A's klage skyldes, at told- og skatteregionen har fundet, at der ved erhvervelsen af en brugt bil fra Tyskland skal beregnes dansk moms.

Klageren, der er taxavognmand, har ved faktura af 18. maj 1998 købt en brugt personbil, stel. nr. xxx, i Tyskland. Det fremgår af registreringsoplysningerne i motorregisteret, at klageren anvender bilen til taxikørsel. Klageren er ikke momsregistreret, da taxakørsel er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 15.

Der fremgår følgende af den udstedte faktura:

”…

RECHNUNG/INVOICE/FACTURE

Type: Mercedes-Benz C 220 TD

Fahrgestell.nr.: xxx

EZ : 03.09.1998

KM.Stand: 21.000

Lack: 744 Brilliantsølvmetal

Polster: 781 Sort Stofindtræk

Ausstattung: Automatik 5 trins. Klimaanlæg

Das Auto ist frei von Restschulden / Bilen er fri for restgæld

Das Auto ist mit KM.Garantie / Bilen er med KM.garanti

Zahlung, Netto Bar bei übergabe / Betaling, netto kontant ved levering

Preis inkl. MwSt. DKR: 209.000,00

Varerne i denne faktura sælges efter de særlige regler for brugtmoms.

Køber kan ikke foretage fradrag for købsmoms”

Det er oplyst, at sælger trods indholdet af fakturaen ikke har anvendt de særlige regler for beregning af brugtmoms, idet sælger momsmæssigt har behandlet det omhandlede køb og salg efter den tyske momslovs almindelige regler.

Det er ikke af klageren bestridt, at sælgeren ikke har opfyldt betingelserne for anvendelse af brugtmomsreglerne.

Der fremgår bl.a. følgende af told- og skatteregion X’s skrivelse af 9. maj 2001 til en række told- og skatteregioner, hvori der informeres om resultatet af en undersøgelse af sælgerens momsforhold:

”…..

Sagen har været drøftet med Styrelsen som bekræfter, at Danmark har beskatningsretten og at der skal opkræves dansk moms af de importerede biler, uanset den generelle fejlagtige erklæring på salgsfakturaerne. Der var enighed om at der ikke er grundlag for at gøre straf gældende.

…..”

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse opkrævet moms med 45.043 kr. vedrørende den omhandlede erhvervelse. Momsen er beregnet som 25 % af købsprisen med fradrag af den tyske moms.

Der er som begrundelse herfor henvist til, at der skal betales erhvervelsesmoms, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, idet køber er en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, og idet bilen ikke er solgt efter brugtmomsreglerne, jf. momslovens kapitel 17.

Told- og skatteregionen har henvist til, at køber er betalingspligtig for moms af erhvervelsen, jf. momslovens § 46, stk. 2, og at køber endvidere burde have været registreret for erhvervelsen, jf. momslovens 48, idet værdien af erhvervelsen oversteg 80.000 kr.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, momsopkrævningen frafaldes.

Repræsentanten har til støtte for sin påstand gjort gældende, at erhvervelsen er en ikke afgiftspligtig erhvervelse fra et andet EU-land, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., idet der er tale om transaktioner mellem uafhængige samhandelspartnere, og klageren på købstidspunktet var i god tro om, at varen i salgslandet var afgiftsberigtiget efter tilsvarende regler som fastsat i momslovens § 71. Repræsentanten har herved henvist til, at det fremgår af fakturaen, at bilen sælges efter de særlige regler for brugtmoms, og at køber ikke kan foretage fradrag for købsmomsen. Repræsentanten har hertil anført, at dette understøttes af told- og skatteregionens skrivelse af 9. maj 2001 hvoraf fremgår, at sagen har været drøftet med Told- og Skattestyrelsen, og at det blev besluttet, at der ikke var grundlag for at gøre straf gældende, hvilket efter repræsentantens opfattelse skyldes, at Told og Skat må have anset køber for at være i god tro.

Repræsentanten har anført, at der i ToldSkats vejledninger fra 1997 og 2000 ikke er opstillet andre kontrolkrav, end at det skal fremgå af fakturaen, at køretøjet er solgt efter brugtmomsreglerne. Repræsentanten har endvidere anført, at klageren ikke har haft mulighed for at foretage yderligere undersøgelser af hvorvidt sælgeren har overholdt brugtmomsreglerne, idet dette ville kræve adgang til, og indsigt i, sælgerens momsregnskabsmateriale.

