Indhold

Dette afsnit handler om Skatteforvaltningens generelle vejledningspligt efter forvaltningsloven. Sidst i afsnittet er Skatteforvaltningens konkrete vejledningspligt kort omtalt med henvisning til, hvor disse pligter er beskrevet i Den juridiske vejledning.

Afsnittet indeholder:

• Almindelig vejledningspligt
• Bemærk særlig vejledningsforpligtelse
• Vejledningspligt og bindende svar
• Personkreds
• Formkrav
• Hvad kan vejledningen omfatte?
• Tolkebistand
• Nordisk Sprogkonvention
• Særlig vejledningsforpligtelse
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
• Oversigt over udtalelser fra Ombudsmanden mv.

Almindelig vejledningspligt

Skatteforvaltningen skal yde vejledning og bistand til personer, der har spørgsmål inden for Skatteforvaltningens sagsområde. Se FVL § 7, stk. 1.

Skatteforvaltningen er efter forvaltningsloven kun forpligtet til at yde vejledning i tilknytning til sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af Skatteforvaltningen. Se FVL § 2, stk. 1. Det følger dog af almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik, at Skatteforvaltningen også skal give vejledning i øvrigt inden for sit område.

Ved indførelsen af obligatoriske digitale selvbetjeningsløsninger har Skatteforvaltningen pligt til at vejlede om anvendelsen af selvbetjeningsløsningen, hvilket eksempelvis er relevant i forhold til årsopgørelsen.

Hvis Skatteforvaltningen modtager en skriftlig henvendelse, der ikke vedrører Skatteforvaltningens sagsområde, skal Skatteforvaltningen videresende henvendelsen til rette myndighed, hvis det er muligt. Se FVL § 7, stk. 2. Borgeren skal have besked om, at henvendelsen er videresendt. Se SKM2013.318.LSR.

Hovedformålet med vejledningspligten er, at Skatteforvaltningen skal imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for et retstab. Se FOB2016.11.

Bemærk særlig vejledningsforpligtelse

Der er på Skatteforvaltningens område særlige vejledningsforpligtelser i konkrete situationer. De nævnes sidst i afsnittet.

Vejledningspligt og bindende svar

Hvis en anmodning fra en borger/virksomhed samtidig er omfattet af reglerne i skatteforvaltningslovens kap. 8 om bindende svar, kan Skatteforvaltningen henvise borgeren/virksomheden til at anmode om et bindende svar. Se A.A.3.

Hvis borgeren/virksomheden ikke ønsker at benytte sig af adgangen til at få et bindende svar, selvom henvendelsen omfattes af dette regelsæt, anses vejledningsforpligtelsen for opfyldt ved Skatteforvaltningens henvisning til at benytte reglerne om bindende svar. Skatteforvaltningen er med andre ord ikke forpligtet til at give en uformel forhåndstilkendegivelse i disse tilfælde.

Se også A.A.2.2. om afgørelsesbegrebet.

Personkreds

Vejledningsforpligtelsen efter forvaltningsloven gælder alene for personer, der henvender sig til Skatteforvaltningen. Det følger dog af god forvaltningsskik, at der også gives vejledning i andre situationer, hvor det vil være naturligt og relevant. Det kan fx være i en konkret sag, hvor borgeren tilsyneladende har misforstået reglerne. Se FOB2000.285.

Skatteforvaltningens vejledningsforpligtelse omfatter ikke kun fysiske personer, men også henvendelser på vegne af juridiske personer. Se FOB2000.285.

Formkrav

Der er ingen formkrav til borgerens henvendelse. Borgeren kan henvende sig mundtligt ved personligt fremmøde, pr. telefon, skriftligt i et brev eller pr. mail, se FVL § 7 modsætningsvist. Der kan stilles krav om, at borgere/virksomheder skal kommunikere digitalt, hvis dette er vedtaget ved lov.

Der er ingen formkrav til Skatteforvaltningens vejledning, men Skatteforvaltningen skal yde den fornødne vejledning afhængig af sagens karakter og de konkrete omstændigheder. Vejledningen kan gives enten mundtligt eller skriftligt, og den kan være generel eller individuel. Vejledningen skal ydes i den form, som Skatteforvaltningen vurderer, er bedst i det konkrete tilfælde. Se Vejledning til FVL nr. 11740 af 4. december 1986 afsnit IV.

