åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "L.1.2.3 Visse ydelser § 46, stk. 1, nr. 3" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Hvis en afgiftspligtig person fra en leverandør, der er etableret i udlandet, aftager ydelser nævnt i momslovens § 15, stk. 2 og 3, 16, stk. 2, §§ 17-21, skal momsen afregnes af aftageren.

►Se i denne forbindelse SKM2009.219.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at det ikke kan tillægges betydning for aftagers betalingspligt, at den udenlandske virksomhed er momsregistreret her i landet. Da det endvidere var med urette, at den udenlandske virksomhed havde opkrævet moms af sine leverancer med leveringssted her i landet, kunne der ikke godkendes fradrag for den moms, som den udenlandske virksomhed havde påført fakturaerne. Se endvidere J.1.1.9. ◄

De nævnte ydelser er rådgivningsydelser mv., herunder telekommunikationsydelser, elektronisk leverede tjenesteydelser og visse transmissionsydelser (§ 15, stk. 2 og 3), udlejning af transportmidler (§ 16, stk. 2), aktiviteter inden for kunst og kultur, sport, underholdning mv. samt samt sagkyndig vurdering og arbejde på løsøregenstande mv. (§ 18, stk. 1), transportydelser (§ 19), ydelser knyttet til transport af varer (§ 20) og formidlingsydelser (§ 21). Reglerne om disse ydelsers leveringssted behandles i afsnit E.3.

Hvis aftageren er en privatperson, skal den udenlandske leverandør lade sig registrere her i landet og betale moms af leverancen. Tilsvarende gælder, hvis aftageren er et selskab eller en anden juridisk person, der ikke er en momspligtig person. Om momspligtige personer, se C.

I SKM2002.663.LSR omtalt i E.3E.3.1.3 og E.3.1.5 lagde Landsskatteretten på baggrund af det af told- og skatteregionen og selskabet oplyste til grund, at det pågældende selskab var en momspligtig person efter momslovens § 3, stk. 1, og dermed betalingspligtig efter § 46, stk. 1, nr. 3.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag vedrørende Landsskatterettens kendelse i SKM2002.663.LSR. Som følge af, at der er taget bekræftende til genmæle har Told- og Skattestyrelsen udarbejdet en kommentar i SKM2004.333.TSS. Under sagens behandling ved landsretten bestred selskabet, at det var en momspligtig person på det tidspunkt, hvor selskabet modtog ydelserne. Selskabet fremlagde endvidere nye oplysninger m.v., der ikke havde foreligget i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen. Såsom sagen forelå oplyst ved landsretten fandt Skatteministeriet det sandsynligt, at landsretten ville nå frem til, at selskabet ikke kunne anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet allerede af denne grund ikke skal betale erhvervelsesmoms af de omhandlede tjenesteydelser i henhold til momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3. Skatteministeriet tog af disse grunde bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.

SKM2008.844.SR omhandler en udenlandsk virksomhed, der leverede rådgivningsydelser fra et andet EU-land til Danmark. Virksomheden havde en postkasse filial i et kontorhotel, dette var alene et telefonnummer, der blev omstillet til hovedsædet i det andet EU-land. Momsmæssigt blev dette ikke anset som et fast forretningssted, da en postkassefunktion som i den givne sag, ikke var tilstrækkelig til at etablere et hjemsted for den økonomiske virksomhed, se afsnit E.3. Af sagen fremgår, at rådgivningsydelsen i alt væsentlighed vil blive udført på virksomhedens kontor i det andet EU-land, den eneste aktivitet her i landet er den "fysiske" indsamling af informationer og gennemsyn af lokaler. Rådgivningsydelserne blev anset for at være omfattet af § 15, stk. 2, nr. 3, og aftageren af ydelsen var således betalingspligtig af ydelsen efter § 46, stk. 1, nr 3, sidste punktum.