Parter
H1 Boligforening
(Advokat Kristine Martin Berg)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen
Afsagt af byretsdommer
Kirsten Thaarup Nygaard
Sagens baggrund og parternes påstande
Den 10. december 2012 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende spørgsmålet om fradrag i grundværdien efter den dagældende § 17 i vurderingsloven vedrørende ejendommen beliggende ...1 og ...2, for vurderingerne pr. 1. oktober 2004 og 1. oktober 2006. Denne sag drejer sig, hvorvidt det var med rette, at Landsskatteretten foretog en realitetsbehandling af fradragsansættelsen, eller om Landsskatteretten skulle have hjemvist sagen.
Sagsøgeren, H1 Boligforening, har nedlagt følgende endelige påstand:
Landsskatterettens kendelse af 10. december 2012 og Vurderingsankenævnets afgørelse af 16. august 2010 vedrørende ejendommen beliggende ...1 og ...2 for vurderingerne pr. 1. oktober 2004 og 1. oktober 2006 annulleres, og sagen hjemvises til Skatteankestyrelsen til fornyet behandling.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.
Sagen er anlagt den 8. marts 2013.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Det fremgår af sagen, at H1 Boligforening den 29. maj 2006 anmodede SKAT om blandt andet genoptagelse af ejendomsvurderingen for ejendommen beliggende ...1 og ...2, med henblik på fastsættelse af fradrag i grundværdien for forbedringer efter den dagældende § 17 i vurderingsloven.
Den 2. oktober 2007 traf SKAT afgørelse i sagen. Det fremgår af afgørelsen, at Boligforeningen havde anmodet om følgende fradrag:
"...
|
Landinspektør, projektering, tilsyn og udstykningsomkostninger
|
1.435.789 kr.
|
|
Vejanlæg inkl. vejafvanding, kantsten, fortov mm.
|
1.256.888 kr.
|
|
Kloakanlæg, regn og spildevand
|
1.029.307 kr.
|
|
Vandforsyning
|
292.531 kr.
|
|
Elforsyning
|
278.542 kr.
|
|
Stianlæg, fællesarealer, grønne områder, beplantning mv.
|
259.746 kr.
|
|
Tilslutning til kloak, el, vand, varme
|
1.291.503 kr.
|
..."
SKAT, som foretog en realitetsbehandling af de enkelte fradragsposter, traf afgørelse om, at der ikke kunne indrømmes fradrag for forbedringer i grundværdien for ejendommen.
Boligforeningen påklagede afgørelsen til Vurderingsankenævnet, der ved afgørelse af 16. august 2010 stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende spørgsmålet om fradrag i grundværdien. Af Vurderingsankenævnets afgørelse fremgår bl.a. følgende:
"...
6.1. Genoptagelse i årsregulerede år
...
6.2 Fradrag i grundværdien for forbedringer
Fradrag i grundværdien for grundforbedringer er en selvstændig ansættelse ved siden af ejendomsværdien og grundværdien. Efter vurderingslovens § 17 gives der fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien.
Formålet med fradraget er indenfor visse grænser, at friholde de værdistigninger på jorden for grundbeskatning, som er resultatet af ejerens grundforbedringer. Det er således en betingelse for fradraget, at den grundforbedring, der er foretaget medfører en stigning i ejendommens grundværdi. Dvs. at den påvirker grundens værdi i ubebygget stand.
Forbedringen skal være af materiel karakter, og fradraget kan kun indrømmes inden for den værdiforøgelse, forbedringen medfører og højst med så stort et beløb, som ejeren har bekostet (vurderingslovens § 18). Fradraget gives i indtil 30 år efter forbedringen er fuldført.
Grunden er erhvervet i 1987 af H1 Boligforening, og den er beliggende midt i et ældre kvarter, der er fuldt byggemodnet for mere end 30 år siden.
For så vidt angår det parkeringsareal, der ligger langs ...1, finder nævnet, at det anses for at være så tæt knyttet til den aktuelle bebyggelse, at det ikke bevirker en værdistigning af grundværdien i ubebygget stand, og dermed ikke er fradragsberettiget.
Der er eksisterende vejanlæg på begge sider af grunden/bebyggelsen, og der ses ikke på det foreliggende grundlag at være etableret nye hovedanlæg på grunden. Endvidere er der tale om delvis randbebyggelse, der ligger i et område, der er fuldt byggemodnet for mere end 30 år siden.