Hvis en mundtlig vejledning er et væsentligt sagsekspeditionsskridt i en afgørelsessag, følger det af notatpligten i OFL § 13, stk. 2, at Skatteforvaltningen skal gøre notat om vejledningens indhold, omfang, form og tidspunkt. Se Folketingets Ombudsmands Myndighedsguide, overblik # 5, afsnit 2.3. Se også FOB2016.11, hvor manglende dokumentation for myndighedens vejledning medførte, at en ansøgning om førtidspension skulle bedømmes efter tidligere gældende regler. For mere om notatpligt se A.A.7.4.4.

Eksempel

Dette er et eksempel, der viser, at en vejledning gerne må være generel.

Klageren ønskede genoptagelse af skatteankenævnets sagsbehandling af skatteansættelsen for indkomståret 1992. Klageren påstod, at ansættelsen ikke var realitetsbehandlet. Dette skyldtes, at han ikke havde afleveret et kørselsregnskab, fordi han ikke var blevet behørigt vejledt om aflæggelse af et kørselsregnskab. Retten fandt, at vejledningspligten efter forvaltningsloven var opfyldt ved citat af ligningsvejledningens bestemmelser for kørselsregnskab i flere sagsfremstillinger og endvidere ved henvisning til ligningsvejledningen i øvrigt. Se SKM2005.220.HR.

Hvad kan vejledningen omfatte?

Skatteforvaltningen kan fx give vejledning i form af

• Orientering om de regler, der gælder på Skatteforvaltningens område
• Orientering om den fremgangsmåde, borgeren skal følge ved henvendelse til Skatteforvaltningen, når han ønsker en sag taget under behandling, herunder om eventuelle:
  • Tidsfrister
  • Blanketter
  • Særlige sagsbehandlingsrutiner
  • Sagsbehandlingstider
• Orientering om hvilke oplysninger, borgeren skal komme med til brug for Skatteforvaltningens sagsbehandling
• Hjælp til udfyldelse af ansøgningsskemaer, anmeldelser, klage med videre
• Orientering om rette myndighed, hvis en borger har henvendt sig personligt, og Skatteforvaltningen ikke er den rette myndighed. Hvis borgeren har henvendt sig skriftligt, skal Skatteforvaltningen sende henvendelsen til rette myndighed, så vidt det er muligt.

Se Vejledning til FVL nr. 11740 af 4. december 1986 afsnit IV.

Omfanget af vejledningen afhænger af den konkrete situation. Hvis borgeren har en repræsentant, som må antages at have særligt kendskab til regelgrundlaget, kan vejledningspligten være mindre omfattende. Se FOB1990.270.

Eksempel

Afslag på ansøgning om kontanthjælp med tilbagevirkende kraft blev påklaget med henvisning til, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse, da kommunen burde have vejledt om muligheden for kontanthjælp. Ombudsmanden fandt, at det forhold, at der havde medvirket advokat i sagen, i et vist omfang måtte fritage inkassokontoret fra vejledningsforpligtelsen. Inkassokontoret måtte med rette kunne forvente, at advokaten tilsvarende ville undersøge mulighederne for kontanthjælp ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling. Se FOB1990.270.

FOB2007.132 - Ombudsmanden udtalte, at fængslet burde have vejledt funktionæren om, at vedkommende havde været berettiget til at tage en bisidder med til mødet.

Tolkebistand

Skatteforvaltningen skal sikre sig, at borgeren er i stand til at forstå og blive forstået af Skatteforvaltningen, når Skatteforvaltningen behandler sager, der vedrører borgeren. Skatteforvaltningens vejledningsforpligtelse omfatter således ikke kun selve vejledningen, men også bistand til, at det er muligt for borgeren at forstå indholdet af vejledningen. Udgangspunktet er, at Skatteforvaltningen taler og skriver dansk, men Skatteforvaltningen skal om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for en udlænding, en døv, eller en stum mv. Det er Skatteforvaltningen, der skal afholde udgiften til den fornødne tolke- og oversættelsesbistand. Se Vejledning til FVL nr. 11740 af 4. december 1986 afsnit IV pkt. 32 og FOB1990.240.

