Der kan efter RPL § 513, stk. 1, ikke foretages udlæg i erstatninger for invaliditet eller forsørgertab.
I UfR 2002, 1742 HD, udtalte Højesteret, at de hensyn, der har begrundet denne undtagelse fra kreditorforfølgning, også gør sig gældende, hvor erstatningen beror på en forsikringsaftale, hvad enten der er tale om en summaforsikring eller en forsikring med udbetaling af løbende ydelser såsom invaliderenteydelser som i den konkrete sag.
Ud over disse erstatninger er for eksempel arbejdsskadeerstatninger og krav på sygedagpenge undtagne fra udlæg efter de respektive speciallove.
Sådanne krav, der ofte har en betragtelig størrelse, kan dog frivilligt (viljesbestemt) overdrages eller pantsættes.
Beløbene er ikke alene undtagne fra udlæg, så længe de kun består som krav. Hvis de - efter udbetaling til den berettigede - holdes adskilt fra dennes øvrige midler og deklareres som erstatning af en bestemt art, er de undtagne fra udlæg. Kravet om adskillelse fra øvrige midler er absolut, jf. RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. Hvis der har været hævet af en erstatning, og et tilsvarende beløb senere indsættes, eller hvis en indestående erstatning frivilligt har været stillet som sikkerhed, er beskyttelsen bortfaldet.
Også andre aktiver, der erhverves for erstatningsbeløbet, dvs. såkaldte surrogataktiver, kan holdes uden for udlægsadgangen, hvis erstatningsbeløbet var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue, og det kan bevises, at aktiverne er købt for erstatningsbeløbet.
Betænkning nr. 634 fra 1971 om udlæg og udpantning udtaler side 85, 2. spalte, om adskillelseskravet, at et erstatningsbeløb efter omstændighederne på tilstrækkelig klar måde vil kunne anbringes i fast ejendom, enten i form at tinglyst pantebrev, der angiver, hvorfra midlerne stammer, eller, hvis skyldneren ikke har anbragt andre midler i ejendommen, ved en tinglyst deklaration på denne. Ved tinglysningen må erstatningen dokumenteres. I UfR 1991, 750 ØLK, udtalte Østre Landsret således, at det lå inden for tinglysningsdommerens opgaver at påse, om en erstatning var omfattet af udlægsbegrænsningen i RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. I sagen havde K som anlægsinvestering erhvervet en fast ejendom for 880.000 kr., der berigtigedes ved overtagelse af et i ejendommen indestående lån med en restgæld på 807.025,08 kr. og en kontant udbetaling på 72.972,92 kr., der hidrørte fra et beløb på 714.039,10 kr., som K havde modtaget i erhvervsevnetabserstatning. Tinglysningsdommeren afviste i byrderubrikken at tinglyse en deklaration, i hvilken det blev oplyst, at ejendommen var erhvervet for erhvervsevnetabserstatningen. Tinglysningsdommeren begrundede afvisningen med, at alene udbetalingen hidrørte fra udlægsfritagne midler, og at der derfor ville ske en sammenblanding med øvrige midler, således at ejendommen ikke ville kunne fritages for kreditorforfølgning. Landsretten fandt imidlertid, at såvel udbetalingen som de i øvrigt med erhvervelsen forbundne udgifter stammede fra erhvervsevnetabserstatningen, der var holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Det var af K oplyst, at terminsydelser og driftsudgifter skulle dækkes med lejeindtægter fra ejendommen.
Forøgelsen af friværdien i en sådan fast ejendom på grund af inflation eller normal amortisering med frie midler antages også at være beskyttet mod udlæg.
En deklaration vil, som det fremgår af UfR 1991, 750 ØLK, kunne være én måde, hvormed en skyldner vil kunne dokumentere, at et surrogataktiv er erhvervet for udlægsfritagne erstatningsmidler. Er surrogataktivet en fast ejendom, bør deklarationen tinglyses, jf. betænkning nr. 634 fra 1971, side 85, 2. spalte.
