Parter

A
(BA)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Christian Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Bente Thanning

Sagens baggrund og parternes påstande

Landsskatteretten afsagde den 28. juli 2006 kendelse i denne sag. Sagsøgeren, A, har indbragt 2 af de 4 forhold, som landsskatteretten tog stilling til, for retten ved stævning indgivet til Østre Landsret den 29. september 2006. Sagen blev den 22. januar 2007 henvist til byretten.

Denne sag omhandler As ret til fradrag efter statsskatteIovens § 6, stk. 1, litra a, for kørselsudgifter i indkomstårene 1999 - 2001, samt fradrag for køb af kamera og bærbar computer i indkomståret 1999.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1999 nedsættes med kr. 23.894,00 subsidiært et mindre beløb, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2000 nedsættes med kr. 14.912,00 subsidiært et mindre beløb, samt at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2001 nedsættes med kr. 22.679,00 subsidiært et mindre beløb.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Forklaringen er gengivet i dommen.

Ved Landsskatterettens kendelse blev skatteankenævnets afgørelse om skønsmæssig godkendelse af fradrag for 1.500 km pr. år og 25 % af anskaffelsessummen for kamera og computer stadfæstet. Landsskatterettens afgørelse er ikke gengivet i dommen.

Sagsøgeren har redegjort for anvendelsen af kameraet og computeren i virksomheden H1. Sagsøgte har ikke bestridt omfanget af den oplyste anvendelse. Der er ikke ført kørebog.

Der er fremlagt regnskaber for virksomheden H1 for indkomstårene 1999 - 2005. Hvert år har der været en forpagtningsindtægt på 10.000 kr. Der har i indkomstårene 1999 - 2001 været licensindtægter for henholdsvis 10.800 kr., 6.980 kr. og 3.104 kr. Kun i 2001 har der været øvrige indtægter med 680 kr.

I indkomstårene 2002 - 2005 er der ikke oppebåret licensindtægter. Øvrige indtægter udgør henholdsvis 224 kr., 0 kr. og 360 kr.

Forklaringer

BA har blandt andet forklaret, at computeren i de omhandlede indkomstår har været brugt erhvervsmæssigt til udvikling af programmer i virksomheden H1. Det store tidsmæssige forbrug på udviklingsarbejdet levnede ikke tid til anden anvendelse end produktion for virksomheden. Der er foretaget fradrag for kørsel til forlaget G1, blandt andet i forbindelse med forhandlinger om overtagelse af udgivelsesrettigheder.

De royaltyindtægter, som han har modtaget, er ikke indtægtsført i virksomheden H1, men er påført som indtægter hos ham personligt. Royaltyindtægterne vil blive indført som indtægt i virksomheden fra indkomståret 2007 af hensyn til de skattemæssige forhold. Han husker ikke, om virksomheden H1 derved vil give overskud i indkomståret 2007.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for påstanden gjort gældende, at der har været indtægter i virksomheden H1 hvert år. Driften i virksomheden er hele tiden sket med det formål at skabe et overskud, hvorfor der er tale om erhvervsmæssig virksomhed. Som minimum bør der tillades fradrag svarende til indtægterne i virksomheden.

Kameraet blev anskaffet til brug for et samarbejde med en ejendomsmægler og til brug i undervisningsprojekter, blandt andet historieundervisning. Ud af ca. 200 timers brug, er kameraet kun anvendt til privat brug i ca. 20 timer. Det gøres gældende, at det ikke er nødvendigt at bevise, at driftsmidlet har været anvendt 100 % erhvervsmæssigt, da en beskeden privat brug accepteres i praksis, uden at dette medfører en reduktion af fradragsretten, hvilket også fremgår af afgørelsen gengivet i.

Det fremgår af edb-tidsskrifter, at levetiden for en bærbar computer er ca. 3 år og levetiden for batteriet er ca. 1 år. Computeren har været brugt til udvikling og forskning, hvilket berettiger til straksafskrivning med 150 %.

Der har været en programproduktion af undervisningsmateriale fra 1999 til i dag på 181.000 programlinjer, svarende til ca. 3600 A4 ark. På grund af rettelser i materialet, er den faktiske produktion 3 - 5 gange større. Sagsøgeren har samtidigt rådet over stationære computere, som er anvendt til private formål.

En så omfattende produktion af undervisningsmidler kræver egnede rammer, tidsmæssigt og geografisk, uden mulighed for forstyrrelser. Udviklingen af programmerne er ofte sket i ferieperioderne. For at få den fornødne arbejdsro, har det af hensyn til omkostningsniveauet været nødvendigt at anvende fritidshuset i Sverige. Der bør derfor tillades fradrag for kørsel samt broafgifter. Der er endvidere erhvervsmæssig kørsel til forlaget G1, i forbindelse med udarbejdelse af regnskaber samt indkøb af materialer, fx. disketter. Det er ikke afgørende, at der ikke er ført kørebog, idet der kun er påstået fradrag for den faktiske erhvervsmæssige kørsel.