Repræsentanten har anført, at der i teori og praksis vedrørende bl.a. momslovens § 8, § 52 og § 34, stk. 1, nr. 1 er lagt vægt på subjektive forhold.

Repræsentanten har for så vidt angår momslovens § 8 vedrørende virksomhedsoverdragelser anført, at der fremgår følgende af momsvejledningens afsnit D.6.2:

”Tilbageregulering af købers indgående moms kan undlades i tilfælde, hvor sælger ikke kan tilbageregulere momsbeløbet til køber, og denne i begrundet god tro har anset handlen for at kunne ske med momsberegning. I disse tilfælde skal det af sælger beregnede momsbeløb berigtiges overfor ToldSkat”.

Repræsentanten har hertil anført, at der således efter praksis lægges vægt på købers subjektive forhold i situationer, hvor de objektive betingelser ikke er opfyldt. Repræsentanten har i den forbindelse henvist til Højesterets dom offentliggjort i TfS 1999.918.

For så vidt angår momslovens § 52, har repræsentanten anført, at det følger af § 52, stk. 1, 4 pkt., at køberen forud for udstedelsen af et afregningsbilag har pligt til at undersøge, om sælgeren er momsregistreret. Repræsentanten har hertil anført, at Told- og Skattestyrelsen i en meddelelse af 17. marts 1999 (TfS 1999.355) har anført, at undersøgelsespligten ikke må indebære, at udøvelsen af fradragsretten bliver umulig eller uforholdsmæssig vanskelig. Repræsentanten har hertil anført, at dette kan medføre, at der i praksis kan opstå situationer, hvor køber har bragt sig selv i ”god tro” ved at opfylde undersøgelsespligten, og hvor køber derfor får momsfradrag, selvom sælgers momsregistrering er ophørt i tidsrummet mellem købers seneste henvendelse til ToldSkat og afregningstidspunktet.

Endelig har repræsentanten anført at Landsskatteretten i en kendelse offentliggjort i SKM 2001.144/TfS 2001.256 vedrørende momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, har udtalt følgende:

”Retten finder under hensyn hertil, at det må anses for en forudsætning for, at varer kan leveres momsfrit efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, at varerne rent faktisk er forsendt eller transporteret til et andet EU-land, eller i tilfælde mellem uafhængige samhandelsparter, hvor det er køberen, der har arrangeret transporten, at sælgeren på behørig vis kan godtgøre at have været i god tro med hensyn til, at varerne faktisk er kommet frem til et andet EU-land, f.eks. i form af en bekræftet modtageerklæring fra køber, dokumentation i form af fragtbrev m.v. Retten finder således, at der i disse situationer må stilles strenge beviskrav til sælgeren i så henseende.”

Repræsentanten har hertil anført, at Landsskatteretten i denne kendelse klart har tilkendegivet, at subjektive forhold kan reparere på manglende opfyldelse af momslovens objektive betingelser.

Told- og Skattestyrelsen har under sagens behandling for Landsskatteretten indstillet, at den påklagede afgørelse stadfæstes.

Styrelsen har anført, at der i momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., jf. § 48, jf. § 46, stk. 2, er en klar og ubetinget hjemmel til opkrævningen af dansk erhvervelsesmoms, og at klagerens mulige retsvildfarelse og ukendskab til momsreglerne er uden betydning for den objektive momspligt efter momsloven. Det er hertil anført, at klageren hæfter for momsen på et objektivt grundlag.

Det er anført, at momspligten efter momsloven således hviler på et objektivt grundlag, og at fakturamodtagers gode eller onde tro, viden eller burde-viden således er uden betydning for afgiftspligtens beståen og den afgiftspligtiges hæftelse.

For så vidt angår momslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., har styrelsen anført, at der er tale om en optionel bestemmelse i 6. momsdirektivs art. 5, stk. 8, og at der således er tale om en særlig bestemmelse, der ikke kan give grundlag for en generel praksis.

For så vidt angår momslovens § 52, er det anført, at denne bestemmelse vedrører udøvelsen af fradragsretten, og at dette er en anden situation end den i sagen omhandlede.