De afgørelser, der er henvist til i indsigelsen, er ankenævnet bekendt med, men nævnet finder ikke, at disse sager er sammenlignelige med nærværende sag. Det skal bemærkes, at der i modsætning til de Landsskatteretsafgørelser, der er henvist til, i nærværende sag er eksisterende vejanlæg på begge sider af grunden/bebyggelsen, og at grunden er beliggende i et område, der er byggemodnet for mere end 30 år siden. Nævnet er derfor ikke af den opfattelse, at der er tale om nye hovedanlæg.
Med henvisning til dette finder nævnet ikke, at der er grundlag for at foretage fradrag for forbedringer i grundværdien jfr. vurderingslovens § 18 samt ovenfor anførte afgørelser fra Landsskatteretten af henholdsvis 24. juli 2007 og 17. december 2008.
SKATs afgørelse, hvor fradrag for forbedringer pr. 1. oktober 2004 og 2006 er ansat til 0 kr., stadfæstes.
6.3. Nedslag i grundværdien for ekstra fundering og pilotering
..."
Boligforeningen indbragte ved klage af 19. oktober 2010 sagen for Landsskatteretten. Af klagen fremgår, at boligforeningen nedlagde følgende påstande:
"...
Påstand
Sagens hjemvises til fornyet behandling hos vurderingsmyndigheden, som udvider genoptagelsens rækkevidde til at omfatte vurderingerne pr. 1. januar 2003 og 1. oktober 2003 samt indrømmer nedslag i grundværdien for dårlige jordbundsforhold og fradrag for grundforbedrende udgifter.
Subsidiær påstand
Landsskatteretten realitetsbehandler sagen og indrømmer nedslag for dårlige jordbundsforhold samt fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter i henhold til vurderingsloven §§ 17-18 i genoptagelsesåret 1. januar 2003 og fremefter.
..."
Af mail af 24. oktober 2011 fra Landsskatteretten til Boligforeningens repræsentant fremgår bl.a. følgende:
"...
Advokatfirmaet R1 har i klagen af 19. oktober 2010 vedrørende ...1, fremsat påstand om hjemvisning og subsidiært, at Landsskatteretten realitetsbehandler.
Efter en gennemgang af sagen skal det oplyses, at det er opfattelsen, at de underliggende myndigheder har taget stilling til, hvorvidt der er grundlag for at godkende et fradrag for forbedringer, hvorfor sagen ikke kan hjemvises på dette punkt.
Til brug for realitetsbehandlingen anmodes der derfor om, at R1 fremsender en påstand med en talmæssig opgørelse samt dokumentation for de enkelte punkter vedrørende fradrag for forbedring.
Er der spørgsmål til ovennævnte, kontakt mig venligst.
..."
Boligforeningen fremsendte herefter supplerende processkrift af 11. april 2012 til Landsskatteretten med følgende ændrede påstand:
"...
Påstand
Genoptagelsens rækkevidde udvises til at omfatte vurderingerne pr. 1. januar 2003 og 1. oktober 2003.
I henhold til vurderingslovens §§ 17-18 ansættes klagers fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter til kr. 1.653.925. Fradraget indsættes i genoptagelsesårene 1. oktober 2003 og derefter.
Klager indrømmes nedslag i grundværdien for manglende bæredygtighed med kr. 155.062 svarende til ekstrafunderingsudgiften med tillæg af udgiften til geotekniske undersøgelser. Nedslaget fremskrives efter byggeomkostningsindekset (SKATs fremskrivningsfaktorer) fra udførelsesåret for ekstrafunderingen, 1988, og indsættes i genoptagelsesårene 1. januar 2003 og derefter.
Subsidiær påstand
Klagers fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter forhøjes mest mulig, og der ansættes højest muligt nedslag i grundværdien for ekstrafundering, alt efter Landsskatterettens skøn.
..."