Sagsøgte har i påstandsdokumentet gjort følgende gældende til støtte for påstanden

"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det i første række gældende, at sagsøgerens "virksomhed" ikke blev drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 1999-2001.

En virksomhed må normalt anses for erhvervsmæssig, hvis virksomheden har en vis (1) intensitet, og virksomheden er (2) rentabel. Intensitetskravet indebærer, at virksomhedens aktivitet ikke må være af underordnet omfang, jf. f.eks. UfR 1996, 229/2 H. Rentabilitetskravet indebærer, at overskuddet skal have en sådan størrelse, at det står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats, jf. f.eks. SKM2002.395.HR.

Omsætningen i sagsøgerens "virksomhed" udgjorde i de tre omhandlede år kr. 20.800,(1999 - bilag B), kr. 16.980,- (2000 - bilag C) og kr. 13.784,(2001 - bilag D). I samme periode var underskuddene på kr. 53.074,19, kr. 36.646,01 og kr. 25.479,37.

Sagsøgerens "virksomhed" har dermed haft en så ringe omsætning, at den ikke opfylder intensitetskriteriet. Da der i alle årene har været underskud, opfylder den heller ikke rentabilitetskriteriet, og sagsøgerens "virksomhed" kan dermed ikke betegnes som erhvervsmæssig.

Fradrag og afskrivninger forudsætter i den situation, at fradragene og afskrivningerne kan rummes indenfor "virksomhedens" positive indtægter. Da sagsøgerens "virksomhed" i alle årene har givet underskud, også når der bortses fra de i sagen omtvistede udgifter, kan fradrag og afskrivninger slet ikke komme på tale. Det er således en fejl, at skattemyndighederne overhovedet har indrømmet sagsøgeren fradrag og afskrivninger.

Det er på den baggrund helt klart, at der ikke er hjemmel til de fradrag og afskrivninger i indkomstårene 1999-2001, som sagsøgeren har nedlagt påstand om. Selv om det derfor ville være helt korrekt, hvis Skatteministeriet nedlagde selvstændig påstand om skærpelse af beskatningen, har man dog valgt at afstå fra udnyttelse af denne mulighed.

Selv hvis "virksomheden" havde haft erhvervsmæssig karakter, skal Skatteministeriets frifindelsespåstand tages til følge. Det gøres således i anden række gældende, at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at udgifterne til kørsel og til indkøb af computer og kamera er fradrags- eller afskrivningsberettigede i videre omfang end allerede indrømmet af skattemyndighederne - selv under en forudsætning om, at "virksomheden" var erhvervsmæssig.

For alle udgifterne gælder, at de har karakter af private udgifter, som ikke er fradragsberettigede. I den situation skal sagsøgeren ikke blot føre et meget sikkert bevis for, at der har været en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgifterne, jf. f.eks. UfR 1989, 408 H og UfR 1994, 970 H. Sagsøgeren bærer også en skærpet bevisbyrde for, at ingen af kørslerne har haft private formål, og at der ikke har været tale om privat benyttelse af computeren og kameraet, jf. f.eks. SKM2003.559.ØLR.

Sagsøgeren har ikke ført et sådant bevis. Tværtimod bestrides det på baggrund af "virksomhedens" betydelige underskud og ringe omsætning, at der har været noget erhvervsmæssigt behov for at afholde udgifterne, og yderligere fradrag og afskrivninger kan således ikke komme på tale.

Om de enkelte udgifter bemærkes

Bilkørsel

Fradrag for erhvervsmæssig befordring kan ske med de faktisk afholdte udgifter, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, og statsskattelovens § 6. Dette forudsætter imidlertid, at sagsøgeren løfter sin bevisbyrde for, at befordringen udelukkende har været erhvervsmæssig. Denne bevisbyrde er - som nævnt - skærpet på grund af kørslens karakter af privat kørsel og på grund af "virksomhedens" ringe intensitet.

Fradrag med de faktisk afholdte udgifter forudsætter under alle omstændigheder, at sagsøgeren løbende har ført en kørebog, hvilket sagsøgeren ubestridt ikke har. Skattemyndighederne har dog ydet sagsøgeren den imødekommenhed at fastsætte den erhvervsmæssige befordring skønsmæssigt til 1.500 km. Det gøres gældende, at skattemyndighederne - i mangel af kørebog - har været berettiget til at skønne over den erhvervsmæssige befordring, og at skønnet alene kan tilsidesættes, hvis sagsøgeren godtgør, at skønnet er foretaget på et klart forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Sagsøgeren har over for skattemyndighederne ikke været i stand til at dokumentere endsige sandsynliggøre nogen erhvervsmæssig kørsel overhovedet, og sagsøgeren er i det hele taget ikke fremkommet med noget, der kan føre til en tilsidesættelse af skønnet. Endvidere taler "virksomhedens" ringe intensitet imod, at der er yderligere fradrag end skønnet.

