Parter
A
(advokat Keld Parsberg)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli)
Afsagt af dommerne
Per Sørensen, Peter Blok, Børge Dahl, Niels Grubbe og Marianne Højgaard Pedersen
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 24. juni 2005.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Påstande
Appellanten, A, har gentaget sin påstand.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Det er oplyst, at As virksomhed ophørte i 2005. Virksomhedens omsætning og resultat i årene 2002-2005 er ikke oplyst.
Højesterets begrundelse og resultat
As virksomhed med udarbejdelse af horoskoper m.m. havde i 2001 en omsætning på ca. 10.000 kr. og et underskud på ca. 27.000 kr. Også i de forudgående år havde virksomheden en meget beskeden omsætning og et negativt driftsresultat. På denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende må det lægges til grund, at der i 2001 heller ikke var udsigt til, at A fremover ville kunne drive virksomheden med en rimelig fortjeneste. Herefter og da oplysningerne om As sygdom, herunder dens varighed, ikke kan føre til en anden vurdering, tiltræder Højesteret, at virksomheden i 2001 ikke kan anses for erhvervsmæssig, og at A derfor ikke ved indkomstopgørelsen kan fradrage virksomhedens underskud i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Da As virksomhed ikke kan anses for erhvervsmæssig og var underskudsgivende, tiltræder Højesteret endvidere, at A heller ikke har ret til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.
Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.