I processkriftet var påstanden vedrørende fradrag i grundværdien for forbedringer opgjort således:
"...
|
Arbejdets karakter
|
Indrømmet af VAN
|
Påstand
|
|
|
|
|
Landinspektør
|
0
|
86.153
|
|
Vejanlæg
|
0
|
207.435
|
|
Parkeringspladser
|
0
|
1
|
|
Stianlæg
|
0
|
347.981
|
|
Fællesareal, grønne områder
|
0
|
1
|
|
Kloakforsyning
|
0
|
476.208
|
|
Tilslutningsafgift, vand
|
0
|
22.304
|
|
Tilslutningsafgift, el
|
0
|
305.725
|
|
Tilslutningsafgift, varme
|
0
|
104.953
|
|
Stikledninger
|
0
|
1
|
|
Projektering og tilsyn
|
0
|
103.163
|
|
|
|
|
I alt
|
0
|
1.653.925
|
|
Difference
|
|
1.653.925
|
..."
Sammen med det supplerende processkrift blev der fremlagt bl.a. ledningskort over forsyningsanlæggene på og omkring ejendommen.
Landsskatteretten traf afgørelse ved kendelse af 10. december 2012. Af kendelsen fremgår bl.a. følgende:
"...
Ny sagsfremstilling/indstilling
Vurderingsankenævnet har i forbindelse med klagen til Landsskatteretten indstillet afgørelsen ændret således:
|
Fradrag for forbedringer:
|
|
|
|
|
Kloakanlæg og tilslutningsafgift
|
150.000 kr.
|
|
Vandforsyning og tilslutningsafgift
|
22.304 kr.
|
|
Elforsyning og tilslutningsafgift
|
60.000 kr.
|
|
Varmeanlæg og tilslutningsafgift
|
21.000 kr.
|
|
Vejanlæg
|
0 kr.
|
|
Stianlæg
|
0 kr.
|
|
Stikledninger
|
0 kr.
|
|
Parkeringspladser
|
0 kr.
|
|
Fællesareal
|
0 kr.
|
|
Landinspektør
|
0 kr.
|
|
Projektering og tilsyn
|
25.000 kr.
|
|
|
|
I alt
|
278.304 kr.
|
..."
Det fremgår endvidere af kendelsen, at Vurderingsankenævnet i sin begrundelse for sin indstilling til ændret afgørelse havde forholdt sig til de enkelte fradragsposter og til de for Landsskatteretten fremlagte nye bilag, herunder ledningskortet. Af kendelsen fremgår tillige, at Landsskatteretten foretog en realitetsbehandling af de enkelte fradragsposter, og at Landsskatteretten herefter godkendte fradrag med i alt 281.134 kr. fordelt med 150.000 kr. til kloakanlæg og tilslutningsafgift, 22.304 kr. vedrørende vandforsyning og tilslutningsanlæg, 60.000 kr. vedrørende elforsyning og tilsynsafgift og 27.830 kr. vedrørende projektering og tilsyn.
Den 7. december 2012 havde Landsskatteretten truffet afgørelse i en sag, som vedrørte boligforeningens ejendom beliggende ...3. Vurderingsankenævnet havde i den sag også nægtet fradrag i grundværdien for forbedringer. Af Landsskatterettens kendelse fremgår, at boligforeningen havde nedlagt følgende påstand:
"...
Der er nedlagt principal påstand om, at genoptagelsens rækkevidde udvides til at omfatte vurderingen pr. 1. januar 2003, at nedslag i grundværdien forhøjes med udgiften til jordbundsundersøgelser, som fremskives efter byggeomkostningsindekset fra 1986 og frem, samt at ansættelse af fradrag for forbedringer i grundværdien hjemvises til fornyet behandling ved vurderingsmyndigheden.
Subsidiært er nedslag i grundværdien påstået forhøjet mest muligt efter Landsskatterettens skøn, samt at Landsskatteretten realitetsbehandler ansættelsen af fradrag for forbedringer i grundværdien.
..."
Landsskatteretten hjemviste punktet om fradrag for forbedringer til fornyet behandling ved vurderingsmyndigheden. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår bl.a. følgende vedrørende punktet "Fradrag for forbedringer i grundværdien":
"...
Vurderingsankenævnet har i sagen ikke godkendt fradrag for forbedringer, idet der er henvist til, at bebyggelsen er opført som ny randbebyggelse i et allerede fuldt byggemodnet område, hvorfor det er opfattelsen, at der ikke er tale om nye hovedanlæg, der kan begrunde fradrag.
Der ses ved nævnets afgørelse således ikke foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt hvert af de etablerede anlæg kan anses for grundforbedringer, således at de afholdte udgifter kan give anledning til et fradrag i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens §§ 17 og 18.