Når Skatteforvaltningen har vejledt om eventuelle dokumentationskrav, er det derimod borgerens eget ansvar, at dokumentationen afleveres til Skatteforvaltningen i en umiddelbar forståelig, herunder sproglig tilgængelig, form, se SKM2006.487.VLR og BEK nr. 468 af 19/04/2022 § 2, stk. 3, vedrørende dokumentation af prisfastsættelse af kontrollerede transaktioner.

Eksempel

Dette eksempel viser, at myndigheden også er forpligtet til at yde tolkebistand, når borgeren ikke har kendskab til, at der verserer en sag.

En tyrkisk indvandrer med dårlige danskkundskaber kom ud for en arbejdsulykke. Sikringsstyrelsen blev bekendt med ulykken og anmodede indvandreren om nærmere oplysninger om ulykken. Han vidste ikke, at sagen verserede og forstod ikke Sikringsstyrelsens brev. Han reagerede heller ikke på en rykkerskrivelse, der oplyste, at sagen ville blive henlagt, og at han herefter ikke ville have krav på erstatning. Efterfølgende blev genoptagelse af sagen nægtet, da fristen for genoptagelse var udløbet. Ombudsmanden udtalte, at efter forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, bør forvaltningsmyndigheden sikre sig, at de bliver forstået af udlændige, hvis sager de behandler. Dette gælder navnlig i de tilfælde, hvor den pågældende ikke har kendskab til, at en sag verserer, se FOB1990.240.

Nordisk Sprogkonvention

Danmark har ratificeret den Nordiske Sprogkonvention, der omfatter dansk, finsk, norsk, svensk og islandsk. Statsborgere i andre nordiske lande kan derfor anvende sit eget sprog ved sagsbehandling i Danmark. Sprogkonventionen gælder alene sager, hvor der træffes afgørelse af en forvaltningsmyndighed som fx Skatteforvaltningen. Det påhviler den danske myndighed at stille den fornødne tolkebistand til rådighed, så vidt det er muligt. Se Vejledning til forvaltningsloven nr. 11740 af 4. december 1986 afsnit IV pkt. 32 - 36 og Den Nordiske Sprogkonvention af 17. juni 1981.

Retten til at anvende sit eget sprog betyder, at Skatteforvaltningen ikke er forpligtet til at tilvejebringe tolkebistand, hvis borgeren kan forstå Skatteforvaltningens sprog tilstrækkelig godt og kan anvende et sprog, der kan forstås i tilstrækkeligt omfang af Skatteforvaltningen. Se Vejledning til FVL nr. 11740 af 4. december 1986 afsnit IV pkt. 34.

Sprogkonventionens forpligtelser går ikke videre, end hvad der efter omstændighederne antages at følge efter forvaltningsloven. Præciseringen i sprogkonventionen har derfor tilsvarende betydning for behandling af sager, der vedrører andre udenlandske statsborgere. Se Vejledning til FVL nr. 11740 af 4. december 1986 afsnit IV pkt. 32.

Særlig vejledningsforpligtelse

Skatteforvaltningen har vejledningsforpligtelse, når der til en afgørelse er knyttet en særlig rettighed, som forudsætter handling fra borgeren. Skatteforvaltningen bør gøre borgeren opmærksom på rettighederne, også selv om borgeren ikke selv har rettet henvendelse. Se FOB1991.143.

SKM2014.12.LSR - Vejledning om muligheden for at anmode om omgørelse efter SFL § 29 havde ikke haft konkret betydning for resultatet af SKATs eller Skatteankenævnets afgørelser. En eventuel manglende vejledning kunne derfor ikke føre til ugyldighed.

