrundlaget for sagsøger forhøjes væsentligt. Opretholdes Landsskatterettens korrigerede kendelse, medfører dette en forhøjelse af sagsøgers ejendomsskat på 60.000 kr.

Der henvises til Landsskatterettens præmisser i begge kendelser, hvoraf fremgår, at en klage over fremskrivningen af et godkendt nedslags beløb er en klage over grundværdiens størrelse.

Det gøres på denne baggrund derfor gældende, at Landsskatteretten har foretaget en materiel korrektion uden hjemmel i hverken lovtekst eller retspraksis og den korrigerede kendelse af 2. juni 2014 derfor er ugyldig.

Ad. 2:

Sagsøger er ikke enig med sagsøgte i, at resultatet i Landsskatterettens kendelse har karakter af en åbenbar fejl. Der er muligvis i sagsbehandlerens mellemregninger begået fejl, men det fører ikke til, at det resultat, som kendelsen er udtryk for, kan karakteriseres som en åbenbar fejl, der i henhold til retsplejelovens § 221, stk. 1 kan åbne op for adgangen til korrektion.

Følgende fremgår af Jens Garde m.fl. Forvaltningsret - Almindelige Emner, 5. udg., s. 528:

"...

Den nærmere afgrænsning af adgangen til berigtigelse vedrørende forvaltningsafgørelser kan i øvrigt give anledning til en vis tvivl. Det må formentlig bl.a. tillægges betydning, om, fejlen er mere eller mindre åbenbar, og om der er hengået kortere eller længere tid, siden afgørelsen blev meddelt.

..."

Hverken sagsøger, Landsskatterettens kontor eller Landsskatterettens tre retsmedlemmer opdagede fejlen oprindeligt. Fejlen blev derimod først korrigeret 1 år og 6 måneder senere, hvilket allerede med al tydelighed indikerer, at fejlen ikke var åbenbar.

For at der i nærværende sag er tale om en åbenbar fejl, skal resultatet af kendelsen, dvs. grundværdiansættelsen, være åbenbart forkert.

Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at det afgørende i grundværdiansættelsen af en ejendom er, at denne er ansat i overensstemmelse med handelsprisen jf. vurderingslovens § 6. Sagsøgte har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at grundværdien efter den korrigerede kendelse er i bedre overensstemmelse med handelsprisen end det oprindelige resultat.

Adgang til korrektioner er ulovhjemlet og litteraturen foreskriver derfor med rette, at anvendelsen skal ske lempeligt og kun i helt særlige situationer. Bevisbyrden for, at en sådan situation foreligger, påhviler derfor sagsøgte, der foretager korrektionen, idet der alene er hjemmel hertil, hvis der er konstateret en åbenbar fejl, hvilket også forudsætter, at den kan bevises.

Af den korrigerede kendelse fremgår ikke, at Landsskatteretten har forholdt sig til de respektive grundværdier i de to kendelser.

Sagsøger gør endvidere gældende, at der med den meget beskedne afvigelse i de forskellige vurderinger på hhv. 4,8 %, 3,5 % og 3,2 % ikke kan være tale om en åbenbar fejl.

Såfremt Retten måtte finde, at en sagsbehandlers mellemregninger isoleret set kan danne grundlag for en fejlbehæftelse og dermed åbne op for adgang til korrektion, gør sagsøger gældende, at der ikke er tale om en åbenbar fejl.

Ad. 3

Såfremt Landsskatteretten er af den opfattelse, at der er tale om en åbenbar fejl, der i henhold til retsplejelovens § 221, stk. 1 åbner op for adgang til korrektion, skulle korrektionen været foretaget betydeligt tidligere.

Sagsøgers ejendomsskat blev med Landsskatterettens oprindelige kendelse af 11. december 2012 nedsat som følge af det tildelte nedslag. Grundejeren modtog således i forlængelse af Landsskatterettens kendelse en væsentlig udbetaling på 60.000 kr.

Landsskatteretten korrigerer den oprindelige kendelse ca. 1 år og 6 måneder efter, at den er offentliggjort, hvorfor den korrigerede kendelse utvivlsomt ligger udenfor de tidsmæssige krav, som adgangen til korrektion i øvrigt hjemler jf. FOB 1986.106 modsætningsvis. Hensynet til grundejeren, der har modtaget udbetalingen og har indrettet sig på kendelsen er korrekt taler ligeledes imod en korrektion.

