åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for reguleringen. Ministeren havde ved redaktionens slutning dog endnu ikke fastsat sådanne regler.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at virksomheder kan få fuldt fradrag for moms af indkøb, der efter købet udelukkende anvendes fuldt ud til momspligtige formål, selv om indkøbet oprindeligt var tænkt anvendt til blandet brug og dermed kun med delvis fradragsret. Bestemmelsen har betydning for varer, som ikke er omfattet af reglerne om regulering for købsmoms af investeringsgoder. Se evt. J.4.

Bestemmelsen er indsat i momsloven ved § 3, nr. 2, i lov nr. 1344 af 19. december 2008 og har virkning fra 1. januar 2009.

►SKAT har med SKM2009.379.SKAT udsendt styresignal, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen efter SKATs opfattelse skal administreres efter følgende retningslinjer:
  • Bestemmelsen om regulering fra delvis fradragsret til fuld fradragsret i momslovens § 37, stk. 4, omfatter kun varer, der ikke tidligere har været taget i brug i virksomheden.
  • Når en vare, der ikke tidligere har været taget i brug, tages i brug til fuldt fradragsberettigede formål, kan afgiften fradrages i det omfang dette ikke kunne ske på købstidspunktet.
  • Regulering kan kun foretages for varer, hvor det i regnskabet kan dokumenteres, hvilket fradrag der er foretaget på købstidspunktet.
  • Består varens anvendelse i et momspligtigt salg, kan det samlede fradragsbeløb ikke overstige 25 pct. af salgssummen ekskl. afgiften efter denne lov.

Formålet med bestemmelsen er således at sikre, at virksomheder kan få fuldt fradrag for moms af varer, der er indkøbt til blandet brug og dermed kun med delvis fradragsret, hvis varen faktisk tages i brug til fuldt fradragsberettigede formål, dvs. bestemmelsen omfatter kun varer, der ikke tidligere har været taget i brug i virksomheden.

Det betyder, at muligheden for at foretage regulering ikke omfatter varer, herunder varer i form af driftsmidler, der allerede er taget i brug i virksomheden