Se også

Se også:

• EUTK art 14, stk. 1 om toldmyndighedernes pligt til at besvare enhver persons anmodning om oplysninger om anvendelse af toldforskrifterne. Se A.A.7.4.1.1.
• Afsnit A.A.12 - Henstand med betaling af skat efter SFL § 51 har Skatteforvaltningen pligt til at vejlede borgeren om. Se FVL § 7, stk. 1.
• Afsnit A.A.14.1 - Efterfølgende ændring af en disposition tillægges virkning for ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat efter SFL § 29. Skatteforvaltningen har pligt til at vejlede om adgangen til omgørelse. Se FVL § 7, stk. 1.
• Afsnit A.A.14.2 - Ændring af valg af selvangivne oplysninger efter SFL § 30. Her har Skatteforvaltningen har pligt til at vejlede. Se FVL § 7, stk. 1.
• Afsnit C.C.2.4.1.8 - Efterfølgende ændring af afskrivninger efter BEK nr. 1783 af 19/11/2020 § 1, stk. 2 har Skatteforvaltningen pligt til at vejlede om. Se SKM2013.758.BR og FVL § 7, stk. 1.
• Afsnit C.D.11.8 - Betalingskorrektion i forbindelse med transfer pricing-reguleringer efter LL § 2, stk. 5, har Skatteforvaltningen pligt til at vejlede om. Se TfS2000.740 afsnit 4.1 og FVL § 7, stk. 1.
• Afsnit A.A.7.4.9 - Skatteforvaltningen har pligt til at vejlede om mulighederne for at klage over Skatteforvaltningens afgørelser. Se FVL § 7, stk. 1.

Bemærk

I forbindelse med tvangsindgreb i henhold til retssikkerhedsloven er der særlige vejledningsforpligtelser, se A.C.1.2.2 og A.C.1.6.5.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2005.230.HR	Landsskatteretten havde givet genoptagelsestilsagn, hvis resultatet af en retssag vedrørende en tilsvarende sag blev en ændring af Landsskatterettens afgørelse. Retssagen blev hævet og Landsskatteretten nægtede at genoptage retssagen, da betingelsen for genoptagelse ikke var opfyldt. Klageren påstod, at Landsskatteretten havde tilsidesat sin vejledningspligt ved ikke at informere om, at retten ikke ville genoptage, hvis retssagen blev hævet. Højesteret gav ikke klageren medhold.
SKM2005.220.HR	Klageren påstod, at en skatteansættelse ikke var realitetsbehandlet. Han havde ikke afleveret et kørselsregnskab, fordi han ikke var blevet behørigt vejledt om aflæggelse af et kørselsregnskab. Retten fandt, at vejledningspligten efter FVL var opfyldt ved citat af ligningsvejledningens bestemmelser for kørselsregnskab i flere sagsfremstillinger og endvidere ved henvisning i øvrigt til vejledningen.
Landsretsdomme
SKM2006.487.VLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren havde krav på fradrag for renter på et lån hos en onkel i Marokko. Landsretten lagde i sin afgørelse vægt på, at klageren på trods af opfordring hertil ikke havde tilvejebragt en autoriseret oversættelse af et marokkansk lånedokument vedrørende gælden til onklen, som de påståede rentebetalinger vedrørte. Landsretten stadfæstede Landsskatterettens afgørelse.
TfS 1999.951 ØLD	Et selskab anmodede om bindende tariferingsoplysninger (BTO'er). Det resulterede i efteropkrævning af told, da produkterne tidligere var tariferet under andre varekoder. Selskabet klagede og anførte bl.a., at Skatteministeriet havde tilsidesat sin vejledningspligt ved ikke tidligere at have vejledt om muligheden for at indhente BTO. Retten fandt, at vejledningspligten ikke var tilsidesat, da det ikke var godtgjort, at medarbejderen ved Told- og Skatteregionen havde haft anledning til at henlede opmærksomheden på at indhente en BTO.
Byretsdomme
SKM2020.514.BR	SKAT havde ikke vejledt om muligheden for omgørelse efter SFL § 29, da en partsrepræsentant ved en mail meddelte SKAT, at en handel med et sommerhus var hævet, og at overdragelsessummen og lejeindtægten for huset som konsekvens heraf var reguleret tilbage. Retten fandt, at det ikke kunne udledes af mailen, at der var anmodet om omgørelse, som desuden forudsætter betaling af et gebyr. Derfor heraf havde SKAT ikke tilsidesat sin vejledningspligt.
SKM2013.758.BR	Vejledning om efterfølgende af- og nedskrivninger. Byretten fandt, at SKAT havde opfyldt sin vejledningsforpligtelse ved i agterskrivelsen at skrive om adgangen til af- og nedskrivninger samt henvise til bekendtgørelsen. Adgangen til af- og nedskrivninger var ikke relevant for Landsskatterettens forhøjelser, og der var derfor ikke tilsidesat en garantiforskrift, der kunne bevirke, at Landsskatterettens afgørelse var ugyldig.
Landsskatteretskendelser
SKM2014.12.LSR	Vejledning om muligheden for at anmode om omgørelse efter SFL § 29 havde ikke haft konkret betydning for resultatet af SKATs eller Skatteankenævnets afgørelser. En eventuel manglende vejledning kunne derfor ikke føre til ugyldighed.
SKM2013.318.LSR	En indsigelse om inhabilitet var behandlet i SKAT i henhold til SKM2010.740.SKAT, men skulle have været sendt til Landsskatteretten i henhold til FVL § 7, stk. 2, da Landsskatteretten var rette klageinstans.

