Indhold

Dette afsnit handler om partsprincippet i civile søgsmål.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Partsprincippet
  • Hvornår er henholdsvis Skatteministeriet eller Skatteforvaltningen part
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

  • En sag skal anlægges ved indgivelse af en stævning til den kompetente ret. Der er formkrav til stævningens indhold. Se RPL § 348.
  • Hvis stævningen ikke opfylder formkravene kan retten afvise sagen. Se RPL § 349.
  • Stævningen skal indgives af en person, som er mødeberettiget. Mødeberettiget er bl.a. parten selv eller en advokat på vegne af parten. Se RPL § 260.

Partsprincippet

Til forskel fra en forvaltningsafgørelse, hvor myndigheden har pligt til at søge alle relevante fakta klarlagt, inden der træffes en afgørelse, så har parterne i en retssag fuld råderet over sagens forberedelse. Det foregår igennem udveksling af processkrifter, hvor den der har anlagt sagen kaldes sagsøger og den indstævnte kaldes sagsøgte.

Sagens parter skal selv tage stilling til, hvilke oplysninger der er relevante for den afgørelse, som retten skal træffe. Det betyder, at parterne selv skal komme med alle oplysninger, men det betyder også, at retten er bundet af de påstande og anbringender, som parterne formulerer.

Domstolene kan prøve såvel sagens formalitet som dens materielle indhold. Hvis den afgørelse, myndigheden har truffet, og som er indbragt for retten er ugyldig, er det et formelt spørgsmål, som alene kan afgøre sagen. Der vil altid kunne ske en prøvelse af, om uskrevne retsgrundsætninger, f.eks. lighedsgrundsætningen, er tilsidesat ved myndighedernes sagsbehandling.

Syn og skøn kan anvendes som bevismiddel ved efterprøvelse af et værdiskøn. Da det er muligt at udmelde syn og skøn både ved skatteankenævnenes og Landsskatterettens behandling af klagesagen, vil det kun undtagelsesvist være nødvendigt under en retssag.

Se også

Se også afsnit A.A.11 "Syn og skøn".

Hvornår er henholdsvis Skatteministeriet eller Skatteforvaltningen part

Skatteministeriet er procespart i civile sager bortset fra

  • sager af opkrævningsmæssig karakter
  • sager om boafgiftsberegning
  • sager om efterbetaling og erstatning,

hvor Skatteforvaltningen er procespart.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.24.HR  Domstolsprøvelse af administrative afgørelser i skattesager, som har været indbragt for Landsskatteretten, skal ske ved sagsanlæg mod Skatteministeriet, også hvor overspringsreglen i SFL § 48, stk. 2, har været brugt. Søgsmålet mod Landsskatteretten blev derfor afvist.  Se også SKM2011.762.ØLR.

Landsretsdomme

SKM2021.516.ØLR

Med henvisning til, at det grundet kærendes afgivelse af urigtige oplysninger måtte bero på hans egne oplysninger, at det havde været nødvendigt for ham at anlægge retssag mod Skatteministeriet om hans skatteansættelse for 2009, tiltrådte landsretten byrettens kendelse om, at der forelå sådanne særlige grunde, at hver part skulle bære egne omkostninger, jf. RPL § 312, stk. 3.

SKM2010.721.ØLR

Afvisning af sagen. Stævning var underskrevet af cand.polit., og det var ikke godtgjort, at vedkommende var ansat i det sagsøgende firma

Manglende rettergangs-
fuldmagt, RPL § 260

Byretsdomme

SKM2019.483.BR

Sagen handlede om, hvorvidt PF var berettiget til at indlevere stævning på vegne af H1 i medfør af RPL §§ 259, eller 260, stk. 3, nr. 4.

Retten fandt, at PF hverken kunne anses som værende en del af foreningens ledelse, jf. RPL § 259, eller som ansat i foreningen, jf. RPL § 260, stk. 3, nr. 4. At foreningens bestyrelse havde bemyndiget PF til at gå videre med den i stævningen omhandlede skattesag ændrede ikke herpå.

Idet stævningen ikke var indleveret af en mødeberettiget person, afviste retten sagen i henhold til RPL § 261, stk. 2.

SKM2017.254.BR

Sagsøgeren havde anlagt sag mod Skatteankestyrelsen til prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse. Retten afviste sagen. Retten henviste til, at sagsøgeren i forbindelse med modtagelsen af Skatteankestyrelsens afgørelse udtrykkeligt var blevet vejledt om, at en eventuel indbringelse af afgørelsen for domstolene skulle ske ved at stævne Skatteministeriet.

SKM2010.336.BR

Afvisning af sagen, da stævning var underskrevet af sagsøgers revisor

Revisor har ikke rettergangs-
fuldmagt, RPL § 260

SKM2019.59.BR

Sagen blev afvist efter RPL § 261, stk. 2, da den blev anlagt på retssagsportalen af en ikke-mødeberettiget person med et revisionsselskab angivet som partsrepræsentant.

Manglende rettergangsfuldmagt.