Indkøb af computer og kamera

Kameraet er et afskrivningsberettiget aktiv, der kan straksafskrives efter bestemmelsen i afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2, idet anskaffelsessummen var under kr. 9.200,- (1999-niveau). Straksafskrivning af hele anskaffelsessummen i overensstemmelse med sagsøgerens påstand forudsætter imidlertid, at sagsøgeren løfter sin bevisbyrde for, at hun har benyttet kameraet udelukkende erhvervsmæssigt, jf. afskrivningslovens § 1. Bevisbyrden er skærpet som følge af udgiftens private karakter og "virksomhedens" ringe intensitet.

Det bestrides, at sagsøgeren har løftet denne bevisbyrde. De fremlagte fotos (bilag 3) dokumenterer ikke i sig selv nogen erhvervsmæssig benyttelse.

Skattemyndighederne har imidlertid ved et skøn indrømmet sagsøgeren straksafskrivning for 25% af købesummen, jf. afskrivningslovens § 11. Det gøres på baggrund af "virksomhedens" regnskaber gældende, at skattemyndighederne har været berettiget til at skønne over den erhvervsmæssige benyttelse, og skønnet kan alene tilsidesættes, hvis sagsøgeren godtgør, at skønnet er udøvet på et klart forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde.

Computeren er ligeledes et afskrivningsberettiget aktiv, men computeren kan ikke straksafskrives, idet anskaffelsessummen (kr. 10.879,20 ekskl. rabat og moms - bilag H) overstiger ovennævnte beløbsgrænse for straksafskrivning, og idet den fysiske levealder må antages at overstige 3 år, jf. afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 1.

Afskrivning på hele anskaffelsessummen forudsætter imidlertid, at sagsøgeren løfter sin bevisbyrde for, at computeren udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, jf. afskrivningslovens § 5, stk. 1. Bevisbyrden er skærpet som følge af udgiftens private karakter og "virksomhedens" ringe intensitet.

Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde. Bilag 3 og 6 indeholder fotos, programmer og et historieprojekt, men dokumenterer ikke, at computeren udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt. Som nævnt giver "virksomhedens" beskedne indtægter i det hele taget intet grundlag for at antage, at computeren har været benyttet erhvervsmæssigt i nævneværdigt omfang. Fotos og andet i forbindelse med sagsøgerens eller ægtefællens arbejde som lærer dokumenterer heller ikke nogen erhvervsmæssig benyttelse.

Skattemyndighederne har ved et skøn fastsat den erhvervsmæssige benyttelse til 25% og har indrømmet afskrivningsret efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler, jf. afskrivningslovens § 11. Det gøres gældende, at skattemyndighederne har været berettiget til at fastsætte den erhvervsmæssige benyttelse skønsmæssigt, og at skønnet alene kan tilsidesættes, hvis sagsøgeren godtgør, at skønnet er udøvet på et klart forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde."

Rettens begrundelse og afgørelse

Virksomheden H1 har i indkomståret 1999 - 2005 ikke givet overskud. Det er ikke godtgjort, at virksomheden i de følgende indkomstår har givet overskud. Den væsentligste indtægt i indkomstårene 1999 - 2005 har været en forpagtningsafgift på 10.000 kr. årligt.

Ved afgørelsen af om virksomheden kan anses for erhvervsmæssigt drevet, lægges der efter praksis væk på virksomhedens omsætning og driftsresultat. Hvis der i indkomstårene 1999 - 2005 ses bort fra forpagtningsindtægten, har der været en omsætning i virksomheden H1 på henholdsvis 10.800 kr., 6.980 kr., 3.784 kr., 224 kr., 0 kr. og 360 kr.

På denne baggrund og efter sagens øvrige oplysninger vurderes det, at virksomheden H1 ikke har været drevet på en måde, som kan betegnes som erhvervsmæssig i indkomstårene 1999 - 2001. Virksomheden opfylder således ikke de skatteretlige kriterier for, at der ved indkomstopgørelsen kan foretages fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, udover hvad der kan rummes i virksomhedens indtægter. Da virksomheden i indkomstårene 1999 - 2001 har givet underskud, der overstiger sagsøgerens krav på fradrag, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Det bemærkes endeligt, at sagsøgeren ikke under sagen har sandsynliggjort eller dokumenteret, at der er foretaget kørsel i det selvangivne omfang eller at kamera og computer kun har været anvendt privat i det oplyste omfang. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn.

Sagsomkostningerne er fastsat til dækning af sagsøgtes advokatudgifter. Ved fastsættelsen af sagsomkostningerne er der lagt vægt på sagens værdi og omfang samt at der er udarbejdet materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal i sagsomkostninger til sagsøgte betale 15.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.