Anparter, du har anskaffet før 12. maj 1989
Har du anskaffet dine anparter før 12. maj 1989, anvendes de gamle regler. Du vil så normalt hvert år modtage en opgørelse, som du skal bruge, når du udfylder selvangivelsen fra det selskab, der administrerer anpartsprojektet. Opgørelsen vil indeholde oplysninger om de skattemæssige afskrivninger, du kan foretage, om underskud, du kan trække fra, og om de begrænsninger i afskrivningerne mv., der gælder for kommanditister. Ejer du skibsanparter, skal du anvende rubrik 35. Ejer du anparter i andre udlejningsaktiver, skal du skrive over- eller underskud i rubrik 111 eller 112 på din udvidede selvangivelse.

Hvis en virksomhed, der er startet før 12. maj 1989, senere anskaffer nye aktiver (bortset fra finansielle aktiver) eller overtager anden virksomhed, uden at det er nødvendigt for den fortsatte drift, bliver hele virksomheden omfattet af anpartsreglerne. Overtagelse af en ny virksomhed er som hovedregel unødvendig for virksomhedens fortsatte drift. Hvis virksomheden foretager flere anskaffelser over et kortere tidsrum, og hvis SKAT anser den enkelte anskaffelse som nødvendig, kan anskaffelserne vurderes under ét og ud fra den betragtning blive anset for unødvendig.

Har du anskaffet en anpart før 12. maj 1989 og en anden anpart 12. maj 1989 eller senere, har du to virksomheder, der beskattes henholdsvis efter de gamle og de nye regler. Har du 12. maj 1989 eller senere anskaffet anparter i flere kommanditselskaber, hvor indkomsten er omfattet af punkt 1 (se afsnittet Anpartsreglerne), er der også tale om, at du har flere virksomheder.