Vedrørende momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, og Landsskatterettens kendelse offentliggjort i SKM 2001.144/TfS 2001.256 er Told- og Skattestyrelsen ikke er enig i Landsskatterettens kendelse, og at denne i øvrigt er indbragt for domstolene. Det er videre anført, at der i kendelsen blev opstillet så strenge beviskrav til sælgers gode tro, at denne bevisbyrde reelt var umulig at løfte.

Det er endelig anført, at angivelsen på fakturaen er sket i direkte modstrid med de faktiske forhold, og at tilbagebetalingen af den tyske moms er et mellemværende mellem klageren og fakturaudsteder.

Landsskatteretten skal udtale:

Efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, skal der betales afgift ved erhvervelse mod vederlag af varer fra andre EU-lande, når sælgeren er en virksomhed registreret for merværdiafgift og erhververen er en afgiftspligtig person. Det fremgår endvidere af § 11, stk. 1, nr. 1, 2. led, at der ikke skal betales afgift, når varen i salgslandet er afgiftsberigtiget efter tilsvarende regler som fastsat i kapitel 17 om brugte varer m.v.

Landsskatteretten finder, at det er en betingelse for anvendelsen af momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 2. led, at erhvervelsen rent faktisk er afgiftsberigtiget efter brugtmomsreglerne. Henset til, at de objektive betingelser for anvendelsen af brugtmomsreglerne ikke er til stede, finder Landsskatteretten, at erhvervelsen må anses for omfattet af momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 1. led, hvorfor der skal beregnes dansk erhvervelsesmoms efter samme bestemmelse.

Landsskatteretten finder det således ikke afgørende, om klageren har været i god tro om, hvorvidt den tyske sælger opfyldte betingelserne for at anvende brugtmomsreglerne, idet der ikke i EF-domstolspraksis ses belæg for at antage, at der ved bedømmelse af momspligten kan tages hensyn hertil, jf. således EF-domstolens dom i sagen C-342/87 (Genius Holding).

Landsskatteretten skal bemærke, at der ikke kan drages en analogi fra den af repræsentanten anførte praksis vedrørende momslovens § 8 stk. 1, 3. pkt., og til nærværende sag, allerede fordi den anførte praksis ikke ses at have en klar hjemmel i momsloven eller 6. momsdirektiv.

For så vidt angår momslovens § 52 skal Landsskatteretten bemærke, at denne bestemmelse alene vedrører sælgers registreringsforhold, og dermed ikke momspligten af det underliggende forhold. Landsskatteretten finder således ikke, at den anførte praksis kan anvendes analogt på nærværende sag.

For så vidt angår den af advokaten påberåbte kendelse bemærker retten, at denne vedrører en anden bestemmelse i momsloven.

Landsskatteretten finder derfor, at det er med rette, at klageren er anset for momspligtig efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 1. led.

Landsskatteretten bemærker herved, at berigtigelsen af den tyske moms er et mellemværende mellem fakturaudsteder og fakturamodtager, som er de danske afgiftsmyndigheder uvedkommende.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at rettens kompetence til at tage stilling til om det i den anledning opståede efterbetalingskrav må anses for bortfaldet i henhold til momslovens § 79, sammenholdt med (nu) opkrævningslovens § 16, stk. 2, jf. samme lovs § 5, må anses for begrænset.

Efter Landsskatterettens praksis tages der således alene stilling til, om en klager har haft en retsbeskyttet forventning om en anden afgiftsretlig stilling (forventningsprincippet), eller om der har foreligget en praksis, der kun med fremadrettet virkning kunne ændres til skade for klageren.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at antage, at klageren på dispositionstidspunktet har haft en retsbeskyttet forventning om, at han ikke skulle betale dansk erhvervelsesmoms.

Klageren ses således ikke at have modtaget en sådan individuel positiv tilkendegivelse fra myndighederne herom, hvilket bl.a. er en betingelse for anvendelse af forventningsprincippet, jf. TfS 1999.142.

Da der på tidspunktet for omhandlede køb heller ikke ses at foreligge en praksis vedrørende momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 2 pkt., som klageren kunne støtte ret på, findes myndighedernes efterbetalingskrav heller ikke af den grund at være bortfaldet.

Landsskatteretten stadfæster derfor med disse bemærkninger den påklagede afgørelse.