Efter Landsskatterettens opfattelse er Vurderingsankenævnets afgørelse et udtryk for, at der anvendt en så generel begrundelse, at der reelt ikke anses at være foretaget en individuel vurdering af de påståede grundforbedringsarbejders betydning i forhold til fradragsbestemmelserne.
Endvidere ses hverken vurderingsmyndigheden eller Vurderingsankenævnet at have efterspurgt supplerende materiale i sagen, som har kunnet belyse, hvorvidt der forelå hovedanlæg på grunden.
Det er rettens opfattelse, at et ledningskort generelt må anses for meget væsentlig dokumentation ved vurderingen af, om der på en grund er etableret et hovedanlæg, som kan begrunde fradrag, jf. vurderingsvejledningens afsnit C.3.
I nærværende sag er der først ved sagens behandling for Landsskatteretten fremlagt ledningskort vedrørende det interne kloakanlæg.
Det er rettens opfattelse, at de nu fremlagte ledningskort udgør væsentlige nye oplysninger i sagen, som er egnede til at have kunnet bidrage til en anden opfattelse af sagen og dermed potentielt have ført til et andet udfald af sagen ved de foregående instanser, såfremt oplysningerne havde foreligget der.
Da retten er sidste og endelig rekursmyndighed, finder retten ikke, at det er forsvarligt eller foreneligt med princippet om instansrækkefølgen, hvis disse nye væsentlige oplysninger behandles og vurderes af retten som første og eneste instans.
Landsskatteretten hjemviser derfor sagen til vurderingsmyndigheden med henblik på en fornyet realitetsbehandling af fradragsansættelsen.
..."
Parternes synspunkter
Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.
Boligforeningen har til støtte for sin påstand anført følgende i påstandsdokument af 29. april 2014:
"...
Anbringender
Vurderingsankenævnet har ved afgørelse af 16. august 2010 (bilag 3) truffet afgørelse vedrørende sagsøgers ejendom. Ved klagen til Vurderingsankenævnet var medtaget klagepunkter vedrørende
|
-
|
Kloakanlæg og tilslutningsafgift
|
|
-
|
Vandforsyning og tilslutningsafgift
|
|
-
|
Elforsyning og tilslutningsafgift
|
|
-
|
Varmeanlæg og tilslutningsafgift
|
|
-
|
Vejanlæg
|
|
-
|
Stianlæg
|
|
-
|
Stikledninger
|
|
-
|
Parkeringspladser
|
|
-
|
Fællesareal
|
|
-
|
Landinspektør
|
|
-
|
Projektering og tilsyn
|
I afgørelsen fra Vurderingsankenævnet er der ikke medtaget en konkret vurdering af hvorvidt hvert af de etablerede anlæg kan anses for grundforbedringer, således at de afholdte udgifter kan give anledning til et fradrag i henhold til de dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18. Vurderingsankenævnet har alene foretaget en samlet vurdering.
Vurderingsankenævnets afgørelse er udtryk for en helt generel begrundelse. I henhold til praksis opfattes en sådan begrundelse som, at der reelt ikke er foretaget en individuel vurdering af de påståede grundforbedringsarbejders betydning i henhold til fradragsbestemmelserne. Sagsøgers retskrav på en begrundelse i henhold til Forvaltningslovens regler (§ 22-24) ses således ikke iagttaget.
Sagen blev den 19. oktober 2010 påklaget til Landsskatteretten med påstand om hjemvisning til vurderingsmyndigheden. Den subsidiære påstand var at sagen blev realitetsbehandlet.
Sagsøger har i forbindelse med sagens behandling hos Landsskatteretten fremlagt ledningskort i sagen. Disse må ifølge Landsskatterettens praksis anses som væsentlig ny dokumentation i vurderingen af om der er anlagt et hovedanlæg på sagsøgers grund.
Under sagens behandling henvendte Landsskatteretten sig den 24. oktober 2010 til sagsøger, og anmodede om at der blev foretaget en opgørelse af de enkelte klagepunkter (Bilag 5).
Landsskatterettens praksis er, i sådanne tilfælde, at opfatte de fremlagte ledningskort som væsentlige nye oplysninger, der er egnede til at kunne bidrage til en anden opfattelse af sagen og dermed potentielt have ført til et andet udfald af sagen ved de foregående instanser, såfremt oplysninger havde foreligget der. På denne baggrund er det praksis, at sagen hjemvises.