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Udtalelser fra Ombudsmanden	Udtalelsen i stikord	Yderligere kommentarer
FOB2019.17	Ombudsmanden fandt ikke, at den vejledning, som Skatteforvaltningen havde givet både generelt og direkte til de berørte virksomheder, var tilstrækkelig eller egnet til at vejlede virksomhederne retvisende om problemerne med den manglende rentetilskrivning på Skattekontoen.
FOB2019.25	Skattestyrelsens Kundecenteret skulle ifølge ombudsmanden tydeligt formidle, at centerets tilkendegivelser alene havde vejledende karakter - navnlig for at sikre, at en borger eller virksomhed ikke fejlagtigt opfattede den modtagne vejledning som en afgørelse og indrettede sig i tillid hertil og derved risikerede at lide retstab. Ved ombudsmandens gennemgang af sagsforløbene havde han set flere forløb, hvor der efter ombudsmandens opfattelse kunne komme tvivl om, hvorvidt der var tale om en afgørelse. Ombudsmanden nævnte som eksempler herpå svar om afslag på at fradrage forskellige udgifter, og hvor modtageren hverken i svarteksten eller på anden måde blev gjort opmærksom på, at svaret kun havde vejledende karakter.
FOB2019.19	Ombudsmanden mente, at det ville have været naturligt og relevant, at Justitsministeriet havde vejledt en journalist om, at ministeriet var i besiddelse af en rapport/et udkast til rapporten fra arbejdsgruppen, for at få afklaret, om journalisten ønskede aktindsigt heri. Ombudsmanden henviste til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7 og til, at det er forudsat i offentlighedslovens forarbejder, at der - navnlig når anmodninger om aktindsigt er fremsat af medier - kan være særlig grund til at vejlede.
FOB2019.11	Ombudsmanden udtalte, at en kommune ikke på dens hjemmeside havde sikret udtrykkelig vejledning om muligheden for at blive undtaget fra en obligatorisk digital selvbetjening i forbindelse med ansøgninger om hjælpemidler. Der burde også vejledes om muligheden for at ansøge på anden måde i forbindelse med partsrepræsentation ved ansøgninger om forbrugsgoder og boligindretning.
FOB2016.11	En mor klagede på vegne af sin datter med psykisk handicap over, at Ankestyrelsen havde anset datterens ansøgning om førtidspension på det foreliggende grundlag for at være trukket tilbage. Det betød nemlig, at datteren ikke kunne få bedømt sagen efter de gamle pensionsregler, der var mere fordelagtige for hende. Mor og datter anførte, at ansøgningen ikke var trukket tilbage, og at kommunen ikke havde vejledt datteren ordentligt. Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgningen var trukket tilbage - det fremgik af kommunens journalnotat fra et møde med datteren. Først i forbindelse med ombudsmandens undersøgelse tog Ankestyrelsen stilling til de indholdsmæssige krav til kommunens vejledning og vurderede, at kommunen havde overholdt sin vejledningspligt. I sin udtalelse omtalte ombudsmanden flere krav, som vejledningen skulle leve op til. Ombudsmanden mente ikke, at Ankestyrelsen på baggrund af sagens skriftlige materiale kunne konkludere, at kommunen havde overholdt sin vejledningspligt. Han henstillede til Ankestyrelsen at tage stilling til, hvilke eventuelle konsekvenser det, han havde anført om vejledningen, skulle have.
FOB2007.132	Ombudsmanden udtalte at et fængsel burde have vejledt en funktionær om, at vedkommende havde været berettiget til at tage en bisidder med til et møde.