Der henvises til Jens Garde m.fl. Forvaltningsret - Almindelige Emner, 5. udg., s. 512:

"...

Som nævnt flere gange beror adgangen til at tilbagekalde på en afvejning.

I denne afvejning indgår hensynet til adressatens berettigede forventninger med betydelig vægt. Det er derfor naturligt, at tilbagekaldelsesadgangen er videre, jo bedre mulighed adressaten har for at forudberegne den.

..."

I nærværende sag, har sagsøger jf. ovenfor haft en berettiget forventning om, at Landsskatterettens oprindelige kendelse af 11. december 2012 er korrekt og har således ikke på nogen måde haft mulighed for at forudberegne, at Landsskatteretten ville korrigere denne 1 år og 6 måneder senere.

Landsskatterettens korrigerede kendelse af 2. juni 2014 er på denne baggrund ugyldig.

Såfremt Landsskatteretten er af den opfattelse, at der var tale om en åbenbar fejl, burde Landsskatteretten desuden have berigtiget fejlen gennem en tilbagekaldelse. Dette skyldes, at der er tale om en materiel fejl, og sagsøger ville på den måde have haft mulighed for at varetage sine interesser i forbindelse med den fornyede behandling af sagen.

Betingelserne for tilbagekaldelse er dog strenge jf. den juridiske litteratur herunder Jens Garde m.fl. Forvaltningsret - Almindelige Emner, 5. udg., s. 500. Følgende fremgår således videre på s. 501:

"...

Det kan således konstateres, at nok består der en generel ulovbestemt adgang til at tilbagekalde til ugunst for adressaten, men i de konkrete tilfælde vil det kun undtagelsesvis være berettiget at foretage en sådan tilbagekaldelse.

..."

Det skal hertil bemærkes, at de strengere betingelser for tilbagekaldelse, som anført ovenfor, i særdeleshed er gældende i nærværende sag, hvor sagsøger har en berettiget forventning om, at den oprindelige kendelse er korrekt og således har indrettet sig og disponeret herefter.

Opmærksomheden skal her igen henledes på det langvarige tidsmæssige aspekt på 1 år og 6 måneder fra den oprindelige kendelse til, at denne korrigeres og sagsøgers beskatningsgrundlag derved forhøjes af Landsskatteretten den 2. juni 2014.

Alternativt kunne SKAT, idet tilfælde, de vurderede, at der var tale om en åbenbart forkert afgørelse have foretaget en ekstraordinær genoptagelse af grundværdien. Det er dog sagsøgers vurdering, at betingelserne herfor heller ikke er opfyldt og desto mere, at de almindelige forældelsesregler, som i så fald skulle have været iagttaget, er overskredet.

Afslutning

Sammenfattende gøres det på ovenstående baggrund derfor gældende, at Landsskatteretten i den korrigerede kendelse af 2. juni 2014 ikke havde hjemmel til at korrigere den oprindelige kendelse af 11. december 2011. Den korrigerede kendelse er derfor ugyldig. Såfremt karakteren af en eventuel fejl som udgangspunkt er omfattet af adgangen til korrektion jf. retsplejelovens § 221, stk. 1, er korrektionen, som foretaget af Landsskatteretten, foretaget for sent i henhold til forvaltningsretlig praksis og derfor ugyldig. Korrektionen skulle desuden være sket i form af en tilbagekaldelse og fornyet behandling og ikke ved direkte udsendelse af en korrigeret kendelse.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 27. juli 2015 anført følgende:

"...

Anbringender

Overordnet gøres det gældende, at Landsskatterettens korrigerede kendelse af 2. juni 2014 (bilag 1) ikke er ugyldig.

Forvaltningsmyndigheder har ligesom domstolene adgang til at foretage berigtigelse. Domstolenes adgang til at foretage berigtigelse fremgår af retsplejelovens § 221, stk. 1, hvoraf følger, at retten til enhver tid i embeds medfør eller ifølge begæring kan berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, der alene vedrører udfærdigelsens form.

Forvaltningsmyndigheder har en bredere adgang til berigtigelse end domstolene, jf. eksempelvis FOB 1986.106 og Forvaltningsret, Almindelige Emner, 5. udg., Jens Garde m.fl., side 527.

Det gøres gældende, at Landsskatteretten har været berettiget til at berigtige kendelsen af 11. december 2012 (bilag 2).