Efter Højesterets kendelse i UfR 1996, 1699, er det dog fastslået, at der ikke - som sket i TfS 1995, 615 ØLD, og Vestre Landsrets 2. afdelings utrykte kendelse af 22. januar 1996 i V.L.B-2714-95 - kan opstilles et formelt beviskrav i form af en skriftlig tilkendegivelse i erhvervelsesdokumentet om, at aktivet er erhvervet for udlægsfritagne erstatningsmidler. I Vestre Landsrets afgørelse blev det således udtalt, at det ved erhvervelse af en fast ejendom for udlægsfritagne erstatningsmidler skulle fremgå af en redegørelse i skødet, at den kontante købesum var blevet betalt med beskyttede beløb, selv om den udlægssøgende kreditor erkendte, at der var betalt med sådanne beskyttede beløb. Højesteret har med sin kendelse tilsidesat dette krav om en redegørelse i erhvervelsesdokumentet. Højesteret lagde i sin afgørelse til grund, at en bil, et tv og en fræser, som skyldneren havde betalt med en del af et erhvervsevnetabserstatningsbeløb, var fritagne for udlæg, da skyldneren for denne del af erstatningen havde fået udstedt tre checks direkte til sælgerne af disse surrogataktiver, således at der havde været den fra skyldnerens øvrige formue fornødne adskillelse. Der havde ikke i erhvervelsesdokumenterne været nogen tilkendegivelse af, at effekterne blev betalt med udlægsfritagne erstatningsmidler.
Som nævnt ovenfor mistes udlægsbeskyttelsen, hvis der har været hævet af en erstatning, og et tilsvarende beløb senere indsættes, eller hvis en erstatning har været anvendt som sikkerhedsstillelse. ►Udlån af beløb fra erstatningskontoen ◄►bevirker ligeledes, at beskyttelsen af de udlånte beløb ophører. Se SKM2009.478.VLR.◄ Dette gælder også for surrogataktiver. Vestre Landsret fastslog dog i en i Fuldmægtigen nr. 3, 2000, side 41f, gengivet kendelse, V.L.B-2386-99, afsagt den 2. februar 2000, at et sommerhus købt for 457.000 kr., hvoraf udbetalingen på 35.000 kr. stammede fra en personskadeerstatning ("erhvervsevnetab"), var udlægsfritaget i medfør af RPL § 513, stk. 1, trods en senere pantsætning. Skyldneren havde mod pant i ejendommen optaget et lån på 50.000 kr. til brug for opførelsen af en tilbygning til ejendommen. Fogedretten fandt det afgørende, at skyldneren ved pantsætningen havde belånt ejendommen på en sådan måde, at han derved indirekte helt eller delvist havde disponeret over sin personskadeerstatning. Da de 50.000 kr. var brugt til en tilbygning, var ejendommens værdi steget, hvorfor skyldneren ikke havde disponeret over erstatningssummen ved pantsætningen. Landsretten tiltrådte, at udlægsfritagelsen ikke var bortfaldet ved den senere pantsætning, men som kæremålet forelå, tog landsretten ikke stilling til, om tilbygningen og dens finansiering havde betydning for udlægsfritagelsen. Østre Landsret fastslog i en kendelse af 19. juni 1997 i B-1357-97, 6. afd., at der kunne foretages udlæg i en fast ejendom, som rekvisitus havde overtaget i 1994 med en udbetaling på 125.000 kr. hidrørende fra en udbetalt erstatning. På ejendommen var der blevet lyst en erklæring om udlægsfritagelse i henhold til RPL § 513, stk. 1. Ved overtagelsen var der lyst tre hæftelser, og der blev desuden lyst et ejerpantebrev til sikkerhed for en kassekredit. Ejerpantebrevet, der oprindeligt var på 100.000 kr., blev senere forhøjet til 200.000 kr. Fogedretten fandt, at skyldneren ved at udstede ejerpantebrevet havde sammenblandet sine midler på en sådan måde, at udlægsbeskyttelsen var bortfaldet. Østre Landsret lagde ved sin stadfæstelse vægt på dels oprettelsen af ejerpantebrevet den 2. juni 1994 til sikkerhed for kassekreditten, dels den den 9. februar 1996 tinglyste forhøjelse af sikringsrammen til 200.000 kr.
