RIM kan lønindeholde i skyldnerens lønindtægt under konkursen efter de almindelige regler for lønindeholdelse, fordi skyldnerens indtægter ved egen virksomhed i denne periode ikke indgår i konkursmassen, jf. KL § 33. Lønindeholdelsen kan foretages for såvel simple som for fortrinsberettigede krav.

►De beløb, der indbetales ved lønindeholdelse, kan ikke omstødes og skal ikke reducere det dividendeberettigede beløb, medmindre restancen herved er fuldt indfriet, jf. UfR 1987,755HD. I denne sag blev RIM's pålæg om lønindeholdelse under en gældssanering ikke omstødt, da lønindeholdelsen ikke var omfattet af KL §§ 72 og 74. Højesteret udtalte, "Lønindeholdelse kan ikke anses for omfattet af omstødelsesreglerne i konkurslovens §§ 72 og 74, og forarbejderne til bestemmelserne om gældssanering i lov nr. 187 af 9. maj 1984 giver ikke grundlag for at anvende omstødelsesreglerne i videre omfang end ved konkurs og tvangsakkord". Udover at lønindeholdelsen ikke blev omstødt, fastholdt Højesteret, at SKAT var berettiget til dividende af det fulde krav, der bestod ved gældssaneringens indledning, således at det dividendeberettigede krav ikke skulle nedbringes med det under gældssaneringen lønindeholdte beløb. ◄

RIM må ikke uden boets samtykke foranstalte tvangsauktion afholdt over et aktiv, hvori RIM har foretaget udlæg, jf. KL § 85, stk. 1. Der er dog intet til hinder for, at RIM efter aftale med boet fortsætter et udlæg til tvangsauktion eller selv inddriver et udlagt tilgodehavende. Hvis RIM ikke har fået en sådan aftale, skal aktiverne afleveres til boet.