Hvad fremgår af årsopgørelsen?
På årsopgørelsen kan du se, hvor meget du skal betale i skat for året, og hvordan vi er nået frem til beløbet. Du kan også se, hvor meget du allerede har betalt.

Har du betalt for meget i skat (læs mere i afsnittet Overskydende skat), indsættes beløbet på din NemKonto.

Har du betalt for lidt i skat (læs mere i afsnittet Restskat), kan du foretage en frivillig indbetaling af beløbet. Hvis du har valgt at få årsopgørelsen sendt med posten, kan du benytte det medsendte indbetalingskort. Hvis du ikke har valgt at få årsopgørelsen sendt med posten, kan du foretage frivillig indbetaling på posthuset, i et pengeinstitut, via netbank eller kuvertservice til SKATs girokonto 40000978.
Betaler du via netbank, kan du finde betalingsidentifikationen i din Skattemappe i TastSelv.

AM-bidrag
Du modtager ikke nogen særskilt bidragsopgørelse. Hvis du har indkomst, der skal betales bidrag af, vil bidragsopgørelsen blive udskrevet i fortsættelse af årsopgørelsen. Hvis du har overskydende skat og restbidrag eller overskydende bidrag og restskat, vil der automatisk være foretaget en modregning.

Fradrag for gaver og løbende ydelser
Har du givet gaver eller ydelser til velgørende foreninger, får SKAT oplysninger herom fra foreningerne. Du skal altså ikke selv opgøre og oplyse om gaver eller løbende ydelser. SKAT skriver oplysningerne på din årsopgørelse.

Du kan læse mere om gaver og fradragsregler i pjecen Gaver til velgørende foreninger.

Skattenedslag for seniorer
Er du født i 1946 - 1952, vil der på din årsopgørelse være en kort orientering om, at folketinget har vedtaget et skattenedslag for seniorer. Skattenedslaget træder i kraft i 2010 og er med til at gøre det mere attraktivt for mange senior-medarbejdere at blive længere på arbejdsmarkedet.
For at være berettiget til nedslaget, skal du opfylde nogle krav om indkomst og beskæftigelse.

Du kan læse mere om reglerne i din skattemappe.

Ejendomsværdiskat
Hvis du i 2008 skal betale ejendomsværdiskat, vil den samlede ejendomsværdiskat fremgå af årsopgørelsen under beregnet skat. Selve specifikationen kan du se i fortsættelse af årsopgørelsen.

Formueoplysninger
De formueoplysninger, som fx dit pengeinstitut eller realkreditinstitut har indberettet, fremgår af årsopgørelsen. Er et beløb forkert, skal du henvende dig til den, der har indberettet oplysningerne. Ændringen vil fremgå af en eventuel efterfølgende årsopgørelse, hvis rettelsen bliver indberettet af blandt andet dit pengeinstitut, og rettelsen er modtaget af SKAT inden udgangen af september måned i året efter indkomståret. Der udskrives ikke en ny årsopgørelse, hvis det kun er formueoplysningerne, der ændres.