Landsskatteretten fulgte imidlertid ikke hidtidig praksis hvorved det var forventeligt, at sagen blev hjemvist. Da det nyligt tilvejebragte var så ny information, at sagen forventeligt ville have haft et andet udfald i den tidligere instans.
Landsskatteretten valgte i stedet at realitetsbehandle samtlige klagepunkter.
Landsskatteretten er sidste og endelige rekursmyndighed og det er sagsøgers påstand at denne fremgangsmåde ikke er forsvarlig eller forenelig med princippet om instansrækkefølgen, hvis disse nye væsentlige oplysninger behandles og vurderes af Landsskatteretten som første og eneste administrative instans.
Det er således sagsøgers påstand at den administrative rekurs ikke er udnyttet i nærværende sag, da Vurderingsankenævnet ikke har taget stilling til de enkelte klagepunkter. Sagsøger har på denne baggrund uden tvivl lidt et retstab.
Det fremgår af sagsøgtes svarskrift, at det er sagsøgtes opfattelse, at sagsøgeren har udnyttet den administrative rekurs, uagtet at de enkelte fradragspunkter ikke er behandlet af de underliggende instanser.
Skatteministeriet har i andre sager gjort gældende, at det forhold, at ansættelsen af fradrag i henhold til vurderingslovens § 17 munder ud i et samlet beløb ikke indebærer, at der dermed er truffet afgørelse vedrørende alle de udgiftstyper som ansættelsen kan bestå af. Klagepunktet blev på denne baggrund afvist, da Landskatteretten ikke var forpligtet til at behandle klagepunktet blot fordi Vurderingsankenævnet havde truffet beslutning om de andre fradragsposter.
Det er bemærkelsesværdigt at behandlingen af naboejendommen (Bilag 7) er så forskellig fra behandlingen af sagsøgers ejendom. Det til trods at klagerne er enslydende, bortset fra linjer vedrørende parkering.
I SKM2013.634.BR gjorde Skatteministeriet gældende, at det forhold, at der er truffet samlet afgørelse ikke indebærer, at der er truffet afgørelse om samtlige fradragspunkter som ansættelsen kan bestå af. I denne sag har Skatteministeriet en anden holdning. Skatteministeriet har ikke oplyst, hvorpå divergensen beror.
Det er uden sammenhæng, at skatteministeriet har anført at den administrative rekurs er udnyttet.
I den konkrete sag har samtlige fradragspunkter været indbragt for vurderingsmyndighederne og vurderingsmyndigheden har truffet afgørelse på dette grundlag.
Vurderingsankenævnet har imidlertid ikke truffet afgørelse vedrørende de enkelte punkter.
I denne sag har Skatteministeriet i sit svarskrift modsat gjort gældende, at en samlet fradragsansættelse betyder, at der er truffet afgørelse vedrørende alle de udgiftstyper, som ansættelsen kan bestå af og at sagsøger har udnyttet den administrative rekurs, uagtet at de enkelte fradragspunkter ikke er behandlet af de underliggende instanser.
Den uigennemskuelighed som skatteministeriet lægger op til i behandlingen af SKM2013.634.BR i forhold til denne sag, og den forskelsbehandling sagsøger lider under i sammenligning med Landsskatterettens behandling af naboejendommen er både ukønt og i strid med sagsøgers krav på en lige behandling.
Det bør være uomtvisteligt at tab af en instans er udtryk for et retstab, da kun en instans har taget stilling til fradragsansættelsen på baggrund af afgørende nye oplysninger.
Retsvirkningen af den manglende realitetsbehandling i Vurderingsankenævnets afgørelse af 16. august 2010 er, hjemvisning med pålæg om realitetsbehandling.
..."
Skatteministeriet har til støtte for sin påstand anført følgende i påstandsdokument af 9. april 2014.
"...
Anbringender
Frifindelsespåstanden støttes overordnet på, at sagsøgeren ikke har krav på at få sagen hjemvist til Vurderingsankenævnet.
Landsskatteretten er ikke forpligtet til at hjemvise en sag til den underordnede instans.