IUFR 2008.2664V havde skyldner i 2003 for 740.000 kr. kontant købt et hus for en erstatning af tab af erhvervsevne, som han havde fået udbetalt samme år, og som var blevet indsat på en særskilt konto. En bemærkning i skødet om, at ejendommen var købt for en erhvervsevnetabserstatning, var blevet tinglyst servitutstiftende. I 2006 optog S et kreditforeningslån, hvor provenuet blev brugt til renovering af huset og betaling af gæld. Kreditor K begærede udlæg i ejendommen, hvilket S protesterede imod, idet han gjorde gældende, at ejendommenvar udlægsfritaget efter rpl § 513, stk. 1. Fogedretten nægtede at foretage udlæg. Landsretten afsagde følgende kendelse: " S har forklaret, at han i 2006 har optaget kreditforeningslån i huset, og at lånet blev brugt dels til renovering af huset, dels til betaling af anden gæld. Landsretten finder, at S herved har disponeret på en sådan måde, at betingelserne for at anse ejendommen for udlægsfritaget efter retsplejelovens § 513, stk. 1, ikke længere er til stede. Landsretten hjemviser derfor sagen til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg i ejendommen.
Det er tvivlsomt, hvordan retstilstanden er, hvis et aktiv kun delvist er erhvervet ved hjælp af udlægsfritagne erstatningsmidler. Hvis man antog, at der gælder en udlægsfritagelse for sådanne aktiver, ville man skabe en adgang for en skyldner til at opbygge et kreditorly ved at erlægge en beskeden udbetaling med udlægsfritagne erstatningsmidler ved anskaffelsen af et kostbart aktiv og lade resten finansiere med ubeskyttede midler. Den i takt med nedbringelsen af restgælden opståede friværdi ville ligeledes være beskyttet mod udlæg, jf. ovenfor. Dette taler derfor for at lade udlægsfritagelsen for sådanne "delvise surrogataktiver" være betinget af, at en væsentlig del af købesummen er erlagt med udlægsfritagne erstatningsmidler. I UfR 1991, 750 ØLK, der er omtalt ovenfor, blev det antaget, at såvel udbetalingen på knap 10 % som de i øvrigt med erhvervelsen af en fast ejendom forbundne udgifter stammede fra en erhvervsevnetabserstatning, og denne afgørelse kan derfor ikke tages til indtægt for en modsat opfattelse.
Hvis et udbetalt erstatningsbeløb eller surrogataktiver, der ikke er unikke (species), sammenblandes med skyldnerens øvrige formue, er adskillelseskravet i RPL § 513, stk. 1, 2. pkt., ikke længere opfyldt, og udlægsfritagelsen er derfor ophørt, jf. fx SKM2006.453.BR. Det gælder dog ikke ved rene bagateller. UfR 1999, 165 VLK, fastslog således, at udlæg hverken kunne foretages i erstatningsbeløb indsat på en allerede eksisterende konto eller i en bil købt for erstatningsbeløbet. På skyldnerens konto indestod der i april 1996 et beløb på 25,96 kr., og den 16. april samme år blev der indsat en invaliditetserstatning på ca. 176.000 kr., hvorefter skyldneren hævede 71.500 kr. for den 11. juni 1996 på kontoen at indsætte en yderligere erstatning på ca. 213.000 kr. Ti dage senere, den 21. juni, købte skyldneren en bil for ca. 142.000 kr. I perioden fra juli 1996 til februar 1998 hævede skyldneren kontoens indestående. For nogle af pengene erhvervede han visse effekter, som han senere solgte. Salgssummerne blev indsat på kontoen. En kreditor begærede i oktober 1997 udlæg i bilen. Landsretten fastslog, at det beløb, der allerede stod på kontoen (25,96 kr.) var et i forhold til erstatningssummerne så ubetydeligt beløb, at det under de foreliggende omstændigheder ikke kunne medføre, at erstatningssummerne på tidspunktet for skyldnerens bilkøb ikke kunne anses for adskilt fra skyldnerens øvrige formue. Bilen var ubestridt erhvervet for en del af de den 20. juni 1996 på kontoen indestående midler, hvorfor udlægsfritagelsen også omfattede bilen, og det spillede herved ingen rolle, om udlægsfritagelsen for så vidt angik kontoen var bortfaldet på et senere tidspunkt.
