Indhold

Dette afsnit beskriver de generelle regler om afgrænsning af dødsboer, der er omfattet af skattereglerne for uskiftet bo mv. i DBSL afsnit III.

Afsnittet indeholder:

  • Personer og dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv..

Personer og dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, når den længstlevende ægtefælle og afdøde ikke var separeret ved dødsfaldet.

Bemærk

Når afdøde og den længstlevende ægtefælle var separeret ved dødsfaldet, er den længstlevende ikke omfattet af reglerne om uskiftet bo i DBSL afsnit III, fordi der efter anden lovgivning skal ske bodeling i forbindelse med separation. Ægtefællerne er heller ikke arveberettiget efter hinanden mere.

Dødsboet er i stedet for omfattet af reglerne i DBSL afsnit II, og den længstlevende ægtefælle er ikke omfattet af reglerne i dødsboskatteloven.

Når den længstlevende ægtefælle er arving efter afdødes testamente, er den længstlevende ægtefælle omfattet af reglerne i kapitel 6 i DBSL afsnit II om udlodningsmodtager. Se afsnit C.E.3.4 om reglerne for en udlodningsmodtager.

Hovedregel

Den længstlevende ægtefælle skal beskattes efter reglerne i DBSL afsnit III om beskatning af uskiftet bo mv., når skifteretten har bestemt, at dødsboet skal skiftebehandles efter en af følgende skifteformer:

a. Ægtefællernes fællesbo og skilsmissesæreje udleveres til den længstlevende ægtefælle til uskiftet bo efter DSL § 24. Se DBSL § 58, stk. 1, nr. 1.
b. Dødsboet udleveres til den længstlevende ægtefælle efter DSL § 22 (ægtefælleudlæg). Se DBSL § 58, stk. 1, nr. 2.
c. Dødsboet udleveres til forenklet privat skifte med ægtefællen efter DSL § 34. Se DBSL § 58, stk. 1, nr. 3.

Reglerne i DBSL afsnit III skal også bruges, når dødsboet

d. er udleveret til privat skifte efter DSL § 25 eller til bobestyrerbo, og afdøde ikke efterlader sig nogen livsarvinger - se DBSL § 58, stk. 1, nr. 4
e. er startet som et skifte efter DBSL afsnit II, og dødsboet slutter med, at det overtages af den længstlevende ægtefælle

  • til uskiftet bo uden, at nogen af afdødes livsarvinger har fået deres arv
  • ved at den længstlevende ægtefælle overtager hele dødsboet efter arvelovens § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4.

Se DBSL § 58, stk. 2.

Bemærk

Det er skifterettens kompetenceområde at afgøre, om betingelserne for de forskellige skifteformer er opfyldt.
Skattestyrelsen afgør herefter den skattemæssige behandling af dødsboet, der afhænger af den skifteform, som skifteretten har besluttet. Se SKM2015.283.LSR.

Se også

Se også afsnit

  • C.E.13 om arveafkald
  • C.E.14 om definition af delingsformue og skilsmissesæreje.

Ad a. Dødsboet udleveres til uskiftet bo efter DSL § 24

Når skifteretten udleverer dødsboet til uskiftet bo, skal en række betingelser være opfyldt fx:

  • Før dødsfaldet skal ægtefællerne have delingsformue, eller mindst én af ægtefællerne skal have skilsmissesæreje.
    Skilsmissesæreje bliver ved dødsfaldet delingsformue efter reglen i § 12, stk. 1, nr. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Hver af ægtefællernes skilsmissesæreje indgår derfor også i det uskiftede bo.
  • Afdøde efterlader sig livsarvinger.

Ad c. Dødsboet udleveres til forenklet privat skifte med ægtefællen efter DSL § 34

Der gælder en række betingelser for skifterettens udlevering af dødsboet til forenklet privat skifte:

  • Betingelserne for privat skifte skal være opfyldt.
  • I dødsboet må der ikke være legatarer,
    • som er repræsenteret ved værge eller skifteværge, eller
    • hvor der skal betales bo- eller tillægsboafgift af legatet.
  • Afdøde og den længstlevende ægtefælle må ikke være separeret.
  • Den længstlevende ægtefælle skal indtræde i afdødes skattemæssige stilling.

Udlevering efter DSL § 34 kan omfatte

  • både afdødes delingsformue og skilsmissesæreje og
  • afdødes fuldstændige særeje.

Bemærk

Når den længstlevende ægtefælle benytter adgangen efter DBSL § 59, stk. 2 og 3, til ikke at succedere i afdødes forskudsafskrivninger, indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, vil betingelserne for udlevering efter DSL § 34 ikke være opfyldt. Skifteformen må i stedet for være privat skifte efter DSL § 25 eller bobestyrerbo.

Se afsnit C.E.4.1.2 om den længstlevende ægtefælles adgang til at vælge om den pågældende vil succedere i afdødes forskudsafskrivninger, indskud på etableringskonto og iværksætterkonto.

Ad d. Privat skifte efter DSL § 25 eller bobestyrerbo, når afdøde ikke efterlader sig nogen livsarvinger

Når afdøde ikke efterlader sig nogen livsarvinger, bliver den længstlevende ægtefælle afdødes eneste arving efter loven.

Se også

Se også afsnit C.E.4.1.4, når afdøde efterlader sig både delingsformue og fuldstændigt særeje.

Undtagelse

Der er følgende undtagelser til hovedreglen:

  • Den længstlevende ægtefælle kan vælge beskatning efter reglerne i DBSL afsnit II om skiftede dødsboer, når dødsboet skiftes som privat skifte eller som bobestyrerbo, og den længstlevende ægtefælle er afdødes eneste legale arving. Se DBSL § 58, stk. 5.
  • Når et skiftet dødsbo slutter med at blive udleveret til den længstlevende ægtefælle, efter en eller flere af afdødes livsarvinger har fået deres arv (delvist skifte), skal dødsboet ikke behandles efter DBSL afsnit III, men fortsætte beskatningen efter DBSL afsnit II. Se DBSL § 58 stk. 2, 2. pkt. Se afsnit C.E.3 om dødsboer, der er selvstændige skattesubjekter.

Se også

Se også afsnit C.E.4.1.2 om den længstlevende ægtefælle kan vælge beskatning efter reglerne i DBSL afsnit II (skiftede dødsboer).

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2015.283.LSR

Et dødsbo, der var behandlet som et uskiftet bo efter DBSL § 58, stk. 1, nr. 4, blev efter afgørelse fra skifteretten genoptaget, og behandlingsformen ændredes til bobestyrerbehandling. Landsskatteretten fandt, at den skattemæssige behandling skulle følge den ændrede behandlingsform, som var fastsat ved skifterettens afgørelse.