At sagsøgeren først har tilvejebragt nødvendige oplysninger i forbindelse med sagens behandling for Landsskatteretten, og at Vurderingsankenævnets prøvelse som følge heraf har været mindre intensiv, ændrer ikke ved det.
Sagsøgeren påstod også sagen realitetsbehandlet i Landsskatteretten, jf. bilag 6 og bilag 1, side 16-17, hvor det fremgår, at det blev nedlagt påstand om fastsættelse af fradrag for en række anlæg med nærmere angivne beløb. Dette medfører yderligere, at sagsøgeren ikke nu kan kræve sagen hjemvist til Vurderingsankenævnet.
Hertil kommer, at sagsøgeren ikke lider noget retstab som følge af Landsskatterettens realitetsbehandling. I stævningen, side 6, 6. afsnit, anføres, at Landsskatterettens kendelse er problematisk, idet sagsøgeren i princippet gerne ville indbringe f.eks. spørgsmålet om retten til fradrag for udgifter til anlæg af stikledninger for domstolene, men at sagsøgeren sandsynligvis ikke kunne opnå en realitetsbehandling af et sådant spørgsmål for domstolene. Dette er imidlertid ikke korrekt. Sagsøgeren har udnyttet den administrative rekurs, og sagsøgeren ville have kunnet indbringe Landsskatterettens realitetsafgørelse vedrørende de enkelte fradragsposter for domstolene.
Der er i den henseende ingen uoverensstemmelse mellem sagsøgtes argumentation og den af sagsøgeren påberåbte SKM2013.634.BR, hvor grundejerens påstand om fradrag for parkeringspladser først blev fremsat i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen.
At Landsskatteretten i den som bilag 7 fremlagte kendelse har valgt at følge grundejerens påstand om hjemvisning (bilag 7, side 4) fører ikke til, at sagsøgeren har krav på hjemvisning til Vurderingsankenævnet i denne sag. Der foreligger ikke en praksis om hjemvisning, som sagsøgeren kan støtte ret på.
Det bemærkes, at sagsøgte ikke er enig i, at fradragsansættelsen efter den dagældende vurderingslovs § 17 er udtryk for en samlet ansættelse, således som det hævdes i stævningen, side 6, 3. afsnit. Dette har imidlertid ingen betydning for udfaldet af nærværende sag.
..."
Rettens begrundelse og afgørelse
Vurderingsankenævnets afgørelse af 16. august 2010 opfyldte ikke kravene i forvaltningsloven om en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen, og der var fremkommet nova.
Landsskatteretten kunne, som det skete i den under sagen omtalte afgørelse af 7. december 2012, have hjemvist sagen til Vurderingsankenævnet på grund af mangelfuld begrundelse, mangelfuld bestræbelse på tilstrækkelig oplysning af sagen samt væsentlige nye oplysninger (nova) i form af ledningskort.
Der er imidlertid ikke en lovfæstet pligt for Landsskatteretten til hjemvisning ved sagsbehandlingsfejl eller ved nova.
Landsskatteretten valgte at "helbrede" fejlene ved en intensiv realitetsbehandling efter indhentelse af "dokumentation for de enkelte punkter vedrørende fradrag for forbedring" samt en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen, og alt efter at Vurderingsankenævnet i forbindelse med Boligforeningens klage til Landsskatteretten havde indstillet sin afgørelse ændret efter en individuel vurdering af de enkelte poster.
På denne baggrund, og idet Boligforeningen ikke har dokumenteret, at der i en situation som den foreliggende er fast administrativ praksis for hjemvisning, tages Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge. Det bemærkes i den forbindelse, at der allerede efter Skatteministeriets erklæring om, at Boligforeningen har udnyttet den administrative rekurs, ikke har været grundlag for at anse Landsskatterettens kendelse for "problematisk", hvis Boligforeningen havde indbragt Landsskatterettens realitetsafgørelse for domstolene.
Som følge af sagens resultat skal Boligforeningen betale sagsomkostninger til Skatteministeriet. Omkostningerne fastsættes til 31.250 kr. og vedrører Skatteministeriets udgift til advokatbistand. Beløbet indbefatter moms. Retten har ved fastsættelsen af beløbet til advokatbistand lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang. Det bemærkes, at der er betalt retsafgift af en sagsgenstand på 149.881 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Inden 14 dage skal sagsøgeren, H1 Boligforening, betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, med 31.250 kr.