Højesteret udtalte i sin kendelse i UfR 2001, 2372, at en udbetaling fra en gruppelivsforsikring modtaget ved en ægtefælles død ikke var udlægsfritaget efter RPL § 513, stk. 1, analogt. I sagen havde D, som havde en større gæld til sin ægtefælle, K, ved dennes død modtaget en række livsforsikringssummer - heriblandt en gruppelivsforsikringssum - som blev indsat på særskilte konti. Boet efter K begærede udlæg foretaget i disse indeståender. Bestemmelsen i RPL § 513, stk. 1, kunne ikke udstrækkes til også generelt at omfatte forsikringssummer udbetalt i anledning af en ægtefælles død, og der var ikke oplyst konkrete omstændigheder, som kunne begrunde beskyttelse mod udlæg i det foreliggende tilfælde. Sagen blev herefter hjemvist til fogedretten med henblik på foretagelse af udlæg.
Efter RPL § 513, stk. 2, er krav som følge af ikke-økonomisk skade undtagne fra udlæg. Her er der tale om krav på erstatninger for eksempelvis svie og smerte og lignende. Disse krav på erstatninger er kun undtagne fra udlæg, så længe erstatningen ikke er udbetalt. Efter udbetalingen kan de ikke inddrages under den i stk. 1 nævnte kreditorbeskyttelse.
Også krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er undtaget fra udlæg, jf. RPL § 513, stk. 3. Her gælder som ved løn en 7-dages fredningsregel.
Udlægsfritagelsen efter RPL § 513, stk. 1 og 2, gælder dog ifølge § 513, stk. 4, ikke, efter at kravet og dets størrelse er anerkendt eller fastslået af domstolene, hvis skyldneren under udlægsforretningen giver samtykke til udlæg eller har stillet aktivet som pant for vedkommende fordring. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, hvorefter krav om erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, ikke kan overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. I en utrykt dom af 26. november 1999 fra Vestre Landsrets 5. afdeling i ankesag B-1467-98 gjorde skyldneren bl.a. gældende, at en til en told- og skatteregion meddelt transport på et krav på en forsikringssum i henhold til en ulykkesforsikring var ugyldig efter aftalelovens § 36, da han hævdede ikke at være blevet tilstrækkeligt vejledt af inddrivelsesmyndigheden. Landsretten bemærkede, at der ikke var grundlag for at anvende erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, eller dennes analogi på krav i henhold til en ulykkesforsikring. Dernæst fastslog landsretten, at transporten ikke - som anført af skyldneren - kunne sidestilles med et udlæg. Som følge af udlægsforbuddet i forsikringsaftalelovens § 123 og RPL § 513 måtte der imidlertid ifølge landsretten være sikre holdepunkter for at antage, at en skyldner, der under en udlægsforretning tilkendegiver at ville give frivillig transport på en ulykkesforsikringssum, har været korrekt vejledt om indholdet af disse bestemmelser, idet transporten i modsat fald ville kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Landsretten fandt dog, at skyldneren var blevet gjort bekendt med betydningen af en transport, og at forsikringssummen som sådan var fritaget for udlæg. Transporten blev derfor opretholdt.