Ved den korrigerede kendelse er der alene foretaget en berigtigelse af en åbenbar fejl. Der er ikke tvivl om, at grundværdien før nedslag er gengivet forkert i kendelsen (bilag 2), hvorfor der er hjemmel til at berigtige denne fejl, jf. UfR 2003.549/1H og UfR 2001.2575Ø. Grundværdien efter nedslag er alene gengivet forkert, da grundværdien før nedslag er gengivet forkert i kendelsen.

Der er heller ikke tvivl om, at sagsøgeren var bekendt med de korrekte grundværdier før nedslag, jf. bl.a. bilag D.

Ved kendelsen af 11. december 2012 (bilag 2) er der alene taget stilling til, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til et nedslag i grundværdien samt størrelsen af dette nedslag. Landsskatteretten godkender således ved kendelsen et nedslag på kr. 548.572,-, der herefter fremskrives til de relevante vurderingsår. Det tilkendte nedslag, samt fremskrivninger, er ikke ændret ved Landsskatterettens korrigerede kendelse af 2. juni 2014 (bilag 1). Det beløb, som nedslaget skulle gives i var ikke bestridt under sagen.

Landsskatterettens korrigerede kendelse af 2. juni 2014 (bilag 1) indebærer således ikke en ændring af afgørelsens materielle spørgsmål.

Hertil kommer, at sagsøgeren var bekendt med grundværdien før nedslag, jf. bl.a. bilag D, og sagsøgeren har ikke med rette kunne have en forventning om, at nedslaget i grundværdien skulle være andet end et nedslag i grundværdien, jf. UfR 2003.549/1H og UfR 2001.2426Ø. At der forløb ca. 1 ½ år før Landsskatteretten berigtigede fejlen ændrer ikke herved.

Derudover bemærkes det, at Landsskatteretten i alle tilfælde havde adgang til tilbagekaldelse.

Endelig bestrides det, at korrektionen medførte en forhøjet beskatning på ca. kr. 60.000 og havde betydning for beskatningsgrundlaget for årene efter genoptagelsesårene.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at grundværdien for ejendommen ...1, for vurderingsårene 2001, 2002 og 2004 før nedslag for dårlige jordbundsforhold er gengivet forkert i Landsskatterettens kendelse af 11. december 2012, idet der i grundværdien før nedslag er indeholdt nedslag for dårlige jordbundsforhold som godkendt af SKAT.

Det fremgår af Landsskatterettens kendelse, at sagsøger fik medhold i den rejste klage, hvorefter

"...

Der anmodes således om nedslag med 548.572 kr., svarende til ekstrafunderingsudgiften på 478.646 kr. med tillæg af udgiften til geotekniske undersøgelser. Nedslaget fremskrives efter SKATs fremskrivningsfaktorer fra påbegyndelsen af grundudgravningen i 1980.

..."

Den korrigerede kendelse af 2. juni 2014 ændrer ikke herpå.

Ved bedømmelsen af, om Landsskatteretten har været berettiget til at berigtige kendelsen som sket, lægger retten vægt på, at der er tale om en åbenbar fejlskrift ved angivelsen af grundværdien før nedslag, og at berigtigelsen ikke ændrer på afgørelsens materielle indhold, der er i overensstemmelse med sagsøgers påstand under sagen. Grundværdien efter nedslaget er således alene gengivet forkert som en følge af, at grundværdien for ejendommen før nedslag for dårlige jordbundsforhold er gengivet forkert.

Retten finder ikke, at sagsøger kunne have en berettiget forventning om, at nedslaget i grundværdien skulle være andet end et nedslag i grundværdien, som sagsøger var eller måtte være bekendt med.

Det forhold, at der hengik 1½ år fra kendelsen af 11. december 2012 til den korrigerede kendelse forelå, kan heroverfor ikke føre til andet resultat også henset til, at Landsskatteretten efter det oplyste berigtigede fejlen umiddelbart efter at være blevet opmærksom herpå. Det bemærkes endvidere, at det ikke under sagen er godtgjort, at korrektionen har medført en forhøjet beskatning, eller at den havde betydning for beskatningsgrundlaget for årene efter genoptagelsesårene.

Sagsøgte vil herefter være at frifinde.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten kan oplyse, at der er tilkendt passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand med 20.000 kr. Retten har ved fastsættelsen taget hensyn til sagens karakter, forløb og udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, Boligforeningen H1, skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 20.000 kr.

De idømte sagsomkostninger forrentes efter rentelovens § 8a.