FOB2005.178	Familiestyrelsen var berettiget til at begrænse en borgers kontakt til styrelsen, da hans mange telefoniske henvendelser tog uforholdsmæssigt lang tid. Men styrelsen kunne ikke fritages for den særlige vejledningspligt, da borgeren var ordblind. Ombudsmanden henstillede derfor, at borgeren fik lov til at ringe inden for rimelige rammer, indtil det var afklaret om, amtskommunen kunne hjælpe borgeren med særlige hjælpemidler.
FOB2000.285OM	Et selskab, der var omfattet af en indslusningsordning til frivillig acontoskat, havde ikke modtaget indbetalingskort, da det var fejlregistreret hos SKAT. Efterfølgende ansøgning om tilladelse til betaling af acontoskat blev afslået. Ombudsmanden kritiserede blandt andet, at Told- og Skattestyrelsen ikke havde besvaret selskabets rykkere. Han anførte endvidere, at vejledningspligten også omfatter situationer, der er lovgivet klart om.
FOB1998.304	Frederiksberg Skattedirektorat afslog eftergivelse af restskat, og Told- og Skattestyrelsen tiltrådte afslaget. Sagen burde retteligt have været behandlet af Skattedirektoratet i Københavns Kommune. Ombudsmanden kritiserede, at Frederiksberg Skattedirektorat ikke havde videresendt sagen til behandling hos rette myndighed. han kritiserede  desuden Told- og Skattestyrelsen for ikke at have ophævet Frederiksbergs Skattedirektorats afgørelse og oversendt sagen til behandling hos Københavns Kommune.
FOB1991.143	Ombudsmanden udtalte, at borgeren ikke havde fået den fornødne vejledning om mulighederne for at søge om henstand med skattebetaling efter at have klaget over skatteansættelsen.
FOB1990.270	Et afslag på ansøgning om kontanthjælp med tilbagevirkende kraft blev påklaget med henvisning til, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse, da kommune burde have vejledt om muligheden for kontanthjælp. Ombudsmanden fandt, at det forhold, at der havde medvirket advokat i sagen, i et vist omfang måtte fritage incassokontoret fra vejledningsforpligtelsen. Incassokontoret måtte med rette kunne forvente, at advokaten tilsvarende ville undersøge mulighederne for kontanthjælp ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling.
FOB1990.187	Ombudsmanden udtalte, at Skatteministeriet burde have vejledt borgeren om hans muligheder for at søge om henstand med skattebetalingen, da ministeriet modtog en henvendelse med ønske om henstand med tvangsinddrivelse af restskat. Borgeren burde endvidere have været orienteret om, at der kunne gå nogen tid, inden der kunne foreligge en afgørelse i sagen.
FOB1990.240	En tyrkisk indvandrer med dårlige danskkundskaber kom ud for en arbejdsulykke. Sikringsstyrelsen blev bekendt med ulykken og anmodede indvandreren om nærmere oplysninger om ulykken. Han vidste ikke, at sagen verserede, og forstod ikke Sikringsstyrelsens brev. Han reagerede heller ikke på en rykkerskrivelse, der oplyste, at sagen ville blive henlagt, og at han herefter ikke ville have krav på erstatning. Efterfølgende blev genoptagelse af sagen nægtet, da fristen for genoptagelse var udløbet. Ombudsmanden udtalte, at efter forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger bør forvaltningsmyndigheden sikre sig, at den bliver forstået af udlændinge, hvis sager den behandler. Navnlig i de tilfælde, hvor den pågældende ikke har kendskab til, at en sag verserer.